RETSOPGØRET
209


DEN DANSKE INKVISITION I DANSK LOVGIVNING

De danske folketingsmedlemmer, som i de følgende uger giver efter for det politiske pres og siger ja til at det jødiske ritual om omskærelse af drengebørn bør forbydes, skal helt tilbage til de onde dage i Spaniens middelalder-inkvisition for at kunne iagttage de bitre frugter, en sådan beslutning medfører.

Den sørgelige spanske inkvisitionshistorie beretter, hvorledes overvågningspolitiet fik travlt, da de jødiske ritualer blev forbudt. Ifølge historikeren J. Allorente (Histoire critique de l’inquisition d’Espagne, Paris 1817, 4. bind) blev et alarmerende cirkulære omdelt til den spanske befolkning. Hvis danskerne (som nogle politikere har foreslået) følger Islands eksempel (hvor seks års fængsel for omskæring af drengebørn er foreslået), så vil overvågningskameraerne fra ’Day One’ blive nøje eksamineret overalt i det danske samfundsliv.

Det omdelte spanske cirkulære fra begyndelsen af 1600-tallet har nemlig allerede fundet sin plads i den danske lovgivning. De danske jøder skal allerede ifølge ’midnatsloven’ (fra den 1. dag i 2018) og i henhold til denne lovs 7. paragraf stk. 2 nr. 6 (citat): ’indsende dokumentation eller beskrivelse af centrale ritualer’. I lovens bemærkninger hedder det, at (citat): ’det dog ikke er en forudsætning for retten til religionsudøvelse, at de religiøse ritualer godkendes… jf. lovforslagets kapitel 3)… imidlertid er den danske, jødiske befolkning udmærket klar over, at dette ikke er et spørgsmål om ’anerkendelse’ det er et spørgsmål om en kommende forfølgelse! Den nye religionslov indeholder nemlig de samme uhyggelige ingredienser, som inkvisitionens spanske cirkulære, der ser således ud:

"Hvis man personligt kender eller fra andre borgere hører, at der er folk i nabolaget, som ’holder sabbat’ (i overensstemmelse med Mose Lov) – som altså lægger rent linned på deres senge eller klæder sig fint på for dermed at ’ære sabbatten’ – og som ikke (efter fredag aften) tænder lys… hvis man lægger mærke til, at disse ’borgere’ renser kødet, som de skal spise, ved først at lade blodet løbe ud i vandet og samtidig udtaler nogle sære ord og end ikke overholder de særlige dage, som er ’sat til side’ af vor Hellige, Kirkens Moder, - ja, som på ’andre dage’ beder hinanden om tilgivelse, idet forældrene lægger hænderne på børnenes hoveder uden samtidig at gøre korsets tegn – hvis man lægger mærke til, at en kvinde i 40 dage efter fødselen ikke kommer i kirken… ja, AT DE OMSKÆRER DERES DRENGEBØRN og giver dem jødiske navne… så skal man melde dem til politiet!"

At der i disse ’anmeldelser’ ikke forekom nogen personsanseelse fremgår bl.a. af den sag, der i 1622 blev rejst mod grev Alvas livlæge, doktor Jorge Enriquez. Anonyme vidner ’anmeldte’ til politiet, at han (livlægen) blev begravet efter det mosaiske ritual. Hele hans familie og alle tjenestefolk blev straks kastet i fængsel, hvorfra de to år senere blev løsladt på grund af manglende beviser.

 

ET ADVARENDE BREV

De folkevalgte politikere, som fortsat vil have et sådant inkvisitions-cirkulære inkluderet i dansk lovgivning, bør læse det brev, som den modige spanske kardinal Juan de Lugo i det mørke inkvisitionsår 1638 skrev til efterverdenen.

Hvis de danske lovgivere ved at forbyde et jødisk ritual vil opleve, hvad der ligger bag betegnelsen ’malsin’ (hebraisk: ’malshin), så vil de i fremtidens danske samfund komme til at opleve angivermentaliteten i sine mest uhyggelige former. Da vil politiet få besked om stadig nye ’overtrædelser af omskærelsesforbuddet’ fra folk, som er drevet af ondsindede motiver, familieopgør, misundelse, banal modvilje og andre negative holdninger. Forældre, slægtninge, tidligere ’nære venner’, kolleger og naboer vil i overmål komme på angiverlisten. Østtysklands stasi-tilstande vil hastigt blive genoplivet – og de jødiske familier vil blive tvunget af overvågningspolitikken til at flygte fra land og rige.

