RETSOPGØRET
211
 

REGNBUEBANNERET LØFTES

Danmarks troende borgere skal (ifølge en nylig udgiven regeringspjece) i de næste tre år berede sig til vanskelige tider! Hvis de på en eller anden måde bliver årsag til at (citat): ’unge homoseksuelle mistrives (og ikke tør være åbne om deres seksuelle orientering) – ja, påviser deres (homoseksuelle) trivsel negativt’ – så vil de blive stillet til regnskab af bl.a. de 13 danske ministre, som alle i juni 2018 har skrevet under på, at de (citat): ’vil bekæmpe fordomme blandt børn og unge, for derigennem at skabe en bredere vifte af normer og idealer’ (side 21).

Danske evangeliske forkyndere gør derfor bedst i (i denne første treårige periode) at slå en streg over det afsnit i Ny Testamente, hvor apostelen henviser til byerne Sodoma og Gomorra. Hvis de nemlig forkynder, at Gud i sin harme (citat): ’dømte disse byer til undergang og lagde dem i aske’ på grund af deres homoseksuelle synd (2.Pet.2:6), så vil de dermed kunne ’påvirke unge homoseksuelle personers trivsel’ – og det skal de 13 danske ministre herefter sørge for bliver standset!

Hvis nemlig disse ’hadprædikanter’ oven i købet tillader sig at citere fra Ny Testamente, at (citat): ’Gud gjorde disse (dømte byer) til et advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende slægter’ (v.6) – så kan de dermed hindre en (citat): ’rummelig og mere produktiv arbejdskultur, hvor der (på arbejdspladsen) hersker respekt for den enkelte homoseksuelle arbejder’ (side 17) – og også dette skal de 13 ministre fremover sørge for bliver et afsluttet kapitel!

 

PRÆDIKANTER BLIVER NØJE OVERVÅGET

"Undersøgelser viser," forklarer regeringens homo-pjece, "at homoseksuelle er i risiko for at trives dårligere inden for en række områder i forhold til den øvrige befolkning." Pjecen fortsætter: "Homoseksuelle føler sig oftere stressede, har oftere generende smerter eller ubehag samt drikker og ryger mere end den øvrige del af befolkningen. Selvmordstanker er mere end dobbelt så udbredt blandt homoseksuelle som blandt den øvrige danske befolkning – ja, faktiske selvmordsforsøg forekommer ca. tre gange så ofte blandt homoseksuelle."

De, som er skyld i denne sørgelige udvikling, er (ifølge de 13 ministres opfattelse) folk, som søger at gøre livet sværere for homoseksuelle ved ikke at godtage, at unge mennesker skal have mulighed for (citat): ’at overveje eller afprøve, om de har en anden seksuel orientering’ (s.13).

Af den grund kan evangeliets forkyndelse ikke i længden tillades at fortælle om de bibelske personer, der blev (citat): ’reddet fra Sodomas frække mennesker og udsvævende liv’ (2.Pet.2:7). Disse prædikanter skal i de kommende tre år nøje overvåges, og hvis de vover at citere Bibelens ord om, at der var en retfærdig mand i Sodoma, som (citat): ’pintes i sin retfærdige sjæl ved dag efter dag at se og høre deres lovløse gerninger’ – samt ’at Herren formåede at frie ham fra fristelse’ (v.8) – så skal de for fremtiden under trussel om fængselsstraf forbydes at tale mere derom.

"Regeringen har nu til bl.a. dette formål nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe… som skal modvirke homofobi" (s.9). De 13 ministre vil derfor fra nu af nøje ’gennemgå lovgivningen på dette område’.

