RETSOPGØRET
207


ÅRETS GRUNDLOVSFEJRING

Tirsdag d. 5. juni er det grundlovsdag, og hvis der er nogen dag i året, hvor grundlovsforeningen (Med Grundlov skal Land bygges) og dens medlemmer bør samles for over for de øvrige danske borgere at give deres meninger til kende, så er det på denne dag!

Grundlovsdag er og forbliver en årligt tilbagevendende fejring af den velsignede indførelse af den første grundlov d. 5. juni 1849. Hvert år fejres dagen med især politiske taler rundt om i landet – men i år vil den på særlig måde blive fejret ved et friluftsmøde ved den såkaldte ’talersten’ i Horsens bymidte (tæt ved rådhuset).

Der er tradition for, at der ved landets grundlovsfester henholdsvis bliver holdt forsvarstaler eller givet udtryk for angreb på de ’reguleringer’ i det forløbne år har haft en forbindelse med grundloven…

Ved talestenen i Horsens vil landets troende borgere på grundlovsdag 2018 give udtryk for, at de ser det som en grundlovsovertrædelse af den danske forfatnings 67. bestemmelse, at den såkaldte ’Midnatslov’ nytårsnat blev iværksat med en tydelig begrænsning af de danske evangeliske frikirker – og de danske jøders trosfrihed i Danmark.

Danmark har ingen egentlig nationaldag – og det bør derfor være en almindelig kristen borgerpligt netop på denne 5. juni (som er en fridag) at stille under korsets flag ved talestenen i Horsens kl. 14:30 for at deltage i denne nødvendige protest mod statens grundlovsstridige midnats-overgreb.

Efter en god times sang og taler (Signe Walsøe og Co. Er indbudt) samles den glade grundlovsskare til en festlig grill-eftermiddag i haveforeningen Pilvænget i Horsens, hvor et lille forsamlingshus og et stort mødetelt er stillet til rådighed.

Efter dette "grundlovs-frie" samvær (fra kl. 16:00), hvortil de enkelte bedes medbringe ’kødelige indslag’ til den fælles grill, samles alle til et tidligt aftenmøde (kl. 18:00) som afsluttes ved 19:30-tiden, så at alle kan nå hjem i rimelig god tid.

Kom, tag familie, fane, pølser og steak med – og lad os sammen gøre Danmarks borgere bekendt med, at enevældens tid er uigenkaldeligt forbi, og at (citat): ’borgerne har ret til at forene sig for sammen at tjene Gud…’ (grl. § 67) – og læs de fire følgende afsnit om Grundlovsdagens nødvendige forkyndelse:

 

HVAD DER BØR SIGES PÅ EN GRUNDLOVSDAG

Ifølge det mandat, som borgerne ved et valg har givet regeringen, er en hvilken som helst uansvarlighed, der berører grundloven ’absolut’: Det vil sige uden undskyldning; de skyldige bør derfor ved alle grundlovstaler stilles til regnskab. Det er ifølge grundloven regeringen, som afgør og leder nationens politik; det vil sige, at en regering kan (ifølge borgernes opfattelse) ikke pludselig ’undlade at regere’ i væsentlige spørgsmål som f.eks. borgernes trosfrihed kan de styrende ikke tillade, at en form for efterladenhed eller lovløshed bare går sin skæve gang; de ansvarlige ministre er bundet til samvittighedsfuldt at være engagerede. Grundlovsdag d. 5. juni bør dette betones.

I borgernes trosspørgsmål kan der altså ikke kun handles ’efter protokollen’. Det vil sige, at der med hensyn til trosfrihedsparagraffen (§ 67) er brug for åndelig indsigt; hvor den mangler, kan der – som det er tilfældet med ’midnatsloven’ – træffes skæbnesvangre afgørelser.