Af den grund må grundlovens værn mod en sådan ’hetz’ mod landets jødiske borgere, øjeblikkelig tages i brug.

 

GRUNDLOVENS ADVARENDE RØST

Der er nu lagt op til, at folketinget i samlet flok skal søge at finde ud af, om det jødiske trossamfunds overholdelse af en mange-tusindårig bibelsk tradition (med omskæring af drengebørn) er i strid med Danmarks Grundlov. I den forbindelse vil jeg her bede de kære folketingsmedlemmer om for et øjeblik at standse deres travle, politiske aktivitet og lytte til den dybe, advarende røst, som kommer fra Grundlovens indre. Den advarer mod den spanske inkvisition, der allerede (siden nytårsnat) har oprettet sit sorte religiøst forstyrrede dommerpanel midt i den nye 2018-religionslov.

Danmarks troende borgere bør nemlig én gang for alle – sammen med 2 af deres folketingsmedlemmer – forstå, at forfatningsretten (altså den del af domstolenes arbejde, der har at gøre med grundloven) ikke er et politisk fænomen! Den kan ej heller købes for penge og er fuldstændig uafhængig af, hvad Per og Poul eller noget folkevalgt medlem af folketinget mener; den er imidlertid den del af det danske retssystem, der går tættest på den politiske ligestillingsstruktur. Forfatningsretten er derfor den største beskyttelse for trosfriheden i Danmark; den er de danske frikirkers og jødernes sikreste værn mod det statsstyre, som (i et pludseligt anfald af storhedsvanvid) vil angribe de frie evangelisk troende borgere og deres jødiske medborgeres gudstjenester. De sidste vil man nu udsætte for et bagholdsoverfald; man vil fratage dem deres trosfrihed til (i overensstemmelse med Bibelen) at omskære deres drengebørn otte dage efter fødselen…

 

KEJSERENS RELIGIØSE UNDERSÅT

Det for tiden højaktuelle spørgsmål drejer sig (som katten om den varme grød) om den urokkelige kendsgerning, at den offentlige magt i Danmark ikke er en (mere eller mindre formørket) enhed, der samlet og bistert kan stille sig op over for de enkelte af landets borgere. Magten er ifølge grundloven fordelt på flere sæt myndigheder, og disse myndigheder er ifølge grundloven tvunget til (om de vil det eller ej) til at indgå i et indbyrdes demokratisk samspil.

Det er derfor et spørgsmål, om statsmagten ikke allerede har brudt dette samspil ved iværksættelsen af en ny religionslov, der (som et midnatsspøgelse nytårsnat til 2018) rejste sig inkvisitorisk truende over landets frikirkelige og jødiske borgere?

Som drukken af fornyet magtiver opførte de offentlige myndigheder sig den nytårsnat, som var de indsat til kun at fungere for deres egen skyld! Blændet af nytårsfyrværkeriet (og med usikre, svajende skridt) – uden hensynstagen til den fornemme varetægt af deres særlige samfundsmæssige funktion – satte de en grundlovsstridig lov i kraft, som kan få de mest skæbnesvangre følger for den jødiske og den frikirkelige del af befolkningen. I deres magtberuselse nytårs-letsind sprængte de den nat alle rammerne for de religiøse vilkår, som i Danmark sikrer det enkelte menneskes (og dermed den enkelte jødes) borgerret til at tro på Gud ud fra sin egen overbevisning. Den nytårsnat blev Danmarks demokratiske forfatningssystem trådt under fode. Grænseoverskridende greb statsmagten med sin splinternye religionslov ind i den enkelte borgers tilværelse og gjorde ham til ’kejserens religiøse undersåt’. Middelalderens inkvisitions-rædsel blev genindført!

I den nye lov hedder det nemlig, at ved en gennemgang af det Mosaiske Trossamfunds ritualer (citat): ’skal der først og fremmest tages sigte på at vurdere, hvorvidt (disse ritualer) opfylder de almindelige kriteriet for at være et trossamfund’.

