RETSOPGØRET
208
 

AL MAGT TIL STATEN

I forbindelse med Grundlovsmødet ved ’talestenen’ i Horsens bymidte tirsdag 5. juni kl. 14:30 vil der efterfølgende afholdes grillparty ved forsamlingshuset i Kolonihaven Pilevænget: (indkørsel af Dagnæs Strandvej, parkeringsplads ved indgangen og ved fælleshuset). Klokken 18:30 er der Fædrelandsmøde med fædrelandssange (medvirkende Majken Noer og Jakob Martini. Johny Noer forkynder evangeliet).

På grundlovsdag tirsdag d. 5. juni vil danske borgere ved ’talestenen’ i Horsens kl. 14:30 fremlægge deres syn på statens overtrædelse af grundlovens § 67. De vil advare mod en ny lov, som angivelig overdrager al magt over de danske frikirker og det jødiske trossamfund til staten. Om dette er følgende at erklære:

Den politiske og religiøse frihed, som i en demokratisk stat er sikret borgerne, er funderet på det begreb, som kaldes ’magtens tredeling’. Denne absolutte adskillelse af statsmagtens styre begrænser dens mulighed for at foretage indgreb over for borgernes frihedsrettigheder. Da lovgiverne gennemførte sine lovudkast i 2012 med hensyn til indførelse af et dybt antikristeligt og Gudsfjendsk ritual i kirken, var det den ene gren af den tredelte magt, som handlede. Det var lovgivningsmagten! Da loven kort tid efter blev implementeret hen over hovedet på menighedsrådsbestemmelsen § 38 (som fastslår, at ’intet ritual kan indføres i den lokale menighed uden menighedsrådets samtykke’), var det den udøvende som her handlede egenrådigt. Det var statens 2. forgrening, som udøvede sin (totalitære) myndighed. Og da Højesteret d. 23. marts 2017 i forbindelse med kirkelige handlinger afsagde kendelsen: ’Al magt til staten’, ’ da var det den 3. arm i magtens tredeling, den dømmende magt, der udtalte denne dom.

Disse magtforgreninger er oprettet ud fra det ideale syn, at de tre myndigheder skulle holde hinanden i skak. Indbyrdes skulle de harmonisere og kontrollere hinanden. Den 3. del af magtfordelingen, den dømmende magt, har efter borgernes mening ikke handlet ansvarligt efter grundlovens tekst ved at overdrage al magt til staten i alle kirkelige anliggender…

Skulle det utænkelige forekomme, at en domstol ikke dømmer uafhængigt af en politisk eller moralsk indflydelse, er den pågældende nation ikke længere en ’retsstat’ – sådan som dette begreb forstås ud fra en demokratisk vurdering.

Den nye midnatslov, som indførtes i Danmark nytårsdag 2018, forekommer gennemført som en overtrædelse af statsmagtens tredeling. Loven mod de evangeliske frikirkers – og det jødiske trossamfunds trosfrihed anses af borgerne som grundlovsstridig. Derfor kalder de den for ’Lov nr. 189’ – hvilket jeg i det følgende nærmere vil forklare.

 

DE NÆGTER AT BØJE KNÆ

Når danske borgere samles ved ’Talestenen’, i Horsens, er det for at forklare indholdet af et manifest, der påstår, at den danske regering har overtrådt Danmarks Grundlov. Et af de opråb er den bibelske beretning om de mænd og kvinder, som ikke ville bøje knæ for den verdslige øvrigheds lovløshed. Om dette kan følgende siges:
 

PUNKT NR. 1

Efter højesteretskendelsen i 2017-sagen ’stat-kirke’ eksisterer der i Danmark ikke længere nogen juridisk begrænsning med hensyn til statens råderum over kirken! Den kristne menighed må herefter vælge, om den i alle forhold – også med hensyn til dens forkyndelse og ritualer – vil underordne sig statens fordringer, eller om den vil indstille sig på de repressalier, der følger af dens ’ulydighed’. Vil den undgå straf, skal den bøje knæ for den til enhver tid siddende regering. Også hvis en sådan regering udsteder love eller udfærdiger ritualer, som strider mod Bibelens lære og kirkens bekendelsesskrifter.

Ny Testamente beretter om en sådan periode i Israels historie, og fortæller om profeten Elias, der trådte frem for Gud med en alvorlig anklage med hensyn til det åndelige frafald, der havde fundet sted. "Herre, dine profeter har de dræbt," klagede han med henblik på landets styre, "og dine altre har de revet ned" (Rom.11:3). Vedrørende den modstand, som landets troende dengang havde udvirket, tilføjer han: "Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu stræber de mig efter livet!" – "Men hvordan lyder guddomsordet til denne anklage," spørger apostelen i Ny Testamente, idet han tilføjer: "Jeg har stadig syv tusind mænd tilbage, der ikke har bøjet knæ for Baal" (v.4). Han slutter: "Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde" (v.5). Den oprindelige tekst indikerer, at 1) Det er Gud, der har ladet denne flok blive tilbage og 2) ’De er mine, siger Herren’.

