RETSOPGØRET
210


MANGE UFØDTE BØRN VIL NU MISTE LIVET I IRLAND

Abort i Irland er nu blevet legaliseret. Indtil nu har den irske grundlov givet udtryk for den regel, at kun moderens eller den ufødtes fysiske og mentale risiko kunne antages som en berettiget årsag for et indgreb. I Irlands nabostat England er den ulyksalige 2018-status, at én ud af tre kvinder får abort. 8 millioner ufødte babyer har (på den anden side af den irske grænse) siden abortlovgivnings indførelse i England i 1967 endt deres tilværelse i moders liv. Hvordan vil statistikken i Irland i den nærmeste fremtid se ud efter folkets fatale valg i ’det irske maj-forår’?

De irske vælgere – hele folket som sådant – flokkedes til valgurnerne for få uger siden for at afgive deres stemme for det ufødte spædbarns liv eller død. De satte som det irske folk deres kryds vedrørende en ganske bestemt grundlovsbestemmelse, der udelukkende omfatter beskyttelsen af det ufødte liv. Denne bestemmelse skulle forblive eller fjernes! Det sidste er nu tilfældet; den blev fjernet!

Da den irske premierminister Leo Varadkar d. 26. maj 2018 gik på scenen, blev han mødt med en næsten endeløs folkejubel. "Jeg er glad for, at Irland i dag har afsluttet forbuddet mod abort," erklærede han. Efter mere end 50 års forbud stemte 66,4 % af Irlands vælgere for et fremtidigt rungende ja til abort."

De sløjfede dermed med et pennestrøg den såkaldte ’8. grundlovstilføjelse’, som tydeligt sidestiller det ufødte barns ret til livet med dets mors. Dette har i praksis betydet, at abort kun har været tilladt i Irland, hvis moderen var i livsfare. (3000 irske kvinder er imidlertid årligt rejst til klinikker i Storbritannien for at få afbrudt uønskede graviditeter).

Ved forfatningsafstemningen i 2015, da irerne stemte ja til at tillade ægteskab mellem to mennesker af samme køn, var 61 % af vælgerne mødt op. Her (vedrørende abortspørgsmålet) var stemmedeltagelsen højere; 64,1 % af befolkningen satte deres kryds på stemmeseddelen…

 

56 MILLIONER PÅ VERDENSBASIS

Den irske senator Rónán Mullen, som er modstander af fri abort og har støttet nej-kampagnen, udtalte: "Mange ufødte børn vil miste livet i fremtiden; dette er præcis, hvad der sker, når fri abort lovliggøres

(Nye studier viser, at 56 millioner graviditeter hvert år på verdensbasis ender i abort). Dette studie er udført af verdenssundhedsorganisationen WHO, og det amerikanske Guttmacher Institut. Studiet er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift The Lancet. Teologiprofessor Eamon Conway, der er leder af teologi og religiøse studier ved det katolske universitet ’Mary Immaculate College’ i byen Limerick i Irland, erklærer: "Sandheden er, at retten til liv går forud for al lov." Han fortsætter: "Menneskerettigheden og den deraf følgende kampagne for ’retten til livet’ bliver ikke udslukt eller formindsket, fordi vores irske forfatning ikke længere anerkender den. Hvad der her er formindsket er vores forfatning…"

Det er bebudet, at Irlands nye abortlovgivning vil være klare til jul. Planen er en generel abortgrænse ved 12. svangerskabsuge og op til 24. uge. Hvis en dansker forfærdes ved dette aspekt, bør han eller hun ikke glemme, at det er netop samme regel, som gælder i Danmark. Hertil bør imidlertid følgende betones:

I barnets 24. uge kan den ufødte baby føle. Det kan føle sit eget ansigt – og vil også kunne føle smerte. Det vil kunne føle den spidse genstand, som dræber den. Spædbarnet kan i den 24. uge svælge; det ’hikker’ (hvilket dets mor kan høre op til flere gange om dagen) ugen forinden har det lille foster kun vejet 625 gram. Nu fordobler det med ét sin vægt – og er (hvis det fødes) i stand til at overleve! Det indre øre er (med sin uhørlige opfattelsesevne) fuldt udviklet. Det vil sige, at det aner sin egen balance og har en fornemmelse af det beskyttede rum omkring det… indtil denne beskyttelse for altid fjernes, og dets anelse af sit eget nærvær for altid udslukkes og bortkastes som værdiløst affald!