"Det vil blive påset," hedder det videre i lovens bemærkninger (§ 7, betænkning L564, s. 157) "at ritualerne ikke strider mod dansk rets almindelige regler…"

Det Mosaiske Trossamfund slipper ifølge den nye lov (af historiske grunde) for at aflevere en medlemsfortegnelse. "Den kunne falde i forkerte hænder," (har man noteret sig) – men dette gælder ikke den udførlige gennemgang af omskærelsesritualet… og det på trods af, at også dette kan falde i hænderne på politikere, som ikke aner, hvad denne sag dybest set drejer sig om – ja, som i et ubegrundet had til jøder, vil drive dem ud af landet!

 

DE TALER IKKE I FOLKETS NAVN

De, som på denne dag undlader at lade grundloven tale sit klare sprog i sagen om jødernes borgerret til at lade deres drengebørn omskære på den ottende dag, kan da kun fremsætte deres ’erklæringer’ i deres eget partipolitiske navn. De kan ikke tale i statens navn og slet ikke i folkets navn! Gør de det, følger de ikke spillets regler; ved at snige sig uden om grundloven eller ved at fordreje dens indhold ved at mistolke dens tekst eller farve den politisk bliver de lovløse – og sådanne ’herskere’ taler Ny Testamente om. Apostelen advarer mod deres ’fører’ med ordene: "Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares – ham, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud" (2.Thess.2:3-4).

Statens opgave er aldrig at lukke munden på grundloven! Nej, statens opgave er udelukkende i alle forhold at spørge grundloven til råds – og med alle til rådighed stående midler at lade den komme til orde. Dette er imidlertid ikke tilfældet i sagen, hvor staten nu pludselig vil beskæftige sig med jødernes ritual. Den tager nu (ifølge de seneste nyheder) den (tilsyneladende positive) stilling at ville afholde sig fra at forbyde de jødiske borgere at (som det hedder i grundloven) dyrke Gud efter deres overbevisning. Dette gør den imidlertid i sit eget partipolitiske navn – og ikke (som den burde) i lydighed over for Danmarks Grundlov!

De danske, kristne borgere og deres jødiske medborgere er i et sådant tilfælde på vagt. De øjner straks faren, hvis deres trosfrihed kun bliver sikret ved magthavernes velvillighed. De ved af erfaring, at der vil komme andre tider! Sammen læser de det samme afsnit fra Bibelen, hvor der i Gamle Testamente (Toraen) står skrevet: "Da kom der en ny konge over Egypten, som ikke vidste noget om Josef (israelitternes værn); han sagde til sit folk: Lad os gå klogt til værks imod dem (Israels børn)… Da satte man fogeder over dem til at plage dem med trællearbejde… (2. Mose 1:8-11).

Ifølge Danmarks Grundlov består den danske stat imidlertid af tre værnende elementer: 1) et territorium (indenfor hvilke grænser alle statsborgere (inklusiv de jødiske borgere) nyder samme trosfrihed, et folk (hvis røst bør høres ikke mindst med henblik på dets religiøse samvittighed) og en offentlig myndighed (der er strengt undergivet en konstitutions tydelige tale om bl.a. respekten for de troendes overbevisning).

I alle disse tre opdelinger, som står tydeligt angivet i de første grundlovsparagraffer, er statens folkevalgte ledere forpligtet til at forsvare den danske forfatnings tale om, at enevældens tid er uigenkaldelig forbi; der er altså på denne konfliktomtumlede klode endnu et frit land, hvor dets konstitution stadig har magt til at begrænse lovgivernes indtrængen på borgernes ukrænkelige enemærker

 

KLODEN OPDELT I EN MOSAIK AF STATER

En stat kommer til syne på landkortet i det øjeblik dens grænser bliver trukket. Eksistensen af disse indrammende linjer og streger tillader at fastlægge det præcise område, hvor denne stat udøver sin myndighed og autoritet. Således også med Danmark. Det er ikke et land uden territorium; borgerne er derfor ikke statsløse; de har en nation – et fædreland. Et hjem! Det gælder også landets jødiske statsborgere!

