RETSOPGØRET
227
 

DE FORFØRER UBEFÆSTEDE SJÆLE

Det kan bare ikke være rigtigt, at det mest gudløse, antikristelige samfund får lov til – fra højeste sted – at etablere sig ud over det ganske kongerige uden at nogen tør løfte røsten med den mindste protest! Når vort stakkels fædrelands øverste topledere uden at blinke – under alle regnbuens farver – på selveste grundlovsdagen tør anfægte de væsentligste af grundlovens bestemmelser ved (åbenlyst) at kalde til kamp mod alt, hvad der lever og ånder og holder for helligt, det som vedkender sig den danske konstitutions trosfrihedsparagraf og den danske forfatnings kristne bekendelse og menneskerettigheders artikler om borgernes frihed til at følge sin egen trosoverbevisning.

Det er med denne udviklings oprørende grundlovsdagsklimaks kommet til det punkt, at netop det apostelord er gået i opfyldelse, som – med henvisning til, hvad der herefter frit og dagligt foregår for åben skærm – står nedfældet på Ny Testamentes blade: "Frække og selvbehagelige viger de ikke tilbage for at spotte høje åndemagter" (2.Pet.2:10).

Hvem kan finde noget bedre og klarere og mere afslørende udtryk for den ånd, som for tiden – uhindret – breder sig i Danmark end denne 2000årige apostel-erklæring? Det er simpelthen for frækt! Det er ubehageligt selvbehageligt; det er den mest nedrige og laveste form for spot – ja, apostelen Peter viger ikke tilbage fra at aflevere denne (usædvanlige) karakteristik af de personer, der fører an i denne undergrundbevægelse. "Deres øjne er fulde af utugt og begær og spejder uafladeligt efter synd." Og så kommer de ord, som vort ærinde med det borgerforslag, som vi har i støbeæsken: ’De lokker ubefæstede sjæle … forbandelsens børn, som de er’ (v.14).

Om kort tid vil jeg (i fællesskab med andre) fremlægge det borgerforslag, der ifølge de nyeste bestemmelser – hvis det er understøttet med 50.000 underskrifter – kan finde vej helt ind i folketingssalen på Christiansborg, for dér at blive behandlet som ’et almindeligt lovforslag’. Vi er en lille gruppe, som fortsat arbejder med forslagets ordlyd – velvidende, at når det først er lagt på folketingets bord, så har det kun 180 dage til ’at overleve’. Hvis ikke – inden den tidsfrist er udløbet – et sådant lovforslag har 50.000 borgere bag sig, afgår det ved en stille død!

For at hindre denne ligestillings-homobevægelse i forsat at søge (som det hedder i Ny Testamente) ’at lokke ubefæstede sjæle’ (2.Pet.2:14) bygger dette borgerforslag på indholdet af en international traktat, som den danske stat for en menneskealder siden har forpligtet sig til at overholde. Denne konventionens ordlyd er på et afgørende punkt fuldstændig identisk med Danmarks Grundlov, hvilket betyder, at der er god grund til at tro, at alle troende borgere over det ganske land vil kunne stå sammen om at søge at få dette borgerforslag ophøjet til lov.

Udover at fundere borgernes lovforslag på disse bestemmelser, så følger det også den linje (hvad angår trosfriheden), som blev lagt i Frankrig i Menneskerettighedsdeklarationen af 1789. Om dette er følgende at sige:

 

DEMARKATIONENS GRÆNSELØSE PRINCIPPER

Menneskerettighedsdeklarationen, som den i Frankrig blev fremlagt i det blodige revolutionsår 1789 er – det må de danske lovgivere forstå – en universel frihedsbekendelse! Den indeholder en række ’grænseløse principper’, som i dag er gældende over hele verden (universelt) og som magtfuldt er trængt gennem slægtled efter slægtled (transgenerationelt). Den har en gang for alle rejst banneret over nogle frihedsbestemmelser, som beskytter borgernes civile, politiske og religiøse rettigheder på en måde, så at også de danske folkevalgte regnbuepolitikere må kunne fatte og forstå, at enevældens tid uigenkaldeligt er forbi… forbi!