 

MORALSK JORDSKRED

Det er ikke i Dagens Danmark svært at få øje på det voksende antal af social-etiske dilemmaer, som befolkningen er kastet ind i. Det moralske skred – ikke mindst med hensyn til abortspørgsmålet – er overvældende. Som en kløft, der åbner sig og levende skikkelser styrtes døgnet rundt nedad i et frit fald…

Spørgsmålet er (uden at det ænses af flertallet) hvad den enkelte skal stille op med det store, sorte rum, der her åbner sig. Fordi diagnosen (ikke bare ’definitionen’) lyder: "Det socialt-etiske dilemma, så drejer det sig altså (om folk kan lide det eller ej) om et moralsk jordskred (nyt ord: ’normgennembrud’) – og dermed stilles den enkelte borger over for problematikken: Rigtigt – forkert, ret – uret, godt – ondt!

Det bibelske bud ’Du må ikke slå ihjel’ (2.Mose 20:13) er dybt forankret i den menneskelige samvittighed. Det giver sig til kende i retsstatens lovgivning og grundlovens holdning til begrebet: ’retten til livet’. At et sådant bud er givet – ja, står nedskrevet forudsætter imidlertid, at denne livslov hastigt og endrægtigt kan blive overtrådt og forvrænget. Djævelen er en manddræber (Johs.8:44f) og den største forbrydelse kan under tidsåndens indflydelse ende med at blive anset som ’en god gerning’, der befordres af et helt folks bifald og støtte! Lad mig forklare:

At mennesker er i besiddelse af en moral, er – så vidt jeg kan se – en ubestridelig kendsgerning! Det kan være ’en god moral’ eller ’en dårlig moral’, men alle ejer nogle normer, som kan evalueres af andre… men de er der; de lever og banker i hjerterne et eller andet sted inde bag skjorten af den værste forbryder, - ja, de kommer til syne bag skyggen af den mest selvudslettende sjæl; de, som hævder, at der ikke i et samfund eksisterer en moral, har næppe undersøgt dette forhold tilstrækkeligt; der findes overalt en herskende samfundsmoral. Også i Danmark – ja, på trods af, at mange mener, at tavlen endelig er blevet vasket ren for dette fænomen! Det danske samfund er ikke ’kemisk renset’ for en moralsk virkelighed. Spørgsmålet om f.eks. abort er et eksempel. Når netop den sag kommer på tale, så er der tydelige tegn på, at en eller anden form for moralsk opfattelse vil vise sig. Nogle mener, at det er omgivelserne og ’samfundsklimaet’, som styrer disse reaktioner. Dette er – tror jeg – forkert.

Når spørgsmålet om abort kommer på bane, er det en dybere tænkning, som bevæger sig. Hvis det ikke blot (i samtale eller debatten) er letkøbte floskler der afleveres, så vil en dybere genspejling komme til syne. Da vil samtalen til sidst dreje sig om liv og død… og reglerne for at tage et andet menneskes liv vil blive omtalt – ja, en særlig, bydende myndighed vil komme til orde; et samvittighedens påbud vil blive omtalt… en højere forpligtelse, som ingen levende sjæl kan løbe fra, vil melde sig. En overordnet obligation – og en absolut moralsk regel vil træde frem. Den står i Bibelen nævnt som et af de 10 bud: ’Du må ikke slå ihjel’!

 

DRABETS OPRINDELSE OG BAGGRUND

Det bibelske bud ’Du må ikke slå ihjel’ (2. Mose 20:13) er ikke fremmed for den menneskelige samvittighed. Det ligger i blodet, er medfødt og er fra første færd tilknyttet det moderne politiske slogan, som går under den dybt moralske betegnelse: ’Retten til liv’. Den, der forbryder sig mod denne ret er en morder og en drabsmand. Imidlertid har dunkle, syndige djævlekræfter forvrænget og fordrejet denne åbenbare, simple og letforståelige livslov, som ikke i sin oprindelse er givet af noget menneske. Med henblik på netop denne hjertebestemmelse, som er givet af Gud, er det moderne menneske blevet så voldsomt vildført, at det (hvad angår drabet og den morderiske vilje ikke længere kender den guddommelige bestemmelse; samtidig udelukker de totalt den forklaring, som Jesus giver med hensyn til ’drabet’ og ’ophavet til den morderiske handling’. Han siger til alle mordere: "I har djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen" (Johs.8:44).