Hele kloden er opdelt i en sådan mosaik af stater, som er undergivet deres eget herredømme, der da overalt fungerer som en statsmagt. Befolkningen i Danmark har levet sammen som et folk med deres konger i tusinde år, hvilket naturligvis hos disse indbyggere har skabt og udviklet deres særlige egenart. De vogter derfor deres fælles ’rum’ ikke kun mod en militær indtrængen udefra men også et hvilket som helst angreb på deres specielle, nationale særpræg og indre forståelse af sikkerhed og fred; de vogter i denne time på deres jødiske, danske medborgeres ubrydelige ret til at leve i et land, hvor (citat): ’den personlige frihed er ukrænkelig og hvor ingen dansk borger på grund af sin religiøse overbevisning kan underkastes nogen form for frihedsberøvelse’.

Nedarvet fra forfædrene har den danske nationalitet også modtaget åndelige værdier, som dens borgere har nedfældet på skrift i deres grundlov. Indenfor Danmarks grænser er denne lov med sine paragraffer om bl.a. troens og samvittighedens frihed absolut og ubrydeligt gældende. Udenfor statsterritoriet har denne lov ingen myndighed. Indenfor den danske statsgrænse gælder endnu den lov, at (citat): ’Ingen kan på grund af sin trosbekendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige rettigheder’.

Når det drejer sig om den konstitutions frihedsparagraffer, som gælder inden for Danmarks grænser, så kan borgerne alle vegne og til hver en tid mobilisere en hidtil ukendt patriotisme, der samstemmer med de nationale værdier, der står på spil! Borgerne optræder i så tilfælde kollektivt i deres forbundenhed med den tro og de værdier, som er blevet dem overdraget, og som mere end noget andet angiver deres danske identitet; de vil derfor stride for deres jødiske medborgeres grundlovsret til at følge de ritualer, som er knyttet til det Mosaiske Trossamfund.

 

DERES ARVELODS ÆRKEFJENDER

Her gælder for de troende danske borgere det ord fra Ny Testamente, som siger: "Lad os stride for den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige" (Jud. v. 3).

I så tilfælde bør ingen forvente, at de verdslige myndigheder vil ’stride for denne tro’. Apostelen skriver: "Jeg ser mig nødsaget til i et brev at formane jer til at stride for denne tro" (v.3). Han henvender sig altså ikke her til kejserens folk og taler ikke med dette til nogen statslig embedsmand. Nej, han stiler sit brev til ’de kaldede, som er optaget i Gud Faders kærlighed og bevaret for Jesus Kristus" (Jud. v. 1). Det er altså disse ’kaldede’ som af Den opstandne Herre får besked på at ruste sig til kamp; de skal ikke lade deres arvelods ærkefjender frarøve dem en eneste af de nedskrevne rettigheder, som inden for det danske territorium (fra Skagen til Gedser) med grundlovsvægt tilhører alle statens borgere – både jøder og ikke-jøder!

Når det i grundlovens 68. paragraf hedder, at ’ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen… vil det dermed sige, at også jøderne har en troens overbevisning, som (helt legalt) er deres egen! De er ifølge denne bestemmelse ikke pligtige til at yde noget bidrag eller noget særligt personligt hensyn til nogen anden trosoverbevisning i landet! De har trosfrihed – både åndeligt og materielt og står med deres tusindårige ritualer ikke i gæld til nogen anden opfattelse eller ideologi ej heller nogen nyere religiøs lovgivning, hvor de ikke er blevet taget med på råd!

Hvis altså en befolkning skal fremtræde som en nation, må denne tage form af en stat. Alle folkeslag, som udgør en nationalitet, må derfor have ret til at have deres egen stat (hvilket imidlertid ikke vil sige, at de har ret til at søge (med vold) at tilegne sig det territorium, som rettelig og historisk tilhører en anden stat). De såkaldt ’multinationale stater’ har altid haft – og vil fremover fortsat have problemer. Danmark er dansk og vil altid forblive at være dansk; det bør enhver, der udefra ankommer som gæst, respektere! Dette forhold er absolut og vil aldrig kunne ændres; det ligger så fasttømret i naturens orden, at selv en fornyet grundlovsparagraf ikke vil kunne ændre en tøddel i denne sag! Danmark er – så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå – dansk og hovedsageligt bestemt for at blive styret af dansksindede danskere.

Til disse dybt dansksindede borgere hører den jødiske del af befolkningen. De er på deres eget territorium; de er hjemme!


TILBAGE