RETSOPGØRET
212

TROENS FORSVARER

Hvem vil forsvare de kristne borgeres grundlovsrettigheder, når det ministerielle homo-handlingsforløbs damptromle (under regeringens ’Handlingsprogram’) kværner ind over Danmark i de næste tre år?

I Spanien har man en ’grundlovsforsvarer’ (Defensor del Pueblo… artikel 54). I Frankrig har man en ’Rettens forsvarer’ (défenseur des droits… art. 71.1.comst.) Den britiske monark bærer fra gammel tid titlen ’Fidei Defensor’ (troens forsvarer).

Københavns domprovst, som er hofpræst (Kgl. Confessionarius) kan imidlertid sagtens tillade sig ved gudstjenesten at lade en muslim læse højt fra Koranen (afsnittet Sura 19.35), hvori det hedder: "Det passer sig ikke for Gud, højlovet være han! – at tage sig en søn." Domprovsten vil i sit kongelige embede næppe løfte en finger for at forsvare den kristne tro, og han vil under ingen omstændigheder (så vidt mig bekendt) tage sig for at undersøge, hvad jeg har fremlagt som et åbent spørgsmål under menupunkt profetisk journal… (www.noer.info) : Er Antikrist homoseksuel? Lad mig som en ’troens forsvarer’ forklare:

 

HVORDAN KAN DET TILLADES?

I en retsstat bør alle statens ministerier og organer for Danmarks vedkommende støtte den protestantiske lære og virksomhed. Alle danske statsembedsmænd fra den mindste til den største bør understøtte og fremme den etik og den livs- og evighedsanskuelse, som indeholdes i den kristne bekendelse, som grundloven har forpligtet statsmagten til at opretholde.

Hver eneste minister i den danske regering har som en af de missioner, der er blevet ham (eller hende) betroet, at praktisere den juridiske berettigelse, som grundloven giver de borgere, der (som Danmarks dronning) ’tilhører’ den reformatoriske lære, som staten er forpligtet til at beskytte. Alle folketingets lovgivere står med deres personlige underskrift inde for, at de vil forsvare (og dermed aldrig bekæmpe) de fundamentale rettigheder, som de protestantiske kristne i overensstemmelse med grundlovens 4. paragraf er i besiddelse af.

Når nu samtlige statsorganer, lovgivere, folketingsmedlemmer og statsembedsmænd obligatorisk bør våge over den protestantiske kirkes rene lære – ja, når alle landets dommere, statsfunktionærer og øvrighedspersoner af grundloven har fået klar besked på at understøtte og beskytte den reformatoriske kristenhed i Danmark – hvordan kan det da tillades, at 13 ministre rotter sig sammen for at fremme og ophøje en politiske ligestillingsidé, som er stik imod grundlovens livsanskuelse? I hvilket omfang skal det bibelord forstås, at ’lovløshedens virksomhed allerede er i omdrejninger’ (2.Thess.2:7)? Kunne det tænkes, at antikrist, når han kommer, selv er homoseksuel? Skriften har antydninger i den retning. Læs om dette under profetisk journal…

 

DANMARK – ET PROTESTANTISK LAND

Det danske retsvæsen er og forbliver den konstitutionelle vogter over både grundlovens trosparagraf (§ 67) og grundlovens ’kirke-stat’-paragraf (§ 4). Dommerne bør våge som falke over den konformitet, som der bør herske mellem grundloven og de siddende ministres adfærd. De (dommerne bør kontrollere at ingen af regeringens ministre individuelt eller som et kollektiv foretager sig grundlovsstridige handlinger – eller (i det skjulte) tager et samlet initiativ til et forfatningsstridigt handlingsprojekt.

De danske dommere indtager en afgørende plads, når det drejer sig om at beskytte den fundamentale profetiske etik, som grundloven giver udtryk for. Danmark er ifølge sin konstitutionelle livsanskuelse ikke kun et kristent land – Danmark er en protestantisk nation, der med sin dronning bekender sig til en præcis reformatorisk tro og lære…

Når dette nu er tilfældet, og den lovgivende magt er placeret i centrum af dette protestantiske system, hvordan kan det da tillades, at den udøvende magts ministre – tretten i tallet – kan udøve en modstridende kompetence, som i hele sin regnbue-fremstilling sigter på at undergrave det kristne fundament, som landets grundlov bygger på?

Lad mig derfor (stadig som ’en troens forsvarer’) – blot for en stund – forlade alle de juridiske argumenter for at se nærmere på, hvad Ny Testamente forklarer om befrielsen fra ’de syndige lidenskaber. Bare ’udtalelsen’ af dette begreb kan nemlig hos nogle få raseriet til at jage helt op i det røde felt – men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at netop disse ord (om man kan lide det eller ej) står nøje omtalt i Ny Testamente.