De 13 ministre har i juni 2018 skrevet under på, at de vil ’drøfte det homoseksuelle område på de videregående uddannelsesinstitutioner – samt seksualundervisningen i læreruddannelsen’ (s.8). Det er derfor en selvfølgelig konsekvens, at regeringen ikke længere kan tolerere, at prædikanter fra de evangeliske, protestantiske kirker i landet fortsat belærer om Sodoma og Gomorra, der (i denne time) på grund af homoseksualitet (citat) ’bliver holdt i forvaring til straffen på dommens dag’ (2.Pet.2:9). Specielt skal der slås hårdt ned på dem, som om livsstilen i Sodoma erklærer, at indbyggerne dér var (citat): ’behersket af kødet i smudsigt begær’ (v.10).

"Regeringen fremlægger her en handlingsplan, der sætter bredt ind over for de udfordringer, som homoseksuelle møder i Danmark" (s.7). Hertil skal der afsættes ’en ansøgningspulje til bekæmpelse af fordomme’ (s.8). Hvad disse ’fordomme’ går ud på, skal de evangeliske, protestantiske prædikanter snart få at føle!

"Vi skal ikke acceptere, at bøssernes rettigheder krænkes," hedder det i homo-pjecens forord (s.6)… og hvad der ligger bag denne ildevarslende erklæring, vil jeg søge at redegøre for i det følgende: Over en kommende treårig periode vil regnbuebanneret blive løftet. Angrebet er dybest set rettet mod en grundlovsbefæstet lære; derfor – mener jeg – er denne handlingsplan grundlovsstridig. Lad mig forklare:

 

13 MINISTRES KRIGSERKLÆRING

Når den danske regering i de hede junidage 2018 smækker en treårig udenrigsministeriel (såkaldt) ’handlingsplan’ på bordet, er det i virkeligheden en skjult krigserklæring! På overfladen ser det imidlertid ikke sådan ud. Her ligner det mere oplægget til en harmløs fredsproces. En ’smuk gestus’, som ingen fornuftig, velmenende dansker bør modsætte sig…

Hvem tør nemlig med god samvittighed modsætte sig 13 ministres samlede ønske om, at der i det danske samfund (citat): ’bør herske frihed for den enkelte’? Den, som vil påstå, at et sådant ’smukt ønske’ kunne have en ondsindet og aggressiv bagtanke, bør på stedet afkræves en forklaring. Det gør jeg for min del gerne, idet jeg er overbevist om, at de 13 ministre med denne provokerende ’handlingsplan’ ikke sigter på noget godt. Mere eller mindre uforvarende allierer de sig med nogle socialt-ideologiske kræfter, som – efter min mening – er styret af noget destruktivt og ondt.

Samtidig med, at de 13 ministre i forordet til den offentliggjorte pjece om den aggressive ’handlingsplan’, udtaler ønsket om, at der i Danmark (citat): ’bør herske frihed for den enkelte’, så præciserer de i samme åndedræt, at dette frem for alt gælder landets homoseksuelle borgere – ja, de sigter med disse ord udelukkende på den gruppe, som i det offentlige sprogbrug betegnes som ’LGBT-personer’. "Alle skal behandles lige uanset køn, seksuel orientering eller kønsidentitet," hedder det, hvorefter det tilføjes: "I mere end 70 lande er homoseksualitet stadig en forbrydelse. Det er for os helt uforståeligt…"

 

REGNBUEBANNERET VAJER

Med denne indledning, der fra første linje søger at aftegne et frontafsnit mellem den verdslige øvrigheds politisk-ideologiske målsætning og (vil det vise sig) grundlovens beskyttelse af en ganske bestemt og tydeligt udpeget åndelig-etisk livsanskuelse, må den arme, danske borger, som i denne sag er ’anderledes tænkende’ forholde sig tavs. I hvert tilfælde bør han veje sine ord på en guldvægt – thi, hvad angår dette emne, er der i Danmark ikke længere ytringsfrihed!

