RETSOPGØRET
192

HAR LOVGIVERNE OVERTRÅDT DEN RØDE LINJE?

Grundloven siger, at statens magt skal være delt i tre! 1) En lovgivende, 2) en udøvende og 3) en dømmende magt. Systemet bliver kaldt ’magtens tredeling’ og skal forhindre, at magten bliver misbrugt. Det betyder, at folketinget vedtager love og er den lovgivende magt. Regeringen sørger for, at loven bliver ført ud i livet. Den er den udøvende magt. Domstolene dømmer på baggrund af loven og er den dømmende magt.

Med hensyn til magtmisbrug er der mange eksempler på, at et lands ledere har misbrugt deres magt. I 1940’ernes Tyskland sendte Hitler millioner af jøder til koncentrationslejrenes gaskamre. Sovjetunionens diktator, Josef Stalin, sendte sine modstandere til arbejdslejre i Sibirien. For nogle år siden forhindrede en dansk justitsminister tamilske flygtninge i at få deres familier til Danmark, selvom de havde krav på det. Det var ulovligt!

Eksemplet med den danske justitsminister, som ifølge domstolene misbrugte sin magt, bringer hele denne idé om magtens tredeling ned på jorden. Det er nu ikke længere fjerne historiske begivenheder (Hitler og Stalin) – men danske politikere, som har bragt ulykke over sig selv og andre ved at handle i modstrid med denne grundlovens hovedtanke.

Derfor er spørgsmålet relevant: Sker noget lignende i Danmark i dag?

Danmarks Grundlov indeholder – sådan opfatter den jævne borger det – en hel række tydelige begrænsninger for en aggressiv lovgivnings såkaldte ’kompetence’ med hensyn til at ’regulere’ bestemte spørgsmål. Det gælder også, hvis disse moderne lovgivere ønsker at ’regulere de frie, evangeliske trossamfund, som ikke er en del af folkekirken – og det gælder især den nye religionslov, som trådte i kraft nytårsnat. Har lovgiverne med denne lov overtrådt den røde linje?

Det forekommer landets frikirkelige borgere, at den del af statsmagten, som kaldes ’den lovgivende magt’ (med disse nye bestemmelser) endeligt og afsluttende vil have gjort op med de frie menigheders- og frie prædikanters virksomhed i Danmark! Man har med denne nytårsnat overskredet nogle fastlagte grænser, som grundloven giver med hensyn til lovgivningens indhold!

Den tredje paragraf i grundloven lyder sådan: "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen; den dømmende magt er hos domstolene…" Hvordan skal dette forstås set i lyset af de helt nye bestemmelser, som fra nytårsmorgen 2018 er en gældende realitet i Danmark?

 

ERSTATTER DEN NYE LOV DANMARKS GRUNDLOV?

Der synes blandt jurister (citat): ’at være enighed om, at man som retspolitisk princip bør være særdeles varsom med at vedtage singulær lovgivning, som træder i stedet for traditionelle forvaltningssynspunkter’. (Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, Jurist og Økonom. Forlag 2012, s.134).

Dette må – så vidt den jævne borger forstår det – betyde, at de lovlærde har drøftet, om lovgiverne ikke på forhånd er blevet fastlåst og lagt i jern, når det drejer sig om at lave nye bestemmelser af den art, som er blevet iværksat nytårsnat over for Danmarks evangeliske frikirker.

Folketingets medlemmer er her pålagt at ’handle særdeles varsomt’, når de er i gang med at vedtage nye regler, som ’skal træde i stedet for traditionelle forvaltningsafgørelser’. Eller sagt med andre ord: De folkevalgte lovgivere på Christiansborg skal holde fingrene væk fra lovforslag, som prøver på at tage grundlovens plads…

I stedet for at ’handle særdeles varsomt’ har de danske politikere i sagen om den såkaldte lovregulering (vedr. de evangeliske, frikirkelige, grundlovsbefæstede trosfrihed) tumlet rundt i det glashus, der opbevarer den danske forfatnings mest kostbare trosfrihedsporcelæn. I deres ambitiøse iver efter at få de frie danske, evangeliske menigheder lagt ind under kejserens kontrol, har de smadret de mest sjældne, danske værdier og har med deres nytårslov ødelagt for ufattelige summer af uvurderlige, konstitutionelle kostbarheder. Grundlovshjemlede begrænsninger af statens magt ligger efter nytårsindførelsen af den nye lov, knuste på jorden. Om disse trampende, søndertrædende hærværksmænd har patriarken Job i sandhed ramt plet, når han udbryder: " Jordens høvdinger raver rundt i et vejløst øde; de famler sig frem i mørket uden lygte og lys; de raver omkring som drukne’ (Job 12:24-25).