 

DE SYNDIGE LIDENSKABER

Det er i dag ikke tilladt offentligt at omtale visse ’urene drifter’ som f.eks. ’syndige lidenskaber’; den slags hører sig (ifølge den aktuelle lovgivning og den almindelige, populære opfattelse) ikke til i et moderne samfund…

Det er derfor vanskeligt for præsten i kirken at holde sig til den givne folkekirkelige tekst fra Bibelen, som han (ifølge søndagens tekstrække) er indsat til at prædike fra – og for hvilken (prædiken) han af staten modtager sin løn. Hvis han f.eks. ud fra den opgivne tekst påbydes at skulle forkynde søndagsprædikenen fra Romerbrevet, så må han (for at undgå at miste kjole og krave) snige sig uden om apostelens ord, når han siger: "Thi så længe, vi levede i kødet, var de syndige lidenskaber, som vækkes ved loven, virksomme i vore lemmer, så vi bar frugt for døden" (Rom.7:5). Her omtales i Den Hellige Skrift – sort på hvidt – ’det forbudte begreb’, som kaldes ’syndige lidenskaber’. Det vil altså sige, at det i Bibelen påstås, at der i menneskelegemet (fra den første Adams tid) er nedlagt nogle urene drifter, som ’vækkes til live’, hvis de bliver forelagt Guds lovs afslørende påbud, og at de dermed regnes ind under betegnelsen ’syndige lidenskaber’.

Bedre bliver det ikke for præsten, hvis han i sin prædiken (over dette ’ubehagelige’ bibelafsnit) tillader sig den uforskammede frihed at citere netop dette bibelords fulde indhold; der står nemlig afsluttende tilføjet, at de mennesker, som i deres livsførelse følger denne legemets syndige virksomhed ’bærer frugt for døden’… hvilket da vil sige, at Skriften (og præsten) dermed kan gøre nogle af kirkegængerne ilde til mode – ja, det kunne hænde, at der var folk til stede ved gudstjenesten, der i så tilfælde kunne blive både opskræmte og forskrækkede – og det i en sådan grad, at de efter gudstjenesten skulle have ’hjælpende bistand’ af psykologer og andre eksperter. Disse skulle da med gode råd og medicin få denne ’påførte religiøse angst’ dæmpet (som præsten med sin ’uforsvarlige prædiken’ havde forårsaget).

Imidlertid bør vi her forsvare præstens prædiken. Uanset hvordan den verdslige øvrighed reagerer – og bortset fra hvad pressen har skrevet om den arme præst (som citerede dette ubehagelige bibelord om ’de syndige lidenskaber’) – så bør det til præstens forsvar siges, at han i sin prædiken havde understreget, at disse ’syndige lidenskaber’ kun var virksomme (citat): ’… så længe et menneske ’lever i kødet’ (Rom.7:5). "Det vil sige," erklærede præsten den søndag fra prædikestolen, "at disse syndige lidenskaber (som det er forbudt at navngive) ikke er virksomme, hvis den pågældende ’ikke lever i kødet – men vandrer i Ånden’!

Da en sådan betegnelse: ’at leve i kødet’ for de fleste danskere er ’sort tale’ (som kræver en nærmere forklaring) så vil jeg i det følgende beflitte mig på at gøre netop dette ukendte begreb (’at leve efter kødets lyster’) forståelig. Lad mig derfor (som en troens forsvarer) gå et skridt videre:

 

KAMPEN MOD EN STATSIDEOLOGI

Det skal fortsat siges til præstens forsvar, at selvom de fleste i hans søndagsmenighed havde svært ved at følge hans udredninger (for denne sag om, hvorledes et menneske kan få herredømme over ’kødets syndige lyster’, er ikke let at forklare) – så fik han tydeligt fra prædikestolen gentaget apostelens ord: "Så er da også I… ved Kristi legeme døde fra loven, så I kan blive en andens, nemlig hans, som blev opvakt fra de døde, for at vi skal bære frugt for Gud!" (v.41)

Hvis præsten altså af den offentlige øvrighed skal anklages for at have jaget en skræk i livet på folk ved at hævde, at ’de syndige lidenskaber bærer frugt for døden’ – så må dertil siges, at han også talte om et liv, der ’bærer frugt for Gud’.

Selvom kun et fåtal fattede, hvad præsten mente, så fik han altså i sin prædiken forklaret, at det arme menneske, som ’holdes fanget under’ (v.6) ’de kødelige, syndige lyster’ (som fører til død og fortabelse) kan blive frigjort ved sin tro på Jesus Kristus’.