Hvis nemlig ’en anderledes tænkende’ (i et øjebliks uforvarenhed) skulle give udtryk for, at der i dagens Danmark også eksisterer ’andre opfattelser’ (hvad angår det 1) biologiske mand-kvinde forhold, 2) opfattelsen af ægteskabet, 3) og selve virkeliggørelsen af en familie) så lures de 13 ministres vrede i baggrunden; de nævner jo i deres forord de 70 staters hjerteløse kriminalisering af homoseksualitet, samt at de (med rette mener jeg) tager afstand fra dette – men når ’de 13’ samtidig (med deres personlige underskrifter og med billeder af regnbuebanneret som en vajende, militant farve) varsler kamp mod særlige ’fordomme og oplevede begrænsninger’ (s.9), så lægger de dermed op til den uafvendelige konfrontation med den kristne, etiske lære, som deres egen grundlov beskytter og befordrer. "Uden at frygte fordømmelse, eksklusion eller overgreb, må de homoseksuelle borgere være trygge ved at gå på gaden," skriver de 13 ministre i homo-pjecens indledning, idet de tilføjer: "For regeringen er lige muligheder uanset køn, seksuel orientering eller kønsidentitet en præmis alle skal acceptere – en præmis, der ikke kan gradbøjes efter kultur, tradition eller religion."

Om dette politiske ligestillingsprogram, som (citat): ’… alle skal acceptere’, og om denne ’præmis’ (domsbegrundet forhold), som (citat): ’… ikke kan gradbøjes efter nogen religion’, er der følgende at bemærke:

 

TO FORSKELLIGE DOKUMENTER

Hvis de 13 ministre ikke ’vil bøje sig for’ (som de siger) ’nogen kultur, tradition eller religion’, så bliver de under alle omstændigheder nød til at bøje sig for grundloven. I Danmarks Grundlovs 32 paragraf stk.7 står skrevet: "Ethvert nyt medlem (af folketinget) afgiver… en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven." Hvis denne underskrevne erklæring, som alle 13 ministre har godtaget, ikke foreligger, så kan ingen af dem deltage i folketingets forhandlinger. Følgen må være, at hvis de bryder dette underskrevne løfte, så må deres stol i folketingssalen stå tom. Hvis ’de 13’ ikke overholder, hvad de ’højtideligt har forsikret’, så kan de ikke deltage i nogen afstemning; ej heller kan de deltage i noget folketingsudvalg. Dette står alt sammen nedfældet i folketingets forretningsorden…

Spørgsmålet er nu, om de tretten ministre kan underskrive begge dokumenter? Kan de sætte deres navn under på en handlingsplan, som er udklækket af politiske organisationer, som er tydeligt kirkefjendske og indædte modstandere af den protestantiske grundlovsbefæstede etik samtidig med, at de har underskrevet (citat): ’En højtidelig forsikring om at ville holde grundloven’ (§ 32, stk.7)?

Spørgsmålet er væsentligt! Kan en dansk minister underskrive en åbenlys homo-erklæring om, at han eller hun i de næste tre år vil understøtte 12 velfinansierede initiativer i indsatsen for at øge trivselen og udbredelsen af homoseksualitet i Danmark samtidig med, at han eller hun har sat sit navn under på et højtideligt folketingsdokument om overholdelsen af bl.a. en grundlovsparagraf, der indbefatter det absolut modsatte syn.

Den 4. paragraf i Danmarks Grundlov erklærer nemlig, at den danske stat har forpligtet sig til at ’understøtte’ en kristen protestantisk lære, hvis bekendelsesskrift (Bibelen) på det alvorligste advarer mod en sådan øget trivsel og intensiv udbredelse af homoseksualitet.