Den 1. og 4. og 16. paragraf i denne frihedsdeklaration fremsatte de store endegyldige principper, som er og forbliver alle bestående demokratiers ’transpartent-synlige’ grundvold. Det vil kort og godt sige, at magten skal være delt i tre for således aldrig at kunne falde i en enkelt, ondskabsfuld mands hænder, ej heller kan administreres af et enkelt politisk parti (og dets mere eller mindre samfundsfarlige ideologi). Disse tre menneskerettighedsbestemmelser skal de troende borgere i denne time i Danmark skrive sig bag øret, for der gøres nu uafbrudt bestræbelser på (bl.a. ved turbo-indførelsen af nytårsnat-lovens indførelse af nye, hårrejsende bestemmelser for de danske frikirkers – og den jødiske synagoges vedkommende) at gennemtrumfe ’omgåelser’ af denne bestemmelse.

Den 5. og 6. artikel i revolutionsdeklarationen fremhæves især princippet om ’den legale stat (der ikke er det samme som ’retsstaten’). Her betones især lovens naturlige tydning (sådan som den udtrykker sig i dens almindelige forståelse, og som den ligefremt udøves i dens repræsentanter – ja, som den iværksættes uden anvendelse af nogen form for despoti). Den franske revolutions artikel 7, 8 og 9 peger på straffelovens faldgruber. Med smertelige erfaringer fra en ond tid koncentrerer disse bestemmelser sig om straffeloven, som bør forhindre, at uskyldige borgere slæbes for retten. Den sidste sætning i den 7. artikel advarer mod ulydighed over for denne bestemmelse. "Det må betragtes som en uvilje med hensyn til at underordne sig," hedder det… og netop denne uvilje og modvilje med hensyn til ’en gennemført lydighed’ over for konstitutionens beskyttelse af borgerne, viste sig i den seneste lovgivning (’midnatsloven’).

Om dette forhold vil jeg i det følgende forlade den juridiske argumentation og (i et 2. afsnit) fortsætte mine tidligere ’filosofiske betragtninger’. Disse er nedskrevet i et andet sprogbrug og med udgangspunkt i ’tankemæssige overvejelser’ med hensyn til ’det naturstridige’. Det vil sige, at det er en anden form for argumentation, som kun er ’lidet kendt’ og ’lidet anvendt’ i de troendes kreds. På grund af modstandenes ’formuleringer’ er denne indfaldsvinkel nødvendig.

 

KROP OG KØN

Borgerne er urolige; det kan i dag mærkes overalt. Det naturstridige melder sig mere og mere i medierne, samfundet, skole og hjem; alle og alt påvirkes af en ny filosofi – en ny tænkemåde. Det normale er blevet unormalt, og det naturlige er blevet unaturligt – ja, det naturstridige er blevet aggressivt og pønser fra højeste sted dag og nat på at iværksætte en kamp mod (som Danmarks statsminister udtrykker det): ’det forstokkede’ og ’det fordomsfulde’ – ja, Salmistens ord: ’jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd’ under parolen: ’Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af sig’ (Salme 2:2-3) opfyldes for vore øjne. Ganske almindelige forældre ængstes for, at deres børn vender hjem fra skole usikre på, om de er en dreng eller en pige…

Det er i denne undergravende, uholdbare situation, at borgerne nu vender sig til landets styrende med spørgsmålet om, hvorvidt det virkelig kan være rigtigt, at disse (lovgivere) tør se sig i stand til ved lovgivning at kunne ændre det mange-tusindårige mønstre, hvor ethvert menneskebarn (ud fra en simpel ’biologisk iagttagelse’) på stedet har kunnet afgøre deres kønsidentitet.

Intet fornuftigt menneske har kunnet benægte, at der normalt eksisterer en åbenlys identitetssammenhæng mellem krop og køn. For de troende borgere er sagen afgjort ved apostelens formaning: "Lærer ikke også naturen jer" (1.Kor.11:14). Det naturstridige bringer ikke noget godt med sig. Skabelsesordenen er og forbliver helt og holdent harmonisk. Hvad ikke vil underordne sig ’det naturlige men gør oprør ’og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud’ (2.Thess.2:4) er – set ud fra et både biologisk og etisk synspunkt på afveje.

