RETSOPGØRET
206


HISTORISK LOVOVERTRÆDELSE? Side 01 – (nr. 508)

Når den første paragraf i vor grundlov – før noget andet ord er sagt og nogen bestemmelse er givet – præciserer, at ’denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige’, er det dermed sagt, at dette rige eksisterer og er fremstået i en lang historisk proces, hvor magten over dette område har institutionaliseret sig, og en demokratisk statsform er kommet til syne.

Allerede i grundlovens 3. paragraf præciseres, at denne statsform bygger på det demokratiske princip, at statsmagten er opdelt i tre afdelinger. Er dette forhold nytårsmorgen 2018 blevet udsat for en historisk lovovertrædelse?

Det for de evangelisk kristne, frikirkelige borgere og deres jødiske medborgere altafgørende spørgsmål (som stilles i netop denne time) er altså dette ene: Har den danske regering ved iværksættelsen af den såkaldte ’midnatslov-2018’ forbrudt sig mod det anerkendte demokratisk-juridiske grundlovsprincip, der betegnes som ’magtens tredeling’?

Svaret kan afsluttende kun gives af de troende, veluddannede og lærde jurister, men jeg føler mig alligevel kaldet til (på grund af sagens dybe alvor) at give mening til kende. Som en almindelig, jævn, dansk borger holder jeg mig til trosfrihedens grundlovsparagraf (§ 67), som indledes med ordene: "Borgerne har ret til" – og mener dermed at se en given berettigelse til at give udtryk for, hvad jeg i dette tilfælde mener at kunne læse ud af lovens ordlyd. Dette er, hvad jeg i det følgende vil gøre…

 

MIT UDGANGSPUNKT

Mit udgangspunkt (i mit forsøg på at besvare det ovennævnte spørgsmål om den eventuelle krænkelse af princippet om ’lovens tredeling’) er teksten i Danmarks Grundlovs 69. paragraf, der angiveligt forudsætter, at en dyberegående parlamentarisk forfatningsmæssig forhandling bør finde sted, så at der herefter kan udstedes den nye lov (til bl.a. de frie, kristne menigheders og jødernes synagoge-beskyttelse), som denne grundlovsbestemmelse giver løfte om.

Så længe denne grundlovsbefalede forhandling (mellem stat og kirken og det jødiske trossamfund) ikke har fundet sted (af hvilken grund ej heller nogen forud-omtalt lov har kunnet udstedes) kan ingen anden gældende lov, som anfægter denne 69. grundlovsbestemmelse iværksættes.

Jeg tillader mig at gentage: Så længe den i grundloven anførte parlamentariske debat (med det præcist angivne formål ’at ordne trossamfundenes forhold ved lov) ikke har fundet sted, kan den for 150 år siden allerede forudsagte udstedelse af én i den anledning gældende lov ikke iværksættes!

Sker det, tiltager (efter min mening) den lovgivende magt sig det (i så tilfælde illegale) ansvar at søge at fremføre sig selv som eneste forvalter af den kompetence, som den (ifølge ’magtens tredeling’) kun i det lovbefalede samarbejde med den udøvende magt har beføjelse til at administrere. Den dømmende magt (som med sin juridiske indsigt er en uundværlig faktor i netop dette høje, historiske lovgivningsformål) er med en sådan lovstridig lovgivning (ved lovgivernes selvbestaltede ’magtovertagelse’) ifølge den nye allerede iværksatte bestemmelse tilsidesat og kan (hvis den ikke på stedet protesterer) kun som en tavs tilskuer følge den videre udvikling.

Den nye bestemmelse (i dette tilfælde: ’Midnatsloven’) har jo allerede ved lov fastlagt en hvilken som helst procedure med hensyn til bl.a. de evangelisk-frikirkelige og landets jødiske borgeres forhold til staten; deres påståede overtrædelser er (siden nytårsnat) på forhånd udpeget; deres skyld er bevist – og deres dom og straf er allerede (ifølge den nye religionslov) fastsat.

Da ’midnatsloven’ (statens nye religionslov 1. jan. 2018) så dagens lys på den første dag i det nye år, rejste sig – som morgendæmningen brød frem, det for den danske regering afgjorte overlevelsesspørgsmål: Er denne lov i modstrid med det gammelkendte begreb: Statsmagtens adskillelse i tre: 1. Den lovgivende, 2. den udøvende og 3. den dømmende magt. Hvis den nye religionslov ved sin hastige og pludselige ikrafttræden bryder med denne grundlæggende, demokratiske form (magtens tredeling), så er det enden på et nuværende regime, som i det tilfælde – i sin iver efter at komme den danske forfatnings trosfrihedsparagraf 67 til livs – har forbrudt sig mod Grundlovens 3. paragraf. Denne bestemmelse gør det klart, at statsmagten i Danmark skal deles mellem forskellige myndigheder: Folketinget, regeringen og domstolene. Magten må i intet tilfælde falde i hænderne på én af disse tre myndigheder. Hvis det sker (siger den gamle, juridiske forfatter fra revolutionstiden i Frankrig, Montesquieu) så vil der uden for al tvivl forekomme magtmisbrug (’l’Esprit du Loi… 1748).

