RETSOPGØRET
213


ET ORD TIL EFTERTANKE

Til de, som i denne mørke time tænker på at melde sig under vor grundlovsforenings faner, har jeg følgende at sige:

Grundloven gælder os alle rige og fattige, sorte, hvide, gule, brune eller røde. Dens første fire paragrafer er vigtige! Den om magtens fordeling (så at statsmagten holdes på plads) om demokratiets ordning (så at folketingets medlemmer ikke glemmer, at de alle uden undtagelse er valgt af folket) og at de derfor ikke et øjeblik skal undlade at huske, at de er folkets repræsentanter. Hertil kan tilføjes, at når de styrende som lovgivere vedtager love, må de ikke (som det hedder i den gamle Moselov): ’Bøje retten’ (5:17). Det vil sige, at de ikke skal lovgive til deres egen fordel eller udelukkende til fordel for det politiske parti, som de tilhører. "En politiker," siger man, "tænker på det næste valg. En statsmand tænker på den næste generation!" De kristne borgere bør mere end nogensinde forene sig for at stå den antikristelige indflydelse imod, som vil fratage dem deres borgerret til at forkynde Kristi evangelium!

Regeringen skal ikke herske; den skal styre og dermed sørge for, at alt i landet ’går ordentligt til’. Hvis den f.eks. ikke sørger for, at der er gode skoler med en sund og duelig undervisning, som forældrene kan være tilfredse med (og som ikke fyldes med homoseksuel undervisningsmateriale), moderne sygehuse, som er velfungerende, og hvor personalet ikke segner under en forkert tilrettelæggelse af arbejdet (ej heller underbetalte læger og sygeplejersker, som bringer patienter i livsfare på grund af stress) – biblioteker og kulturhuse, tv og radio, som medvirker til, at folket forstår og ved, hvad der aktuelt og i sandhed bevæger sig – og kirker, hvor netop det kristne, protestantiske budskab forkyndes, som staten i grundloven har givet en særstilling.

 

KAN IKKE SIGES BEDRE

Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953 beskytter i sin 67. paragraf de danske borgeres trosfrihed. Den gør det kort og fyndigt. Intet bør lægges til, og intet trækkes fra; hvad her er bestemt kan ikke siges bedre! Det er og bliver vor grundlovsforenings opgave at forsvare denne grundlov!

Den 67. paragraf bygger på nogle værdier, som ikke kan købes for penge. Først og fremmest danskernes borgerret; den er de født til, og den kan ikke tages fra dem. Dernæst deres legale ret til at ’forene sig’. Det vil sige ’organisere sig’ – uden at staten skal have et ord at skulle have sagt – og endelig, at en dansker må have lov til at tro på Gud helt ud fra sin egen overbevisning… uden at nogen kejser eller pave, kirkeminister eller nogen kongelig embedsmand kan blande sig deri. De danske borgere, der ser dette som et værdigt formål for vor forening, bør melde sig på barrikaderne. Hellere i dag end i morgen.

Der er noget i Danmark, ’som bare ikke er i orden’! Som dagene går, bliver det mere og mere synligt. Det har noget at gøre med trosfriheden; den danske forfatning er god nok – det er lovgiverne, der ikke kan komme på omdrejningshøjde med grundlovens tekst. De har endnu ikke fattet, at (som det hedder indledningsvist i den 67. bestemmelse): at ’borgerne har ret til’… at forene sig i fællesskab efter deres egen overbevisning, og kirkens fjender har nytårsnat (til året 2018) stålsat en række bestemmelser, som rent faktisk (når tiderne bliver mere ugunstige for landets kristne borgere) kan sende politiet på halsen af dem, som ikke vil makke ret (recht-machen).

Ja, den nye her omtalte 2018-religionslov (som af de troende borgere kaldes for ’midnatsloven’) indfører i sin syvende paragraf den spanske inkvisitions overvågning af blandet andet jødernes ritualer. Det varsler ikke godt

 

FRIHEDSBESTEMMELSEN

Vores nuværende grundlov rummer altså en frihedsbestemmelse, som det er værd (gentager jeg over for de passive tilskuere) at kæmpe for. Den skal hverken revideres eller fjernes – kun adlydes! Nogle har for tiden gang i at fortælle folk om grundlovens ’utilstrækkelighed’. De har særligt travlt med de paragrafer, der handler om kongen og kirken – og de mener, at vor danske forfatning ikke er i overensstemmelse med menneskerettighederne. Deri tager de fejl! Det er politikkernes tolkning af de givne frihedsrettigheder, som der er noget i vejen med. Danmarks Grundlov giver i sin trosfrihedsparagraf rigelig plads til anderledes tænkende. Derfor skal den i denne sene time forsvares med næb og klør – og de af mørkets gæster, som kommer anstigende i fåreklæder og søger at fortælle os, at også grundlovens trosparagraffer (§ 67 og § 4) skal have ændret deres ordlyd eller køres på affaldspladsen – skal ’vises døren’ (som de så hurtigt kom ind ad, og som de nu lige så hurtigt kan komme ud ad…)

