RETSOPGØRET
231

 

MAGTENS SPROG

Henrik Højlund (58) sognepræst på Nørrebro i København, kendt for at tilhøre den såkaldte kirkelige højrefløj og for at være udtalt modstander af kvindelige præster, samt vielse af homoseksuelle, fortæller, at han forleden var på ’en hyggelig rundvisningstur omkring bl.a. ungdomshuset i hovedstadens nordvestkvarter.

"Udenfor ungdomshuset stod der et skilt med stedets fem grundregler," beretter han. Af disse fem er det værd – mener jeg – særligt at notere sig de to. Det drejer sig nemlig om to forbud (altså holdninger, som ikke tillades) hvis man vil besøge huset. Disse to af husets fem grundregler (bl.a. ’ingen racisme, ingen vold og ingen stoffer) står de to sidste for ’ingen homofobi og ingen heterosexisme’.

"Jeg studsede højlydt over ordet ’heterosexisme’," fortæller præsten, idet han fortsætter: "Det handler her om at forstå, at heteroseksualitet (det seksuelle forhold mellem en mand og en kvinde) ikke accepteres som en norm, hvis man ønsker at blive lukket ind i ungdomshuset.

"Jeg fik at vide," forklarer præsten Henrik Højlund, at ’den slags taler magtens sprog’. "Jeg håber," udtaler Nørrebro præsten ved synet at dette påbud, "at jeg tør træde indenfor med en modsat opfattelse af denne sag – og (som en del af åndsfriheden i dette land) kan tale frit og åbent derom."

"Svaret var," tilføjer han, "at jeg nok burde holde en meget lav profil med ideen om, at heteroseksualitet (mand-kvinde forholdet) repræsenterer normen…"

 

EN MAGTHANDLING

Henrik Højlund fortsætter: "Dette (at jeg skulle ’vise tilbageholdenhed’ med mine meninger om mand-kvinde forholdet) gav mig associationer til en konference i København, jeg var til for nylig. Sammen med 150 andre mennesker lyttede jeg til en svensker ved navn Olof Edsinger. Han har skrevet en yderst tankevækkende bog med titlen: ’Når minoriteten tager majoriteten som gidsel’. Bogen er ikke bare tankevækkende. Den er skræmmende!"

Henrik Højlund forklarer, at den nye, såkaldte ’queer-ideologi’ går ud på, at mennesker kan være udstyret med alle mulige andre slags køn end den traditionelle relation: ’mand’ og ’kvinde’ – ja, da kan (hævder det) være tale om helt op til 60-70 forskellige køn… "Mennesket er det køn, det føler det er," hedder det, "og kønsidentiteten kan skifte; den er flydende!"

Med henblik på talen om ’mand-kvinde forholdet’, der (som det hedder) er ’magtens sprog, citerer Henrik Højlund to svenske professorer, der vender sig til skoleverdenen med følgende erklæring: "Når noget udskilles som normalt (og selvfølgeligt på andres bekostning) er det en magthandling."

I en ny svensk læreplan hedder det, at man ’på børnehave og 0-klasseniveau skal modvirke alle traditionelle kønsroller…’

 

EN NY PLATFORM FOR EVANGELIET

Denne forkortede gengivelse af den københavnske sognepræsts tankevækkende overvejelser, giver umiddelbart det indtryk, at fronterne skærpes. Den traditionelt bibelske opfattelse af ægteskabet anses mere og mere for at være en ’socialt-truende adfærd’. En helt ny fjendtlighed er ved at dukke frem på scenen. En ideologi, der erklærer åben krig mod de borgere, som stadig er af den opfattelse, at en familie består af far, mor og børn, samt at et bryllup kun kan foretages mellem en mand og en kvinde. Der er nu tale om et politisk modsætningsforhold, som de troende borgere bør gøre sig bekendt med – ja, de bør efter min mening tage kampen op mod denne udvikling, idet de må indstille sig på at skabe sig en ny platform for evangeliet, som ikke er begrænset til kirkens prædikestol. Lad mig forklare:

 

DJÆVELENS OPFINDELSE

Homo-ideologerne er langsomt ved at skabe en myte omkring det bibelske mand-kvinde ægteskab. En eller anden ubeviselig påstand om, at ’den slags heteroseksuelle forhold’ i virkeligheden kun er en af de 70 muligheder som en familie kan sammensættes af. Ja, udviklingen går i den retning, at det bibelske ægteskab i virkeligheden er djævelens opfindelse – og fra de første skoleår må børnene beskyttes mod at ende i et sådant bibelsk forhold. Da det drejer sig om en politisk ideologi, så vil lovgiverne få travlt med fortsat at lovgive mod det kristne ægteskabssyn – og meget snart søge at ændre Danmarks Grundlov.