Disse ord fra Jesu mund rammer i dag hårdt ind i abortdebatten. I netop den sag er der ingen mulighed for at slippe uden om den saglige og uomstridelige kendsgerning, at der foretages et indgreb i kvindens moderliv, som (om man vil godtage dette udtryk eller ej) ’slår ihjel’. Motivationen til dette dræbende indgreb kan forklares ud fra utallige såkaldt videnskabelige, sociale og menneskelige synspunkter – men Jesu erklæring styrer kun mod en forklaring: "I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster." Med hensyn til denne tidsåndens stærke drivkraft tilføjer Jesus: "Det er djævelen – og han har været en morder fra begyndelsen" (v.44).

Nu er det klart, at en sådan fremlægning vil vække modstand hos de fleste. De bryder sig ikke om, at ’forbrydelsen mod næstens liv’ (især ikke, hvis den identificeres med de millioner af abortindgreb, som årligt finder sted på verdensvid basis). De nægter på forhånd at se nogen forbindelse mellem det første drab, som skildres på Bibelens indledende sider – og så den endeløse drabsvirksomhed, som finder sted døgnet rundt i alverdens statslige og private abortklinikker. "Men Kain yppede kiv med sin broder, Abel, og engang de var ude på marken, sprang Kain ind på ham og slog ham ihjel" (1. Mose 4:8).

De, som hastigt vil slå en streg over dette bibelske skriftafsnit med ordet: ’irrelevant’, får vanskeligheder med at gøre det samme med den efterfølgende linje, hvor Gud Herren siger til verdenshistoriens første morder: "Blodet råber til Mig fra jorden" (v.10).

… og ingen dødelig vil i dag kunne bringe dette tiltagende høje skrig fra abortklinikkernes operationsstuer til tavshed. "Min straf er ikke til at bære!" råbte morderen i 1. Mosebog. Også dette råb vil stige i styrke – og der er kun én vej, der kan lede ud af denne drabets elendighed, og det er omvendelse og tro på Ham, som på Golgata også gjorde op med denne vor tids mest blodige synd!

Når de irske grundlovsfædre for et halvt hundrede år siden på det bestemteste har indskrevet Guds forordning: ’Du må ikke slå ihjel’ i landets konstitution, så skulle der nu foreligge en åbenlys forkastelse af det guddommelige bud, hvis denne 8. grundlovsparagraf fremover skulle fjernes fra den irske grundlovstekst. Som i Danmark kunne dette ikke ske, uden at folket ved et referendum gav sit tilsagn dertil. Dette er nu sket, og det irske folk har med et betydeligt flertal taget afstand med det bibelske bud for i stedet at indføre en anden ordning, der giver tilladelse til ’at ihjelslå’.

Dermed er det blevet afsløret, hvad der skjuler sig i folkets hjerter. Facaden er blevet revet ned, og den ydre (ofte hykleriske) maske er blevet fjernet. Den irske vælgerbefolknings hjerte er blevet blottet – og Jesu ord forekommer i dag (med hensyn til abortspørgsmålet) skrevet med store bogstaver over den irske nation: "Thi fra hjertet udgår det, der gør et menneske urent; derfra udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falske vidnesbyrd (løgn) og bespottelse" (Johs.15:18-19).

Imidlertid bruger man ikke sådanne ord i dag; de har alle fået ’navnforandring’. Tidsånden formulerer sig anderledes, så at ægteskabsbrud ikke længere er et afgørende brud på ægteskabet – ej heller et tyveri det samme som at stjæle og bedrage; løgn er ikke mere løgn, og bespottelse er (ifølge den seneste danske lovgivning ikke længere (når det drejer sig om gudsbespottelse) regnet under begrebet ’blasfemi’. Derfor er mord heller ikke at betragte som drab. Abort er ’at fjerne’ (som lægen fjerner en ondartet svulst). Abort er ikke fosterdrab.