Lad mig gentage: Den dag den 67. trosparagraf i Danmarks Grundlov misfortolkes (for til syvende og sidst at blive fjernet) er de kristne borgeres og deres jødiske medborgeres retssikkerhed for alvor truet! Da vil der (sidenhen) i de tidlige morgentimer blive banket på dørene til nogle familier, som aldrig har gjort noget ulovligt ej heller med rette kan mistænkes for at have gjort noget kriminelt, og enkelte medlemmer af familier (som får det ubehagelige besøg) vil blive ført bort for aldrig mere at vende tilbage…

Regeringen har underskrevet en international konvention, som beskytter de danske borgere, der ud fra deres samvittighed og personlige tro på Gud kommer sammen med ligesindede for at opmuntre hinanden i deres fælles tro. Denne konvention har der været gjort alvorlige forsøg på ’at skrive ud af dansk lov og ret’ – og skulle det ske, at de politikere, som går efter dette mål, får medvind, så vil de danske kristne ’kun have deres egen grundlov at holde sig til. Hvis også den bliver undergravet ved folketingsbeslutninger og love, som strider imod den danske forfatning (således som det allerede er tilfældet) så vil landets kristne befolkning være juridisk forsvarsløse over for kirkens fjender.

 

TRETÅRNET ARVESØLV

Danmarks Grundlov gælder i hele det danske rige. Det vil sige også for Færøerne og Grønland, hvilket vil sige, at trosfrihedsparagraffen sikrer de færinger og grønlænder, som ønsker at bevare deres evangelisk-kristne tro som et sundt og sikkert fundament for en kommende generations opvækst. De vil ifølge den samme bestemmelse have al mulighed for at debattere deres egne livsanskuelsesprincipper, og der kan kun (set ud fra grl. § 67) herske respekt om deres beslutning, thi Danmarks Grundlov inkluderer sort på hvidt i sin bestemmelse den særlige status, som Grønland og Færøerne har i rigsfællesskabet – men en eventuel selvstændiggørelse vil være at regne som et unødvendigt tab, hvis færingerne og grønlænderne sælger ud af deres kristne, tretårnede arvesølv; de mørkeste kræfter ligger på lur og vil benytte enhver given anledning til at gribe tøjlerne i disse mere afsides liggende dele af riget – ja, væbnede dele af det internationale samfund er på stadig udkig efter strategiske positioner, hvorfra de kan spilde deres politiske og religiøse ideologier, som er i dybeste modstrid med den kristne, evangeliske livs- og verdensanskuelse.

Til dette vil jeg yderligere tilføje endnu en begrundelse for at gøre fælles sag med de danske, kristne borgere, som strider for lov og ret (også for evangeliets forkyndelse) i vort land. Dette emne giver jeg følgende titel:

 

BORGERNE BØR BEGRÆNSE STATENS MAGT

Den første nedskrevne konstitution i Europa så dagens lys i Sverige så tidligt som i 1720. Derefter i Amerika 1787, i Polen og Frankrig i 1791… og sidenhen i Danmark i 1849. De have alle ét og samme ærinde: At sikre borgeren mod statens overgreb og alle ud fra den samme smertelige erfaring, at hvis borgeren ikke begrænsede statens magt, så ville staten langsomt men sikkert begrænse borgerens frihed.

Alle nationale forfatninger, som sigter på opbyggelsen af en retsstat, går ud fra det samme princip, at (citat): ’Et samfund, i hvilket borgernes rettigheder og frihed ikke er garanteret ved en tredeling af statsmagten, er et samfund, som ikke bygger på en konstitution’ (art.XVI, DDHc 1789).

Det er derfor kun, hvor borgerne omhyggeligt våger over, at deres fundamentale rettigheder respekteres og efterleves på højeste sted, at deres frihed er sikret. Dette gælder ikke mindst trosfriheden, som i Danmark udsættes for en tydelig, målrettet, statsmotiveret undertrykkelse.