Regeringen er den principielle hovedaktør i landets politiske system – og udstedes der uansvarlige love, som siden hviler tungt på f.eks. nationens jødiske eller frikirkelige borgere, så er det ikke en sag, som i hast kan bortforklares. Da må personer ’i høje stillinger’ afgive forklaring – og dette kan sjældent virkeliggøres uden en retssag. Hvor f.eks. trosfriheden anfægtes, fordrer folket en forklaring. Grundlovsdag d. 5. juni er øjeblikket, hvor der må falde et klart ord i denne sag.

En regering må altså kunne stilles til regnskab over for sine vælgere; under alle omstændigheder sker det den dag, den vil have sit mandat fornyet – men også forinden kan folket sige sin mening i et referendum, og i sådanne tilfælde kan et uansvarligt styre styrtes. En sådan situation banker på døren, hvis regeringen træder borgernes interesser for nær – og landets jødiske og frikirkelige borgere tåler ikke, at deres grundlovssikrede trosfrihed søges omstyrtet.

Den offentlige mening tæller, når en af de fundamentale borgerrettigheder er i spil. Når grundloven i sin 67. paragraf indleder med ordene: "Borgerne har ret til…’ så skal ingen politiker, som har sit embede kært, driste sig til (ved udstedelsen af en ny lov) at sige, at ’Borgerne har ikke ret til…’

Midnatslovens angreb på den almindelige borgerret (at den enkelte er sikret friheden til at følge sin egen religiøse overbevisning) fordrer, at landets styre bliver givet en ny politisk og åndelig personalitet! En ny regering med andre folk ved roret? Øjeblikkets tavshed betyder ikke, at landets vælgerskare sanktionerer statens overgreb på kirken… der hverken i krogene, og en ny profil med et nyt projekt vil næppe få det svært, hvis folket kaldes til urnerne. De jødiske og frikirkelige borgeres rettigheder er alvorligt truet! På grundlovsdagen d. 5. juni bør følgende betones:

 

BESKYTTELSEN AF BORGERNES RELIGIØSE IDENTITET

I en retsstat, hvor borgernes rettigheder og frihed regnes for nationens højeste norm, beskyttes borgernes religiøse identitet af en instans, som er uafhængig af landets politiske magthavere. Denne instans er i kongeriget Danmark landets grundlov, som i sin 4. paragraf tydeligt henviser til et trossamfunds bekendelse. Hvis denne regel gælder for landets nationalkirke, gælder den også for alle andre trossamfund – og er på samme vis sikret og garanteret i den danske konstitution.

Ved Talestenen i Horsens d. 5. juni 2018 bør følgende betones: Identificeringen af landets evangeliske trossamfund, som ved dens gudstjenester fremsiger den samme apostolske trosbekendelse (som i folkekirken) er dermed placeret øverst i de danske religiøse normers hierarki og kan på ingen måde blot karakteriseres som ’en tro på magter…’ Landets frikirkelige borgere protesterer derfor på det bestemteste mod at blive ’kastet i den samme sorte gryde’, der indeholder (citat): ’religioner, der ikke samler sig om en egentlig guddommelig instans, men bygger på en tro på en mere ubestemt kraft eller magt og ikke-fysisk transcendental art’ (Betænkning 1564, 2.1.2 s.115).

Med forfærdelse har Danmarks frikirkelige borgere iagttaget, at netop dette element (’troen på transcendentale magter’) har sneget sig ind i en tekst, der anses for værende på grundlovsniveau… Det vil sige, at et mindre statsetableret udvalg af tilfældigt udpegede eksperter i dybeste alvor (citat): ’har overvejet om formuleringen ’transcendentale magter’ ville være mere hensigtsmæssigt’ (Betænkning 1465, 2.1.2. side 115)… heraf kan udledes, at det samme ’kirkeministerielle ekspertudvalg’ har konkluderet, at (for de evangeliske frikirker i Danmark) ville med hensyn til en definition af deres tro (citat): ’…begrebet transcendent betegne netop det, som ligger uden for enhver erfaring’. Dermed får statseksperterne slået fast, at Danmarks evangeliske, frikirkeligt troende borgere (citat): ’tror på noget, som hverken kan erkendes ved bevidstheden, sanserne eller erfaringen’ (Betænkning 1564, 2.1.2. s.115).