Denne rest eksisterer (hedder det i grundteksten) ’i kraft af en nådesudvælgelse’ (v.5)… hvilket lader forstå, at ’også i vor nuværende tid’ (v.5) findes i Danmark og andre nationer mænd og kvinder, som kaldes til at følge denne høje kaldelse og udvælgelse ved at nægte at bøje knæ for statens afguderiske krav…

De borgere, som har denne indstilling, bør uden tvivl eller tøven stille ved ’Talestenen’ i Horsens grundlovsdag kl. 14:30. Samme aften er ’fædrelandsaften’ i teltet i Pilevænget, hvor gospelsangerinden Majken Noer synger fædrelandssange og Jakob Martini tolker F.E. Weatherlys berømte sang: ’JERUSALEM’.

 

BEGÆRETS ANARKI

På grundlovsdagen vil, som nævnt, et manifest blive fremlagt, som indirekte taler om det ’Begærets anarki’, som den nye religionslov lægger op til. Om dette er følgende at sige:

 

PUNKT NR. 3

Hvis grundlovspagten mellem den danske stat og folkekirken og de evangeliske frikirker brydes, lurer det ’begrænste anarki’ (som er en del af menneskets forfrosne, syndige natur) ved døren! "Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os!" (Salme 2:3) lyder råbet, efter at nationens højeste domstol d. 23. marts 2017 har givet de mest nedrige, politiske dæmoner frit spil i den kristne menigheds gudstjenesterum. Fra nu af ’vil der lyde gråd på de nøgne høje… fordi de vandrede krogveje, glemte Herren deres Gud" (Jer.3:20). De kommende dages bitre gråd og dybe suk har deres egen uudtalte årsag. Selv landets dommere kender baggrunden for de høje klageråb. De forstår godt, hvad der menes, når der fra Bibelen tales til deres forvitrede samvittigheder, og ordet ’krogveje’ bliver nævnt! Lovgiverne har med disse krogveje deres andel i ’Anarkiets begær’ – og dommerne har deres! Hvad der fra nu af vil foregå foran kirkens alter kan næppe beskrives. Den slags ’utugt og urenhed bør end ikke nævnes blandt de hellige’ (Ef.5:31).

(Læs i denne forbindelse andre tre punkter under overskriften ’Når grundpillerne falder’ på hjemmesiden Profetisk Journal).

 

’LOV NUMMER 189’?

For at kunne begribe, hvori den historiske overtrædelse (’lov nr. 189’) består – altså den lovløse fremfærd, som fandt sted ved midnatstid på tærskelen til året 2018 (da en ny religionslov trådte i kraft i Danmark) er det vigtigt at have kundskab til indholdet af den 3. grundlovsparagraf om statsmagtens tredeling.

Denne paragraf gengiver nemlig selve strukturen af den demokratiske balanceakt, som især (i denne sag) har gjort sig gældende mellem de to (af de tre) magtfaktorer, som her består af ’Den lovgivende Magt’ og ’Den udøvende Magt’. Hvis nemlig vægten mellem disse to magtfaktorer ikke afvejes på demokratisk vis, så må alle alarmklokker kime, for da er der én af parterne, der ikke følger spillets regler! Og hvis selve retsstatens hovedregler brydes, så er det de sorteste politistatsmetoder, som har været anvendt. Lad mig forklare:

Under den tyske besættelse af Danmark efter 25. august 1943 blev der udstedt nogle retsforskrifter af lovmæssigt indhold. Disse skulle opfylde to krav: For det første måtte de være nødvendige af hensyn til samfundslivets uforstyrrede fortsættelse af opretholdelse af ro og orden, og for det andet måtte de ikke stride mod dansk retsbevidsthed.