Danmark er og forbliver en selvstændig stat, som vil forsvare sig over for dets fjender – hvad enten de kommer udefra eller indefra. Al form for statsmagt bør derfor ikke længere udgå fra en mere eller mindre arrogant ’elite af styrende’ – men alene (og så direkte som det er muligt) udgå fra folket. Derfor bør magten være tredelt. ’Hvis den ikke er det,’ (høres det fra den franske revolution i 1789) – ’så er en sådan nation et land uden grundlov’!

Den menneskelige værdighed er fra det første menneskelige åndedræt på jorden skabt i Guds billede, og er derfor ukrænkelig. Denne guddommelige genspejling bør i al lovgivning derfor respekteres, værnes og i enhver situation være højt hævet over en hvilken som helst umenneskelig eller nedværdigende behandling. Alle borgere – høj eller lav – er lige for loven…

Det lyder flot – men er et hult og farligt slogan – hvis det ikke har den kristne livsanskuelse som baggrund. Lad mig forklare:

Når det f.eks. i den første artikel i FN’s verdenserklæring, som blev vedtaget efter Anden Verdenskrigs blodige slagmarker for (som det hedder) ’at skabe et fælles grundlag for en bedre verden’ – så fremgår det allerede af denne første artikel, at fundamentet er så illusorisk, at det på forhånd er dømt til at mislykkes. "Alle mennesker er født frie og i lige værdighed og rettigheder," lyder det, hvorefter det tilføjes: "De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i broderskabets ånd."

Den ’fornuft’, som der her tales om, er for længst gået fløjten! Den ’samvittighed’, som der her henvises til, beviser sig dagligt i de mest hensynsløse og samvittighedsløse ugerninger; den ’broderskabets ånd’, som den høje verdenserklæring omtaler som et eksisterende moralsk element, er i dag som forsvundet fra jordens overflade. Uden at være motiveret af den rette ånd (som er Guds gode Helligånd) er ordene tomme og uden kraft og styrke. Om dette giver jeg følgende eksempel:

 

ÆREFRYGT FOR LIVET

En af de dybeste årsager til, at spørgsmålet om retten til at hjælpe lidende mennesker væk fra denne verden, ligger i en – mener jeg – uforklarlig, indre fornemmelse og anelse, at begrebet ’livets hellighed’ ikke bare er en frase (eller en tankeløs betegnelse) som er udtalt hen i vejret. Stående overfor at skulle foretage den ultimative handling (slukke for livets lys) standses den enkelte – hvis vedkommende vel at mærke ikke er fuldstændig afstumpet og kynisk forhærdet overfor en sådan tankegang – og en vis ærefrygt for ens eget og andres liv.

Denne udefinerlige anelse, der måske blot i nogle sekunder holder den ansvarlige person tilbage fra at ’trække stikket ud’, bekræftes af det evangelium, som den kristne menighed i århundreder har forkyndt inden for Danmark Riges grænser.

Livet opfattes i det kristne budskab – som nogle med vold og magt vil have fjernet fra ’det offentlige rum’ – som en Guds gave. Ingen på denne klode har gjort sig fortjent dertil, og det kan (som en gave kun Gud kan skænke) i alle dets former og vilkår kun modtages i taknemlighed af Guds hånd.

Den smerteramte mand, Job, som Gammel Testamente har givet en hel bog (på 42 af Bibelens kapitler) til at udøse sin klage over ’det uudholdelige’, som har ramt ham, stiller det afgørende spørgsmål: "Hvorfor giver Gud de levende lys, de bittert søgende liv?" (Job 3:20). Svaret bør ikke afleveres for hurtigt, og der skal med sikkerhed et årvågent øre til at lytte sig frem til dets indhold. Af samme grund er der i den overfladiskhed, som ligger i tiden, næppe nogen stor chance for, at det guddommelige svar, som gives til Job, vil blive hørt. Her kan det i korthed (thi nogen ’længere forklaringer’ tåler folk (nu til dags) ikke; blot siges, at Gud bliver ikke Job noget svar skyldig! Den Almægtige forbliver ikke tavs, når den oprigtige spørger Ham til råds. For den diskussionslystne, den moderne debattør, som søger til at tilrane sig opmærksomhed ved at komme med nogle for længst nedslidte floskler, er Herren utilnærmelig. En sådan man (eller kvinde) får ingen adgang til Guds åbenbaring.