… med Danmarks Grundlovs politiske og religiøse betydning i tanke insisterer landets frikirkelige borgere mod den nye religionslovs definition af deres trossamfunds lære og virke. Det drejer sig om de evangeliske frikirkers fremtidige skæbne, at denne falske karakteristik (en ’tro på magter’) ændres. Dersom dette ikke sker, må grundlovens trosparagraf (§ 67) og indholdet af dens 4. paragraf ændres! Så sandt som juraen er grundlovens strenge disciplin, således er den danske forfatning tillige en ubrydelig norm, der ikke tillader, at borgernes tro diskrimineresved en politisk definition.

 

GRUNDLOVSDAGENS KILDEDOKUMENT

På grundlovsdagen d. 5. juni bør det yderligere ved bl.a. kolonihavemødet i Pilvænget i Horsens fremlægges, at Den Augsburgske Bekendelse af 1530 i dag fremstår som et anerkendt kildemateriale-dokument bag Danmarks Grundlovs 4. paragraf. I bekendelsens tekst hedder det bl.a., at (citat): ’nogle på en uheldig måde har sammenblandet den kirkelige magt og sværdets magt’ (stk.1).

Denne såkaldte ’uheldige fremgangsmåde’ er i dag blevet den sørgelige hverdag i forholdet kirke-stat i Danmark og andre steder af Europa. Dog ikke som i middelalderen, hvor det hørte til den storpolitiske hverdagskost, at paven brugte sin hemmelighedsfulde ’nøglemagt’ til at afsætte og indsætte konger, fyrster og kejsere, men ved at staten i Dagens Danmark har skaffet sig legal ret til at trænge ind i den kristne menigheds inderste kamre.

På grundlovsdagen bør det understreges, at (citat): ’På grund af denne forvirring (Den Augsburgske Bekendelse) ’er der opstået de største krige og det største røre’. Ifølge dette dokument er det (belært af den mest bitre erfaring) grundlovstalernes ærinde på det alvorligste at advare mod denne farlige sammenblanding.

"Det fører til åben krig og er roden til, at den offentlige orden forstyrres," hævder middelalderens martyrer (hvoraf tusinder blev kastet på bålet på grund af deres modige udtalelser). ’Smertes-vægten bag denne bekendelsens advarende erklæring’ bør derfor få enhver mode-politiker til at stige ned fra grundlovsdagens talerstol! Hans letkøbte fraser om ’statens forpligtelse’ til at gribe tøjlerne i både folkekirkens og de frie kristne menigheders indre styrelse, er sat på plads af denne kirkens egen bekendelse. Det 500årige dokument slår nemlig fast, at ’sammenblandingen af de to myndighedsområder skaber – ikke blot forvirring og farligt oprør – men fører til åbenlys krig’.

"Det vil i det lange løb koste blod," advarer det gamle bekendelsesskrift. Udtrykket ’De største krige’ er ikke nedfældet som en hastig, uovervejet tilføjelse. Nej, mægtige slagmarker fyldt med døde og sårede er det tragiske udfald, som kommer af kirkens eller statens ’uheldige sammenblandinger’ af ’kirkens og sværdets magt’.

 

TILRANET MAGT

Det er ikke øjeblikkets situation i Danmark, at kirkens biskopper foruden det gejstlige embede også beklæder en verdslig magtposition – så kirken kan stort set ikke blande sig i folketingets arbejde. Anderledes er det imidlertid med statens lovbefæstede myndighed over for kirken. På det seneste har staten tilranet sig mere og mere indflydelse i kirken – og den sidste højesteretssag (23. marts 2017) om indførelsen af et absolut kirkefremmed – ja, antikristeligt vielsesritual beviser, at al magt over den danske folkekirke nu ligger i hænderne på de folkevalgte politikere på Christiansborg.