 

GRUNDLOVEN KAN IKKE OVERLADES TIL SAGSBEHANDLEREN

Det er for borgerne i denne sag et ubesvaret spørgsmål om, hvorvidt den i grundloven absolut afgørende bestemmelse om det begreb, som hedder ’magtens tredeling’ overholdes. Indebærer den 3. paragraf i Danmarks forfatning ikke en solid og uoverstigelig skranke for, at lovgivningsmagten kan skalte og valte med de frikirkelige borgerlige rettigheder, som den har lyst til? Hvis dette er tilfældet (hvilket jeg mener), så befinder ’nytårs-religionsloven’ sig på dybt vand. De frikirkelige borgere kan med en bunke tunge brosten fra grundlovens byggebarrikader over for lovgivningsmagtens fremstormen – og de kan (hvis de vil) sætte en stopper for de kristendomsfjendske troppers fremmarch inden for den seneste lovgivning.

Der må – så vidt borgerne forstår det – eksistere begrænsninger for, hvorvidt grundlovens forståelse af trosfrihed kan ’delegeres’ ned til ’et mindre ekspertudvalg’, som tiltager sig ret til at formulere nye bestemmelser omkring dette høje begreb. Spørgsmålet om borgernes frihed til at dyrke Gud efter deres overbevisning kan næppe retmæssigt overlades til en mindre gruppe ’sagsbehandlere’. De suveræne formuleringer, som anvendes i grundloven vedrørende de evangeliske frikirkers borgerrettighed, gør det lysende klart, at ingen ændring kan ske i dette forhold ’uden ved lov’. Heri ligger et åbenlyst forbud mod et hvilket som helst initiativ, som ikke til fulde lever op til fordringen ’kun ved lov’§

Her er altså ikke kun tale om, at et ekspertudsagn kan hjælpe på ’fortolkningen af en lov’. Nej, her er tale om, hvorvidt et regeringsudvalgs udpegede sags-eksperter har mandat til at fremlægge lovforslag, som fordrer en øjeblikkelig ændring af grundloven for at kunne blive gennemført!

Forarbejderne til og den historiske baggrund for, at grundlovens § 67 om friheden for de frikirkelige borgeres tro og overbevisning tillader ikke, at et hastigt sammensat tolvmandsudvalgs uenige ’udkast’ ved en række turboforhandlinger i folketinget bliver ophøjet til en lov, som er i modstrid med selve ordlyden i den danske konstitutions 67 paragraf om borgernes ret til frit at kunne samle sig i deres fælles tro på Gud.

Selve lovgivningskompetencen kan ikke – så vidt borgerne har opfattet det – ’delegeres ned’ til et mindre ekspertudvalg. Den er ifølge grundloven placeret hos kongen (regeringen) og folketinget i forening. Der er tale om en generalfuldmagt, som ikke kan sønderhygges og uddeles til hvem som helst. Ligegyldig hvor omhyggeligt, det er udpeget, og hvilke fine titler, de kan stille op med. Det er borgernes opfattelse, at denne nye lov i sin fremgangsmåde er gået til det yderste af det tilladelige og i sin bemyndigelse har overtrådt det tilladelige.

Hermed menes, at der ikke på noget tidspunkt er givet det nedsatte udvalg nogen bemyndigelse til at ændre eller fravige grundlovens tekst, sådan som det nu er sket med hensyn til den ordlyd, der i nytårslovens 3. paragraf erstatter grundlovens tekst…

(Lyt til søndags formiddags gudstjenesten på Midtsjællands Radio gengivet kl. 15:00 på www.noer.info (lyd og video) samt læs artiklen i Profetisk Journal: ’Skal de kristne borgere tie’?


TILBAGE