Derfor er det gavnligt at lytte til Jobs fortsatte klage, når han udbryder: ’… dem, som bier forgæves på døden, graver derefter som efter skatte, som glæder sig til en stenhøj (gravsten) jubler, når de finder deres grav." Job slutter sit spørgsmål med denne ene, afklarende sætning (hvori han sikkert taler om sig selv): "Jeg er en mand, hvis vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?" (v.21-23) Denne tusindårige beskrivelse af lidelsens søgen efter den afslutning, som er døden, er som skrevet i går. Den er ikke et nyt fænomen! Det nye (som ikke på noget tidspunkt indgår i Jobs stærke, billedlige fremstilling) er den hidtil ukendte adfærd, at det verdsligt lovliggøres, at en anden får samfundets bifald til at skære livssnoren over.

Når Job med smerte råber: "Jeg bier forgæves på døden" (v.21) – så venter han på dens komme. Han fremmer ikke dens ankomst – men byder den (i sine lidelser) velkommen. Han glæder sig (i sine svære smerter) til, at en gravsten skal sættes over hans sidste hvilested – men han ville aldrig et øjeblik tænke sig den udvej, at han selv ville sørge for – eller endnu værre: bede andre om at sørge for, at han blev lagt i den grav, som venter ham. Om sin egen situation siger Job på dette sted (hvilket han i de efterfølgende kapitler uddyber): "Jeg er som en mand, hvis vej er skjult, hvem Gud har stængt inde" (v.22).

Her hører jeg et menneske, som tør sige, at der er noget, som er skjult for ham – noget, der har med lidelsen at gøre, som han ikke på stedet kan give en forklaring på – ja, at han er ’låst fast’ (stænget inde) – og at Gud er den absolut eneste, der har nøglen til at lukke denne skjulte sag op for ham!

 

TROENS TRYGHED ER EN KLIPPE!

Lad mig derfor til sidst understrege følgende: Ingen af grundlovens modstandere kan med nogen fornuft forlange, at alle de bindstærke værker, som i almindelighed er samlet omkring dansk lov og ret, skal kunne rummes i de forholdsvis få bestemmelser, som udgør den danske forfatning. Hele det offentlige liv har i ’den almindelige lov’ sine egne skrevne regler – men det kan med absolut fasthed og borgerautoritet forlanges, at alle de ordinære og hverdagsagtige, parlamentariske love klokkeklart udtrykker de højere normer, som grundloven giver udtryk for.

Det er derfor mere end blot ’ønskeligt’, at denne konstitutionelle orden klart og tydeligt genspejles i den danske trosfrihedsparagraf. Dette er ikke noget borgerne ’skal opnå’; det er allerede tilfældet! Den troens tryghed, som findes i Danmarks Grundlov, er i sig selv en urokkelig klippe. Det er at foretrække, at alle forhold om borgernes frihed til at følge deres egen overbevisning, ikke specificeres eller detaljeres i grundlovens paragrafer. Forfatningsteksten i § 67 er så enkel og ligefrem, at de styrende til hver en tid kan modificere deres lovgivning efter denne ene paragraf. Danske frikirker og danske jøder kan føle sig trygge, når staten søger at tiltvinge sig retten til at få et ord indført vedrørende deres tro. Et sådant ’ord’ kunne da være en anmodning. Aldrig en befaling! Den 67. paragraf erklærer, hvad borgerne ’har ret til…’ (stk.1) – og her har statsmagten intet at skulle have sagt!

For eksempel skal lovgiverne ikke fastsætte regler for frikirkernes eller jødernes gudstjenester. Grundloven har i sin frihedserklæring allerede angivet de legale kriterier, som borgerne her uhindret kan følge: nemlig deres egen trosoverbevisning. Ej heller bør lovgiverne præcisere, hvad de tillader, når kirkens forkyndelse ud fra Den Hellige Skrift lyder fra prædikestolen.

Den litterære kvalitet af grundlovens trosparagraf bør ikke deformeres ved utallige tekniske definitioner. Denne bestemmelses ordlyd om borgernes ret til at forene sig, ejer et højtideligt præg. Dens dimension er dybt symbolsk når den omtaler de troendes særlige fællesskab. Netop denne paragraf er enkel og klar – ja, den læres nemt udenad af borgere, som citerer den; den 67. grundlovsparagraf ånder uskrevne normer; den taler om borgernes trossamvittighed, som ikke bør krænkes! Bestemmelsens indhold om den religiøse borgerret er bydende! Dens fordring er obligatorisk – og stiler mod en sædvane, der ikke behøver så mange forklaringer; den samme lov står nemlig skrevet på folkets hjerter. Højtideligt blev den iværksat for 150 år siden – og kan kun ophæves ved en fasttømret procedure, der står nedfældet i dens egen tekst.

(Læs Profetisk Journal: ’Deadline’).


TILBAGE