Det biologiske bør i denne forbindelse forstås som en selvstændig organisme med en naturgiven grænse til omverdenen. Den eksisterer rent fysisk og har – sådan ser jeg det – sin egen etiske baggrund! Med denne påstand støtter jeg mig til det begreb, som man i filosofien benævner som ’en biologisk enhed’ (eller et ’biologisk individ’), hvilket man helt konkret kan referere til som ’i tid og rum en eksisterende helhed’. Den har en etisk årsag (hævder jeg)… og er dermed på vej med (som jeg har sat mig for) at definere begrebet ’Biologiens Etik’.

 

EN MILEPÆL

Svenske læger – fortæller man – kan allerede på nuværende tidspunkt transplantere en livmoder fra én kvinde til en anden. Forskere mener, at det hermed kun er et spørgsmål om tid, før man kan operere en livmoder ind i en mand. Verdens førende forskere i fertilitet er af den opfattelse, at inden længe vil det være muligt, at en mand kan blive gravid. Selvom adskillige vil regne det for et irrelevant spørgsmål, så vil jeg alligevel stille det: "Er det biologisk-etisk korrekt at foretage operative indgreb for at kunne gøre en mand gravid?"

Jeg stiller spørgsmålet uden (fra omverdenen) at forvente noget svar. I en så uventet sag (en mand, der bliver gravid) er der stille omkring mig. En mærkelig tavshed – ja, en vis forfærdelse; der var måske enkelte der lo – men det var en underlig latter – som om det bare ligger i luften, at her er der ikke noget at grine af! Kun dårer kan se det som en spøg.

"Det er en milepæl," siger forskerne.

En enkelt kommenterer den udtalelse. Ordene lyder som en hvisken: "Ja, det er en milepæl! I sandhed en milepæl!"

"Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer," udbryder apostelen (Rom.1:22)… og næppe har denne erklæring passet bedre. Ikke en ’milepæl’ er passeret. Nej, en ’grænsepost’ er overskredet; en demarkationslinje overtrådt. En evig streg (tydeligt markeret) i tidens sand er blevet trådt under fode. En biologisk-etisk bestemmelse bespottet… Lad mig forklare:

 

TÅGE-SNAK

Når alt kommer til alt, så er det (som et filosofisk standpunkt) den almindelige opfattelse, at den såkaldte ’materielle verden’ står for alt det, der ’ligger uden for menneskets indre’ (Altså alt det, der eksisterer ’uden for mig’). Denne ’materielle verden’ betragtes som et objekt. Det er vigtigt – mener jeg – i vort forsøg på at nå frem til en forståelse af det, der her betegnes som ’Biologiens Etik’ at fastholde, at netop dette såkaldte ’objekt’ har at gøre med, hvad filosofien vil betegne som ’en realitet’. Den materielle verden er (i disse vore betragtninger) et udtryk for ’den solide, fasttømrede virkelighed; ’objektet’ ejer i sig selv en virkelighedsnær realitet… Hvis jeg nemlig i denne ’overvejelsesproces’ skal have slået bro mellem den biologiske ’virkelige verden’ og den etiske ’tankemæssige verden’, så er det tvingende nødvendigt, at det tankemæssige begreb (’det etiske’) får fodfæste i den ’biologiske realitet’.

Den etisk-moralske udfordring må da i sin spændvidde være i stand til som en farverig regnbue at strække sig fra det ene jordiske punkt (i det overskyede, regnfulde landskab) til det andet jordiske punkt (bag en fjern, rodfæstet skov eller cementfunderet bebyggelse). Uden jordforbindelse er spørgsmålet om ’det biologisk-etiske tågesnak.

Dette vil jeg i et følgende 3. afsnit prøve på at give en nærmere definition, thi derved at føre tanken igennem, at ’moral ikke bare er noget, der ’hænger i luften’.

 

EFTERTIDENS TÅGER

Om den apostels liv, som efter Kristi Åbenbaring på den græske ø Patmos, affattede Åbenbaringsbogen, Johannes, ved man ikke så lidt om hans yngre dage. Det står jo tydeligt og detaljeret nedfældet i Ny Testamente – men hvad herefter skete med denne Herrens tjener fortoner sig i eftertidens tåger.

Apostelen Paulus fortæller i sit brev til Galaterne, at Johannes var én af de tre apostle, som han mødte personligt, da han besøgte Jerusalem. Johannes var altså en af dem, der (som Paulus skriver) ’indså, at det var blevet mig (siger Paulus) betroet at forkynde evangeliet for de uomskårne’ (Gal.2:7). Johannes, som nedskrev hele den sidste bog i Ny Testamente (Åbenbaringsbogen) gav i året 51 efter Kristus Paulus ’håndslag på fællesskabet’. "Han (Johannes) ansås for at være én af Jerusalem-menighedens søjler, fortæller Paulus…" (v.9).