 

MINISTRENE ER ET ANSTØD FOR DRONNINGEN

Staten og dens regering (og dens fungerende 13 ministre) er altså i en hvilken som helst beslutning om forhold, der fundamentalt har at gøre med etiske spørgsmål vedrørende den danske, protestantiske menigheds liv og lære forpligtet til ’at lade dette forhold indgå i deres overvejelser. En sådan regeringsbeslutning kan næppe iværksætte en direkte bekæmpelse eller forfølgelse af kirkens principlære. Ved at lade sin 6. grundlovsparagraf erklære, at (citat): ’Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke’ har den dermed tilkendegivet, at lige så sikkert som Danmarks dronning ikke selv kan bestemme, hvilken trosretning, hun vil tilhøre, i lige så høj grad er staten forpligtet til at understøtte (befordre, udbrede og etablere) den protestantiske lære, for hvilken monarken er både vogter (’defender of the faith’) og fornemste medlem. Kun en grundlovsændring kan fratage dronningen dette ærefulde hverv – og de 13 ministres underskrift støder i dette tilfælde an mod den lære, som dronningen er sat til at værne.

De 13 ministres konstitutionelt uforsvarlige underskrift har indtil nu kunnet gennemføres, fordi den protestantiske etik (også i forbindelse med den homoseksuelle livsstil) aldrig kan betragtes eller forvaltes som et fasttømret system af leveregler. Det ligger ikke færdigredigeret på Bibelens blade…

Det absolut frie, protestantiske livssyn, som Danmarks Grundlov har forpligtet sig til at understøtte, består derfor ikke i en allerede udarbejdet regel-bog, der på daglig basis fører samfundets utallige, skiftende situationer til protokols. Men selvom dette er tilfældet, så står det fast, at den etik, som i Danmark er ’grundlovsbeskyttet’, i sin udformede, protestantiske undervisning ikke kan sige som de 13 ministre (citat): ’Dette handler ikke om, hvad folk laver i soveværelset. For ja, det er nu engang en privat sag’ (s.5).

De 10 bud er imidlertid ikke nogen sekterisk lære. Hvert eneste af disse bud skærpes af Jesus i bjergprædikenen (Matt.5). Det 5. bud erklærer, at ’du må ikke bedrive hor’. Almindelig utugt betegnes her som synd! Det samme gælder ’unaturlig utugt’ (homoseksualitet) – og når de 13 ministre skriver under på, at nu skal man på landsbasis hjælpe unge med ’at springe ud’ (vise sin homoseksualitet… s.8) og at man i den forbindelse vil ’bekæmpe fordomme’ – ja, at der skal ’udleveres vejledningsmateriale til skoler, samt at homo-livsstilen nu skal etableres i læreruddannelsen – så harmonerer dette ikke meget med grundlovsforpligtelsen over for Ny Testamentes lære i dette forhold.

 

HISTORISK GRUNDLOVSOVERTRÆDELSE

De 13 ministres personlige underskrifter på, at de vil støtte dette 25 millioner kroners initiativ med henblik på bl.a. at få den homoseksuelle livsstil godtaget i idrætsforeninger og i spejderbevægelsen, samt at der åbnes for, at ’transkønnede børn og unge under 18 år kan opnå juridisk kønsskifte’ er med henblik på statens konstitutionelle forpligtelse over for den protestantiske kirkes lære en historisk grundlovsovertrædelse!

"Vi er den første danske regering, som står bag et sådant initiativ," hedder det i regnbue-pjecen. ’De 13’ bør her stilles kollektivt til ansvar. Som danske parlamentariker har de mandat til at handle i fællesskab – men ikke til i samlet flok at stille sig solidarisk med politiske ideologier, som med den nævnte handlingsplan bl.a. søger at komme landets protestantiske bekendelse til livs.

De 13 statsembedsmænds grundlovsforpligtelse over for den evangelisk-lutherske lære er elementær! Den tåler i denne time af Danmarks historie ikke nogen slinger i valsen! Pagten mellem stat og kirke må her anses for urokkelig… og alle overtrædere (uanset hvor de befinder sig på den politiske rangstie) bør ikke uantastet kunne fortsætte deres mørklagte virke!

(Læs under profetisk journal: ’ULVETIDER’).


TILBAGE