De nye ’prædikanter’ vil være bedøvende ligeglade med, at nogle få præster i et par halvtomme kirker fortsætter med at forkynde Guds ord ud fra årets tekstrække; de beskæftiger sig med lovgivningen, og som tiden går (mener de) så skal de nok få gjort en ende på de religiøse minoriteter, der i denne sag er anderledes tænkende.

Hvis den fysiske og moralske degeneration i Danmark ikke bremses ved et tiltag, der direkte blander sig i lovgivningsprocessen – ja, får et ord at skulle have sagt på tinge – så vil en ond cirkel af fordærvelse sprede sig, og den dag er ikke langt borte, hvor det, som er normalt, bliver politisk bandlyst, og kun det unormale og naturstridige bliver mere end legaliseret, det bliver fremmet!

De kræfter, som i denne time er i fuld gang med at forkaste det normale kategori-sæt omkring køn, ægteskab og familie, holder ikke ferie. Jeg siger ikke for meget, når jeg her tør hævde, at udviklingen går i retning af det rene paranoide vanvid, hvis konsekvenser er uoverskuelige!

Inden for kort tid bør der fra ansvarsbevidste, troende, åndelige ledere og jævne borgere tages skridt, som sigter på en direkte indflydelse på lovgivernes faretruende virksomhed.

Sagen drejer sig nemlig om det forhold, som jeg i det følgende vil beskrive:

Den danske trosfrihedsartikel, som kampen nu står om, strider for, at forskellen mellem en retsstat og en politistat bliver tydeliggjort for folket. I retsstaten kan borgernes tro på Gud ikke krænkes! Han må (ifølge grundloven) have lov til at følge sin egen overbevisning (bl.a. om ægteskabet som et forhold mellem en mand og en kvinde) og det kan ikke forekomme, at han i sin trosoverbevisning skal påtvinges en politisk statsideologi.

I en politistat er borgernes tro på Gud ikke beskyttet af loven! De juridiske regler for et sådant værn kan meget godt være konstitutionelt nedfæstet – men de givne bestemmelser er ikke det papir vær, som de er trykt på! I en politistat handler øvrigheden efter sit eget forgodtbefindende – uden respekt for nogen anden lov!

Er Danmark – set ud fra de troende borgeres synsvinkel – en retsstat eller en politistat? Den seneste lovgivning og de nyeste erfaringer beviser, at der i øjeblikket hersker uklarhed om, hvilket svar, der med rette kan gives på dette spørgsmål, og et sådant advarende påbud (vedrørende den bibelske opfattelse af ægteskabet) på et københavnsk ungdomshus’ indgang, bør være medvirkende til, at der rejser sig en folkemodstand og en folkerejsning mod en sådan familiefjendtlig ideologi. Dette fører til følgende overvejelse:

 

SKAL KRISTNE UNDERORDNE SIG ET KORRUMPERET DIKTATUR?

Mange har gennem tiden stillet spørgsmål om, hvorvidt det kan være rigtigt, at gode kristne borgere til enhver tid og overalt skal ’underordne sig under de øvrigheder, som de har over sig’ (Rom.13:1). "Der er ingen øvrighed, uden den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud" (v.1). "Gælder det også brutale, diktaturstater og korrumperede magtsyge herskere, som styrter deres stater og folk i ulykke, krig og ruin?" spørges der – og dette spørgsmål er berettiget. Derfor bør det ikke forblive uden svar ej heller søgt besvaret med en eller anden overfladisk forklaring, som om Gud på nogen måde kunne fremstå uretfærdig i en sådan sag.

Når det i indledningen til Romerbrevet erklæres, at ’Guds vrede skal åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, som undertrykker sandheden ved uretfærdighed’ (1:18) – så kan Den Almægtige ikke i samme åndedrag holde hånden over en hvilken som helst uretfærdighed eller noget forbryderisk styre. Noget sådan bør forekomme, som om at dette var ’en Gudsordning’, - ja, gennemført med den forståelse, at sådanne grusomme mafiatilstande er ’ordineret’ og ’indsat af Gud’…

Det bør derfor ikke et øjeblik glemmes, at Paulus skrev sit brev til romerne under den vanvittige kejser Neros styre – han, som for eftertiden er blevet beskrevet som selve indbegrebet af en nådeløs tyran – og den mest grusomme, perverse og kristendomshadende, romerske kejser, som historien kan påvise…

Nero lod sin mor, Agrippina, myrde i året 59, og lod sin hustru henrette. Velhavere blev dødsdømt for påståede forbrydelser, og deres formuer blev beslaglagt. Roms senere kejser, Vespasian, blev bortvist, fordi han faldt i søvn under en af Neros endeløse oplæsninger af egne digte.