 

ABORTLOVENS SORTKLÆDTE FØLGESVEND

Hvis der er én ting, som kan siges med sandhed om det åndelige klima i Danmark, så er det den sørgelige kendsgerning, at folk i almindelighed ikke regner det for noget særligt værdifuldt at kende Gud. Det står ikke først på listen, hvad angår det, som ’man går efter’…

Hvad danskerne imidlertid næppe er klar over, er den umiddelbare reaktion, som denne åndelige ligegyldighed forårsager i det himmelske. Ny Testamente siger, at (citat): ’da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt sind…’ (Rom.1:28). Dette er ligegyldighedens sortklædte følgesvend. Dette er den for tiden mærkbare, livsfarlige smitte, der breder sig som en underlig gulnet-tåge ind over hele nationen.

En gengældelsens straffedom, som regner kundskaben om Gud og troen på Evangeliet om Hans Søn for værdiløs. Et sådant land vil (ifølge apostelens lære) ’blive overladt – ikke kun til sig selv og sine egne dæmoner – men til ikke mindre end 21 ondskabsfulde spøgelser fra afgrunden. Disse har kun ét i sinde: At bringe menneskesjæle til helvedes forgård, hvor de for en tid kan pine og plage dem, indtil de afsluttende kan kaste dem i fortabelsens brændende brønd. Navnene på de 21 gespenster står anført i en længere liste i Romerbrevets første kapitel; jeg nævner her kun ét af de angivne navne: ’Mordlyst’ (Rom.1:28) og mener mig (ud fra Skriften) berettiget til at knytte denne ondsindede drivkraft til det sørgelige emne, som disse linjer handler om: Abort!

Dette kræver naturligvis en yderligere forklaring.

I en samtale for nylig i en kreds, hvor der var en jordmoder og flere biologi-studerende til stede, blev spørgsmålet stillet: "Hvornår begynder livet i et befrugtet moderliv?" Svaret faldt prompte og uden mindste tøven: "Livet begynder, når den allerførste celledeling finder sted." - "Det vil sige, at et menneskeliv begynder, når den allerførste celledeling finder sted," insisterede jeg. Tøvende svarede enkelte ja. Andre forholdt sig tavse. "Under alle omstændigheder," fortsatte jeg, "er den allerførste celledeling i moders liv programmeret til, at et menneske fødes." Alle nikkede. På dette punkt herskede ingen uenighed.

Dersom det altså (ud fra denne simple logik) er ’et kommende menneske’, som aflives ved abort, så er det ikke blot ’et levende væsen’ eller ’en levende organisme’, som ihjelslås. Da er og forbliver det et menneske, som dræbes! Da er det lille, ufødt menneskebarn, som ved en hedensk lovgivning om abort fratages retten til livet.

Med denne enkle (og til modstandernes irritation ukomplicerede) fremstilling af ’livs-afbrydelsen’ i moders liv er det påbydende nødvendigt for kirkens mænd og kvinder at fremlægge den bibelske indfaldsvinkel i denne debat, som ikke bør undlade at omtale Guds dom og straf over det menneske, som forbryder sig mod næstens liv. I det gamle Israel blev drab straffet med døden. Lad mig forklare:

Endnu før Guds lov blev givet, og det her tydeligt blev erklæret, at ’du må ikke slå ihjel’ – så afleveres selve princippet bag dette bud allerede på Bibelens første blade. Her bliver det til patriarken Noa og hans familie, som (efter en verdensomfattende doms-katastrofe) vandrede ud i et nyt forår på ’en ny jord’, sagt: "Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene" (1. Mose 9:6).

Medens politikerne til stadighed udfordres til at overveje, hvilken uge i graviditeten, der bør sættes som grænse for fosterdrabet, så placerer dette første og eneste påbud (som gives den lille familie på ’en ny jord’) et endnu større ansvar på de moderne lovgiveres bord: "I sit billede gjorde Gud menneskene…" hvilket i den aktuelle situation kun kan betyde, at det spæde liv, som de ved lov fratager retten til at leve, fra sine første livsdage bærer Guds billede!

(Læs Profetisk Journal: ’Når seglene brydes’).


TILBAGE