Traditionen fortæller, at apostelen Johannes i sine ældre dage opholdt sig i Efesus i Lilleasien. Alle ved, at han for en (sikkert kort tid) var forvist til eksil-øen, Patmos. Kirkefaderen Irenæus fortæller et sted, at Johannes levede indtil Trojans regering (Trojan var Roms kejser fra året 98 til 117) – og der er i den forbindelse tradition for at sætte Johannes dødsår til år 100 efter Kristus.

 

DEN PROFETISKE BOG

Den 5. november (mandag) kl. 19:00 begynder jeg en serie møder i København over Åbenbaringsbogen. Dette første møde finder sted i pinsekirken ’Nyt Håb’ (Damhus Boulevard 28, 2610 Rødovre). Der går bus lige til stedet!

Det er sandt, at jeg i øget grad i mine bibelske betragtninger viser hen til den sidste bog i Ny Testamente; det er fordi dette sidste skrift handler om de sidste ting – og ingen bør i den forbindelse blive misfornøjet eller irriteret for vor opstandne Herre tilsiger en særlig velsignelse til dem, som ’oplæser’ og dem, som ’lytter til’ profetierne i denne bog. Apostelen Johannes skriver: "Salig er den, som oplæser og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær" (Åb.1:3).

Tre ting bør bemærkes i forbindelse med dette løfte. For det første, at det her drejer sig om en profeti. Det vil sige, at denne bog indeholder forudsigelser – og det af en art, som verden og dens jordbeboere aldrig har hørt magen.

Den vise kong Salomon, som (efter alt at dømme) nedfældede følgende betragtning – og især i denne tid – værd at lytte til. Han skriver: "Således indså jeg, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig ved sin gerning, thi det er hans del." Derefter tilføjer han følgende: "Hvem kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans død?" (Præd.3:22)

 

INDSIGT I FREMTIDEN

Når derfor Johannes-åbenbaringen i dag åbnes og der falder nyt lys ned over de 2000årige beskrivelser af den afsluttende tid – så taler apostelen især til den generation, der står umiddelbart foran de indledende begivenheder til det voldsomme scenario som vil ryste kloden og forfærde menneskerne som aldrig før. Når den gamle konge, som er særlig kendt for sin visdom, udbryder: "Hvem kan bringe et menneske så vidt, at han får indsigt i fremtiden?" (v.22) – så svarer den nytestamentlige apostel: "Det kan den Jesu Kristi Åbenbaring, som blev mig betroet." Den ’kan bringe Kristi tjenere så vidt, at de ved, hvad der skal ske i den nærmeste fremtid.

Det andet punkt er apostelens understregning af, at det ikke er tilstrækkeligt at lytte til profetiens ord. Skriftafsnittet lyder sådan: "Den, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet" (v.3). Den sidste formulering (’holder fast ved det, som er skrevet) ejer – som det her står anført – ’det skrevne ords myndighed. Det vil sige, at den ’fastholden’, som apostelen hentyder til, er den samme, som gør sig gældende med de øvrige skrifter.

"I dem," (forklarer apostelen Peter i en anden forbindelse) "findes der ting, som er vanskelige at forstå, og som ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer, ligesom de gør med de øvrige skrifter" (2.Pet.3:16). Der er altså her tale om en troens fastholdelse sådan som den omtales i Apostlenes Gerninger 2:42: ’Og de holdt fast ved apostlenes lære’.

Det tredje og sidste punkt er den formaning, som skjuler sig bag ordene: "Thi tiden er nær!" De begivenheder, som for tiden banker på døren, er som signaler, der vedvarende (altså ikke kun som enkelte, spredte hændelser) og påtrængende varsler endens tid. Det er på denne baggrund, at begivenhederne i Mellemøsten, det gamle perserrige, Jerusalem og nationernes forhold til Israel skal ses. Samtidig er det med den samme indfaldsvinkel, at lovgivningen i nationerne – og i vort eget land, Danmark – skal iagttages.

En profetisk bog åbnes. En velsignelse udtales – og en alvorlig formaning lyder…


TILBAGE