En vigtig begivenhed under Neros styre var Roms brand i året 64, hvor Paulus forsvandt, (sikkert ved henrettelse) fra Neros fængsler. Det hævdes, at branden var påsat af Nero. Sikkert er det, at på brandtomten opførtes et pragtpalads ’Det gyldne Hus’ (senere nedrevet til fordel for Colosseum). Branden gav anledning til de første forfølgelser af kristne, som fik skylden.

Med særlig henblik på spørgsmålet om, hvorvidt Paulus (der efter al sandsynlighed endte som et af Neros ofre) kan have gjort sig til forsvarer for, at de kristne borgere skulle ’underordne sig’ en sådan hersker – ja, at grusomhederne var ’indsat af Gud’ – vil jeg blot i et øjeblik lade mine læsere besøge det pragtfulde palads, som Nero lod opføre på ruinerne af det nedbrændte Rom:

Uden for paladset havde Nero ladet opstille en 30 meter høj guldstatue af sig selv. Han lod anlægge en have, der omfattede en gigantisk sø, omkring hvilken, der var lagt et net af blomstrende stier… Nero var glad for at holde store fester for den romerske overklasse. Disse fester skulle få et brutalt islæt, der gjorde ham forhadt og fik modstanden mod ham til at vokse. Han brændte de kristne som levende fakler på den blomstrende sti langs søen!

 

GUDS RETSORDNING

Hvad vi i apostelens livsfarlige argumentation (vedrørende de kristnes forhold til det verdslige styre) skal lægge mærke til, er, at han tydeligt understreger, at de styrende er indsat til at opretholde ’Guds ordning’ (13:2). Med den henviser han faktisk til den ordlyd, han anvendte i indledningen til Romerbrevet. Her skriver han: "De kender Guds retsordning, at de, der handler således (f.eks. ’giver sig hen til vanærende lidenskaber’…1:32) fortjener døden." Når der altså her tales om ’Guds ordning’, så er det ikke mindst ’Guds retsordning’, der henvises til – og det er denne ’Guds retsordning’, som de verdslige myndigheder er indsat til at forvalte!

Imidlertid er det under indflydelse af en tidsånd, der mildest talt ’bytter om på tingene’, at denne Guds-indsatte administration bør gennemføres. Det vil sige, at de er kommet dertil, at de ’kalder ondt for godt og godt for ondt. De gør mørke til lys og lys til mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt (Es.5:20).

De, som handler sådan (altså imod den guddommelige tanke bag deres indsættelse) er ikke under Guds velsignelse; de er under den forbandelse, som udtrykkes i et klagende véråb over dem (’Ve dem, der…’ v.20).

 

OMBYTNINGSPROCESSEN

"De styrende er jo ikke til for at skræmme dem, som gør det gode," erklærer apostelen… og vi bør her især bemærke formuleringen: ’De styrende er jo ikke til …’ Det vil sige, at de mænd og kvinder, som er kommet til magten (som ’er til’) har allerede et program foran sig. De skal fremme det, der er godt og velbehageligt for Gud, og skræmme livet af dem, som har ondt i sinde.

Ombytningsprocessen er imidlertid i fuld gang, så at de ansvarlige (drevet af en ånd fra afgrunden) ’ombytter Guds sandhed med løgnen’ (Rom.1:25).

Paulus fortsætter (uforfærdet): "Vil du være fri for at frygte øvrigheden, da gør det gode, så skal du få ros af den" (v.3). Dette skrev apostelen med de romerske, brutale, kristendomsfjendske myndigheders sværd hængende over hovedet. Han forventede ikke i det øjeblik, at Herodes ville rose ham (eller betro ham en høj stilling i det romerske imperium) – nej, han forventede (foranlediget af sin belæring særlig henvendt til Roms elite) følgende: "Snart skal mit blod udgydes som drikoffer, og tiden er inde, da jeg skal bryde op (2.Tim.4:6-8).


TILBAGE