På den Augsburgske Bekendelses baggrund kan det derfor med al ret og gældende lov d. 5. juni – på grundlovsdagen 2018 ved talestenen i Horsens erklæres, at det ikke kun strider mod kirkens bekendelse, men det strider mod landets grundlov, hvis det styrende, kirkelige embede skal undermineres af det forhold som politikerne (i deres åndelige uforstand) betegner som ’et berettiget nærdemokrati’.

Den dag også de danske evangeliske frikirker giver efter over for denne ’statsmagtens seneste fordring’, vil det gå dem (frikirkerne) som det er gået den danske folkekirke. Da bliver det ikke længere åbenbaringen eller Guds Ord, som styrer den kristne menighed. Nej, da bliver det en flok mandlige og kvindelige ligestillingspolitikere, som ved håndsoprækningens ’demokrati’ søger at bestemme den kristne menigheds fremtid og (sørgelige) skæbne!

 

SPORENE SKRÆMMER

På grundlovsdagen d. 5. juni bør det på talestenen i Horsens forklares, at den nye lov for bl.a. danske, evangeliske frikirker atter understreger det gamle dogme, at der i Danmark hersker religionsfrihed – men ikke religionslighed! Det vil sige, at netop denne juridiske teori nu lovfæstes, så at frikirkerne fremover kan behandles som 2. klasses borgere – i hvert fald med hensyn til deres frihedsbeskyttelse over for en aggressiv dansk statsmagts overgreb på landets frie, kristne menigheders og de frie prædikanters – og landets jøder!

Der findes imidlertid en såkaldt ’formel religionsfrihed’, som stadig står værn om den frikirkelige trosfrihed i Danmark. Denne skrevne ’frihed’ står nu som aldrig før for skud, og de frie borgere bør derfor på denne grundlovsdag stå sammen for at kæmpe for grundlovens borgerrettigheder. Det vil sige den urokkelige frihed til selv at kunne vælge og efterleve sin egen religiøse overbevisning. I denne sag skal kejseren ikke spørges til råd, og der er ikke brug for hans ’nådige tilladelse’ til, at enhver dansk borger frit og uden bekymring eller frygt kan udøve sin trosopfattelse i et uden for folkekirken stående trossamfund (grl. § 67 og 70 ifølge kommentar s.321 Rehof).

Den reelle religionsfrihed er nu med den nye trossamfundslov truet på livet. Her finder for alvor en grov diskrimination sted!

På 5-juni-grundlovsdagen bør det erindres, at under kommunismen var i Sovjetunionen kun den officielle registrerede kirke tilladt. Regimets antireligiøse politik havde medført, at størstedelen af kirkerne var lukket, og de kristne, der frit og uregistreret ønskede at tilbede Gud efter deres overbevisning, var stemplede som kriminelle. Det viste sig at det officielle kirkefolk ofte var systemets medløbere.

De uregistrerede kristne samledes efter mørkets frembrud, og KGB – det hemmelige politi – var de troendes farligste modstandere. I 1917 fandtes der i Rusland 55.000 åbne kirkebygninger. I 1939 var færre end 500 kirker i brug. Stalin genåbnede en del af kirkerne under Anden Verdenskrig, fordi han havde brug for folkets støtte i krigen mod tyskerne, men Khrusthjov lukkede de fleste igen! I 1989 var 7000 kirker registrerede i hele Sovjetunionen – de mange kristne, der valgte at gå mod regimets officielle politik og derfor holdt sig uden for den officielle kirke, hvor de i små hjemmegrupper udbredte evangeliet, risikerede fængselsstraffe eller særlig ’psykiatrisk behandling’.

Den nu statslige, danske registrering af frikirkernes myndige medlemmer har en fortid i den nyere historie, som er mildest talt skræmmende. Med dronningen må landets troende stille hviske ordene: "Gud bevare Danmark!"


TILBAGE