 

FØRST SKAL TO LØFTEPARAGRAFFER OPFYLDES

Ifølge grundlovens § 69 skal (citat): ’de fra folkekirken afvegne trossamfund ordnes ved lov’. På intet tidspunkt i de 150 år siden grundlovens fædre forfattede denne tekst, har der været gennemført en såkaldt ’samlet lovregulering’ for de evangeliske frikirker, det mosaiske trossamfund ej heller for noget andet religiøst fællesskab uden for folkekirken…

Det samme gælder folkekirken! Ifølge grundlovens § 66 skal folkekirkens forfatning ordnes ved lov. Ej heller her er denne paragraf blevet ført ud i livet! Tanken var nemlig (tydelig og krystalklar): at folkekirken skulle have en mere selvstændig rolle i forholdet til staten! Det modsatte er imidlertid sket (idet Højesteret i marts 2017 ved dom afgjorde, at Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark fremover skal betragtes som en rendyrket statskirke.

Spørgsmålet er derfor blevet relevant, hvor lovgiverne i det hele taget har kompetence til at lovgive om forhold, som er ubrydeligt knyttet til grundlovens § 67, før de to øvrige grundlovsparagraffer er opfyldt: 1. den bestemmelse (grl. § 69) om bl.a. de frie evangeliske menigheders og jødernes forhold (som med grundlovsvægt, at disse trossamfunds forhold ’skal ordnes ved lov’ (grl. § 66).

De to paragraffer om bl.a. den kristne menigheds forhold i Danmark (folkekirke og frikirke samt de danske jøders trosfrihed i forhold til staten) stod for 150 år siden ved grundlovens indførelse over for ’en kongelig absolution’. Den nye frihedslov erklærede imidlertid i året 1849 enevældens tid for ’at være forbi’. Intet nyt regime kan herefter søge at udføre nye tvangsordninger! En hvilken som helst ’moderne lovgivning’, der sigter på at omstyrte den beskyttelse, som de to såkaldte ’løfteparagraffer’ (i mellemtiden) garanterer de danske troende borgere, må derfor betragtes som illegal; den anfægter grundlovens trosparagraf (§ 67) ved at lovgive før de to anførte forfatningsbestemmelser er trådt i kraft!

 

LØFTERNE ER IKKE EN TRUSSEL

Grundlovsfædrenes højtidelige løfte om, at disse trosfrihedens forhold ville blive bragt i orden, var jo ikke ment som en trussel; det var uden tvivl med den dybeste respekt og højagtelse for borgernes religionsfrihed, at det i året 1849 blev lovfæstet i to af grundlovens paragraffer, at denne sag skulle statsmagten sørge for blev bragt i orden. Noget sådant kunne naturligvis kun ske ved, at den politiske og religiøse frihed dermed blev sikret mod kejserens jernhånd, - ja, ved at ingen anden lovgivning på det plan kunne finde sted, før dette rette grundlag (folkekirkens forfatning og frikirkernes og jødernes forhold) var på plads.

De mænd, som i 1849 indskrev de to løfteparagraffer i grundloven, kendte den franske jurist, Montesquieus skrifter; de havde læst hans udfordrende sætning, der lyder sådan: "Det er en evig erfaring, at alle mennesker, som kommer til magten, har tendens til at misbruge den. Ustandselig afprøver de grænserne: Hvor langt kan de gå? For at de ikke skal gå for vidt, er det nødvendigt at skabe og fastholde den mulighed, at magten holder magten i skole."

Den politiske og religiøse frihed finder ikke bedre vilkår, end hvor den ene kniv holder den anden i skeden! Al magt må aldrig ende i én mands hånd! For at den ene part ikke skal trække blankt (men magten holder magten tilbage fra at øve overgreb), så bør statsmagten splittes i tre! Kun ’den adskilte magtfaktor’ holder sig i skindet.

 

DA RÅDHUSET SLOG TOLV

’Midnatsloven’ synes at være et forfærdende eksempel på, at netop dette princip er blevet overtrådt. Hvad der i Danmark skete nytårsnat, (da rådhusuret slog det tolvte slag, og året 2018 blev ringet ind) er uden sidestykke i Danmarks historie. I det øjeblik trådte en ny religionslov i kraft, som – før lovgivningen omkring frikirkernes og jødernes løfteparagraf havde fået et ben til jorden – gjorde deres gudstjenester illegale; den lovgivende magt afbrød (eller afskar) med ét hug alle de grundlovsforeskrevne forhandlinger (om de to paragraffer) ved at udstede et nyt lovforslag, som i nytårsnattens fyrværkeri, mulm og mørke pludselig (som et lyn fra himlen) trådte i kraft. Tilbage sidder nu den dømmende magt (med alle sine advokater, jurister og dommere) og venter på, at danske frikirkekristne og jøder ikke efterkommer de nye lovkrav, så at de kan blive dømt, og deres ulydighed over for staten kan få sine konsekvenser.