De udstedte forskrifter kunne imidlertid dengang forveksles med ’den almindelige lovgivning’ ved, at de fremtrådte i almindelig lovform og tryktes ligesom almindelige love i Lovtidende; domstolene havde (på grund af besættelsesmagtens tvang) på forhånd givet tilsagn om at ville anerkende dem. Der udstedtes i alt 188 sådanne lov-anordninger. Spørgsmålet er, hvorvidt de nye ’retsordninger’, som blev vedtaget i 2017 vedrørende de evangeliske frikirkers og de danske jøders religiøse forhold, er en sådan tilsyneladende fortsættelse af besættelsestidens 188 trykte lovreguleringerat man altså rent faktisk kan give den nye midnatslov nummeret 189, fordi deres indhold på samme måde er trukket ned over hovederne på de danske borgere? En sådan påstand fordrer en yderligere forklaring, som jeg her vil søge at aflevere:

 

DEN ETISKE OVERVEJELSE

Det moderne samfund slipper nemlig ikke for den såkaldte ’etiske overvejelse’; den vil melde sig for hvert et tragisk trin, samfundsmoralen sænker sit niveau. Borgerne vil ikke forblive tavse! Slet ikke de troende borgere; disse vil gøre indtrængende indsigelser – og til sidst vil konfrontationen blive af en sådan art, at den offentlige myndighed vil ytre åbenlyst ønske om at lukke munden på ’de oprørske elementer’.

Dette vil herefter (som et snigløb) ske gennem lovgivningen – og en af de første bastioner, som da vil stå for skud, er borgernes grundlovsmæssige ret til at følge deres egen trosoverbevisning. Et sådant livsaspekt vil da i medierne ubarmhjertigt blive hængt ud som værende ’ude af trit med udviklingen, og der vil af alle slags eksperter blive advaret mod visse såkaldte ’hadprædikanter’, ligesom der iskoldt beregnende vil blive indledt retsforfølgelse af (det religiøse overdrevs) mest ’ekstreme elementer’.

Den norm, som her (under en sådan forfølgelse) vil blive anvendt, er den naturvidenskabelige livsanskuelse og den mest liberale og totalt uåndelige, folkekirkelige kristendomsforståelse, som den udarter sig i nyindførte, statslige, bibelstridige ritualer (Højesteretskendelse 23. marts 2017).

Ifølge midnatsloven er det altså fra første dag i året 2018 de danske evangeliske frikirker og det jødiske trossamfund, der står for tur… og disse kan da blive lette ofre for ’lov nummer 189’ – vore dages ulyksalige efterligning af besættelsestidens ’lovforskrifter’, hvor ’lovgiverne’ også udførte ’den udøvende magts’ funktioner.

Lad mig give følgende eksempel:

 

DEN PROTESTANTISKE DAGSORDEN

Da regeringens egne embedsmænd og deres udvalgte eksperter samlede sig bag lukkede døre i et udvalgsværelse på Christiansborg, for egenmægtigt at udarbejde en definition på, hvad staten og lovgiverne fremover skal forstå ved ordet ’trossamfund’, da beviste de, at enevældens tid endnu ikke er forbi i Danmark. Den kongelige absolutisme, som grundloven i 1849 gjorde op med, er ikke død; der lever og regerer og hersker i Danmark stadig ’enevældige’ konger, som bestemmer over borgernes ve og vel! Den fornemme ’demokratiets ide’, (at statsmagten ikke bør sammenfattes på én hånd) blev den dag, da statsdefinitionen af en frikirkelig eller jødisk-troende borger blev lov, trådt i støvet! Montesquieus enestående værk: ’L’esprit des Lois’ (1748) blev kastet på bålet. Magtens tredeling, som er Danmarks Grundlovs førstnævnte fundament (§ 3), blev ved midnatsloven 2018 sat ud af kraft. En forfatningsstridig orden blev den nat indført. Lov ’nummer 189’ blev iværksat!

De danske grundlovsfædre har imidlertid ikke et øjeblik haft i tanke, at det folkekirkelige forfatningsspørgsmål eller de frikirkelige, evangeliske kirkers – og det jødiske trossamfunds forhold skulle underlægges statens kolde og uåndeligt magt. Gennem hele den periode, der af grundlovens egne mænd defineres som ’suverænitetens historie’, har der uafbrudt (og med stadig voksende styrke) været talt om, at kirkerne og trossamfundene skulle have deres egen styrelse! "Dette stod i 1849 på dagsordenen i næsten alle protestantiske lande," hedder det i referaterne fra grundlovsmøderne, og det er derfor i dag af absolut afgørende betydning for vore dages eneherskende beslutningstagere, at datidens såkaldte ’kultusminister’, Monrad, (medlem af martsministeriet) på det kraftigste bebudede ’en forberedende synode’, hvis der nu endelig skulle lovgives om kirkens forfatning og trossamfundenes forhold.

Det vil sige, at de grundlovsansvarlige medlemmer af denne særligt indkaldte ’rigsforsamling’ ikke så sig i stand til at blande sig i kirkens lære – langt mindre at fastlægge en lovfunderet definition af de troende borgere – uden at ’en synode’ (d.v.s. kirkens egne mænd) var taget med på råd!