Da dette budskab på stedet vil vække en storm af modsigelse, bør vi nøje iagttage, hvorledes apostelen fremlægger den troens frigørelsesproces. At der nemlig er tale om en ’proces’ bør understreges, så at ingen skal få den falske opfattelse, at denne ’troens frigørelse’ falder ned fra himlen. Når sagen drejer sig om ’de syndige lidenskaber’, der har ’sat sig fast i legemet’ (ja, i visse tilfælde endog er styret og domineret af en dæmonisk ideologi) – så er det kun ved både bøn, undervisning og i enkelte tilfælde uddrivelse, at denne trosfrigørelse kan virkeliggøres. Apostelen forklarer det med ordene: "Gud ske tak, fordi I, som har været trælle under synden, nu af hjertet er blevet lydige mod den læreform, til hvilken I blev overgivet" (Rom.6:17).

Ingen kan modsige, at Skriften anvender begrebet ’at være træl under synden’. Imidlertid er det i Den Hellige Skrift lige så klart formuleret, at denne urenhedens slavetilværelse kan overvindes ved ’en læreform’ (v.17). Altså ikke (som mange mener) en hastig ’befrielseshandling’. Nej, tidsånden beviser, at dette at ’stille sig til rådighed for de syndige lidenskaber’ (6:19) er blevet en statsideologi – og denne kan i længden kun bekæmpes af en anden lære, som jeg her skal detaljere:

 

DETTE ER, HVAD VI TROR PÅ

Frihedsbudskabet i den her omtalte tekst lyder nemlig i sin korthed således: "Så er I da… ved Kristi Legeme døde fra loven!" (Rom.7:4) Dette er, hvad vi (som troens forsvarere) tror på, og dette er det evangelium, hvori frigørelsen ligger. Den sandhed, som apostelen her (i sin redegørelse for, hvorledes de syndige lidenskaber afvæbnes) taler klart om ’Kristi Legeme’. Det ’Kristi Legeme’, som Skriften her omtaler, er det legeme, som på Golgata blev henrettet og dermed overgivet til en blodig og smertefuld død… for derefter ved Guds kraft at opstå – ja, med de endnu synlige naglemærker at træde ud af gravens kolde mørke, for sidenhen at blive optaget til himlen.

Frigørelsens hemmelighed (der altså ikke er ’en ny religion’, men forbliver at være det velsignede budskab, som slægterne har modtaget ved Kristi kirkes forkyndelse) skjuler sig i det begreb, som de lærde teologer har kaldt ’identifikationen’. Det vil sige, at den troende ved Guds åbenbarelse og Helligåndens medvirken tør identificere sig med den død, som fandt sted på Golgata. Dér blev også vor tids Kristi efterfølgere (ved at dommen og straffen faldt på ’Ham’) gjort evigt retfærdige, så at også de herefter ’kunne blive en Andens’, nemlig Hans, som blev opvakt fra de døde, for derefter at bære frugt for Gud… (v.4).

Om dette er der meget mere at sige men pladsen tillader kun hastigt at citere følgende: "Nu er vi løst fra loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under, så vi står i Åndens nye tjeneste og ikke i bogstavens gamle tjeneste" (v.6).

 

ER ANTIKRIST HOMOSEKSUEL

Nu vil nogen indvende, at man skal (det har jeg nemlig hørt nogen sige) ’holde sig fra at læse to bøger i Bibelen: Daniels Bog og Åbenbaringsbogen! "Det kan man blive indlagt på hospitalet for," hævder man, hvorefter det tilføjes: "Folk bliver skøre, når de læser de to bøger i Bibelen."

Begge disse bøger handler om både Kristus og antikrist. Det sidste er imidlertid det vigtigste: De handler om Jesus! Budskabet i f.eks. Åbenbaringsbogen er så afgørende og betydningsfuldt, at der anvendes en femfoldige kommunikation for at få det afleveret. Den sandhed om de sidste dages, ugers og måneders begivenheder er så overvældende, at den kun vil kunne iværksættes (og forinden meddeles) igennem en nøje gennemtænkt og fuldkommen frelsesplan. Stykkevis afleveres og transmitteres i f.eks. Åbenbaringsbogen informationerne på en måde, som ikke forekommer noget andet sted i Skriften. Seglene brydes. Trompeterne gjalder og véråb høres. Vredesskåle tømmes og plager kundgøres – men i midten af alt dette står en lysende skikkelse, Guds opstandne Søn, kirkens hoved og kongernes Konge. Han er den kommende hersker over alle jordens rige og lande og folkeslag (2:27). Han er løven af Judas stamme (5:5), det slagtede Lam (5:6), Babylons dommer (18:8), Brudgommen (19:7-9), Kongernes konge og herrernes Herre (19:16). Den regerende Kristus (20:4-6), Alfa og Omega (21:6) og Davids rodskud, den lysende morgenstjerne (22:16) – og Han, der til sidst arresterer Antikrist. Alene af den grund er det vigtigt at finde ud af om Antikrist er homoseksuel.

(Læs artiklen under Profetisk Journal: Er Antikrist homoseksuel?)


TILBAGE