Den efterfølgende ’kultusminister’ Madvig (medlem af november-ministeriet) ’tiltrådte før grundlovsforhandlingerne den samme forudsætning. Det er altså grundlovsfædrenes urokkelige standpunkt! Det er og forbliver altså et faktum, at (citat): ’en ganske bestemt mening udtrykt i en organisk kirkeforfatning’ må gå forud for al lovgivning i den henseende – ja, ’en sådan forfatningsspørgsmålet må ske gennem en kirkelig forberedelse (Stat-kirke forfatningspligtsmålet s.1, 1869). Hvis dette er grundlovens forudsætninger for en lov om folkekirken – er det samme tilfældet for frikirker og det jødiske trossamfund.

 

JØDERNES BORGERRET

Presset på jødernes borgerret til (ifølge deres religiøse overbevisning) at omskære drenge, øges dag for dag! Ingen kan i skrivende stund forudsige, hvad et forbud mod Det mosaiske Trossamfunds lære i det lange løb vil betyde – men sikker er det, at dette voldsomme, politiske angreb på Gamle Testamentes lære (hvad angår den evige pagt, som ved omskærelsestegnet stadfæstes mellem Israels Gud og Hans jødiske ejendomsfolk) er sagens inderste kamre.

Trosfrihedsparagraffen i Danmarks Grundlov (§ 67) begynder imidlertid med at fastslå, at borgerne har en berettigelse. Dette gælder også landets jødiske borgere! ’De har ret til’ – og hvis denne berettigelse fratages de danske jøder, så må grundloven først omskrives, så at ordene ’borgerne har ret til’ bliver slettet for aldrig mere at blive genindført i den danske forfatning… Når de forskellige danske, politiske partiers ordførere på række udtaler sig om jødernes ’ret til et religiøst begrundet omskærelsesritual, så er de danske statsborgeres grundlovsgivne ret, de anfægter. Når nemlig grundloven siger: ’Borgerne har ret til…’ så taler den om statsborgerne. Altså enhver person, som lovligt og beskyttet opholder sig på det danske statsområde.

Danske statsborgere ’har ret til’ omfatter altså alle de jøder, som gennem historiens (undertiden forfærdende omskiftelser) har fundet ly og hjemsted på dansk jord – disse statsborgere er i denne time fuldt ud berettigede til at påberåbe sig grundlovens tydelige tilkendegivelse, at de her og nu ’har lov til at dyrke Gud i overensstemmelse med deres egen overbevisning’ (§ 67).

Samtlige danske jøders ’væren’ i landet og deres personlige tilslutning til deres eget religiøse samfund kan ingen jordisk sjæl (med loven som baggrund) tage fra dem!

 

DEN NYE FARAO

En hvilken som helst jøde i Danmark har – så længe hans ophold ikke inkluderer handlinger af forbryderisk, lovstridig karakter – fuld og hel og uantastelig ret til at dyrke Gud efter den religiøse overbevisning, som helt og holdent er hans egen. Ingen statsmagt kan forbyde ham dette uden først at have gennemført en grundlovsændring.

Et statsforbud mod omskærelse af drengebørn betyder i realiteten et forbud mod alle jøders ophold på dansk territorium, idet det af samvittighedsgrunde forekommer at være den eneste mulighed, statsmagten har, for at hindre jøderne i at deltage i deres trossamfunds gudsdyrkelse. Et sådant statsindgreb i jødernes gudstjeneste er i lodret modstrid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som garanterer borgerne ’samvittigheds- og religionsfrihed’.

Dette forbud (som regeringen søger at omgå) vil da betyde, at Danmarks fødselsdagsgave til Israels børn er, at netop i det år, hvor Den hebraiske Stat fylder 70 år, driver danskerne (med deres eventuelle nye lov om omskærelse) jøderne fra land og rige, hus og hjem…

Må Gud forbyde en sådan uretfærdig ugerning! Må Israels Gud sætte denne nye farao på plads! Må Den Almægtige, Himlens og jordens Skaber stå denne hedenske adfærd imod – ja, må Den Evige tvinge disse selvrådige, danske hovmodsfyrster på knæ…

At dette ikke (som nogen spottende siger) er ’tom tale’, fremgår af Ny Testamentes klare ordlyd: "Thi Skriften siger til Farao: Netop derfor lod Jeg dig fremstå, for at Jeg kunne vise min magt på dig, og for at Mit navn skulle forkyndes på hele jorden’ (Rom.9:17). Når det hedder: "Skriften siger til Farao," så indebærer det, at det ikke blot var Moses, som for 4000 siden talte til den tids største despot – nej, da betyder det, at der er mange faraoer, og Skriften henvender sig til dem alle med det samme budskab. Derfor bør de danske farao-politikere, som her rækker ud efter Israels børns nyfødte drenge, tage sig i agt. Det vil gå dem ilde, hvis de gennemfører grundlovsstridige forbud.


TILBAGE