Revolutionsjuristen Montesquieu siger det meget enkelt: "For at garantere friheden, bør de tre afdelinger af magten aldrig være underlagt den samme person eller det samme legeme (af flere personer)." Han fortsætter: "Hvis i ’den samme person’ eller i ’det samme legeme’ (en magistrat) lovgivningsmagten er ensidigt forenet med den udøvende magt, så er friheden forsvundet! I et sådant tilfælde kunne man med god grund frygte, at herskeren (eller et sådant senat) udsteder de mest tyranniske love, som de derefter diktatorisk kan regere efter." Dette mareridt-billede er – efter min mening – blevet virkeliggjort i Danmark nytårsmorgen 2018.

De danske lovgivere har d. 1. januar 2018 udstedt en lov (’midnatsloven’), som – før den udøvende magt fik tilstrækkelig anledning til at hindre den – blev iværksat for at de borgere, som herefter diktatorisk skal underlægges dette moderne tyranni, kan erklæres lovbrydere, hvis de rejser sig til modstand. Lad mig forklare:

 

ULVENE SKAL HOLDES PÅ AFSTAND

Den lov (løfteparagraffen), som her er blevet knægtet (og ufrivilligt stillet i bero) er præcis den lov, som står omtalt i grundlovens 69. paragraf med ordene: "De fra folkekirken afvegne trossamfunds forhold ordnes ved lov."

Når rigets forfatning forudsiger, at en bestemt sag (som har med borgernes trosfrihed at gøre) ’skal ordnes ved lov’, vil det dermed sige, at hvis denne ’ordning’ ikke bliver parlamentarisk gennemført, så er selv nationens grundlæggende trosfrihedsparagraf i fare. Den foreliggende sag om bl.a. de evangeliske frikirkers – og de danske jøders forhold skal ordnes ved lov, taler et stærkt sprog om, at beskyttelsen af landets troende borgere mere end nogensinde skal være effektiv! At dette er en bestemmelse, som står nedfældet i grundloven, stiller skarpt på, at denne lovbefæstede beskyttelse ikke kan lade vente på sig, men at der hurtigst muligt (thi dagene er onde) bør institueres garantier og mekanismer, som kan holde ulvene på afstand!

Den lov, der altså her er på tale, er den bestemmelse, som skal ’ordne de frie troende borgeres forhold ved lov’.

Eftersom det er en sag, som er omtalt på grundlovsniveau, er det en drøftelse, som bør finde sted på højeste plan – og iagttaget ud fra det synspunkt, at der er klare indicier på, at de omtalte borgere (så længe dette forhold ikke er bragt i orden) er udsat for en statsdreven, systematisk trussel og efterjagen! Det gælder både landets frikirker og deres jødiske medborgere.

 

TROSFRIHEDENS GRUNDLOVSGARANTI TRUET

Det traditionelle, juridiske 3-delingssystem (med henblik på bl.a. borgernes trosfrihed) er nytårsmorgenen 2018 blevet truet i Danmark, hvilket på længere sigt desværre forårsager en dybere krise mellem landets troende borgere og staten. De danske politikere og åndelige ledere, som ikke (på nuværende tidspunkt) kan forudse denne udvikling, er (for at anvende et bibelsk udtryk) ’så kortsynede’, at de rent faktisk ’må regnes for at være blinde’…

Den historiske, konstitutionelle tredelte magt, som har været de troende borgeres værn, har i de sidste årtier været under en antikristelig indflydelse, so nu har ført til det opsigtsvækkende fænomen, at lovgiverne ligefrem (i deres selvtægt) modarbejder de kristne menigheders forkyndelse af evangeliet. Ud fra de frikirkelige borgeres synspunkt står det danske samfund i denne skumringstime over for en ny etape, hvor nye religionsbestemmelser illegalt vil søge at stikke en kæp i hjulet på udbredelsen af det kristne budskab.

En grundlovsstridig, antikristelig statsholdning (som er en tydelig destabilisering af den danske forfatnings 3. og 4. bestemmelse) gør sig gældende – og det med indførelsen af ’midnatsloven’ nytårsnat i en sådan grad, at grundlovens fordring på en tredeling af magten ikke længere tør betragtes som det danske retssystems øverste norm. Med denne lovs indførelse er statsmagten i Danmark ikke længere 3-delt, organiseret som en garanti for bl.a. borgernes ret til at tilbede Gud efter deres egen overbevisning.

At f.eks. de frikirkeligt troende borgere i Danmark herefter defineres som (citat): ’medlemmer af et fællesskab, der samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove’ er så langt fra de frikirkelige evangelisk-troende borgere, som det kan være. De er ikke blevet rådspurgt som det sig bør, hvis deres forhold skal ordnes ved lov. Lovgiveren har uden en forfatningsmæssig demokratisk debat tilsneget sig en så enevældig indflydelse, at bl.a. denne illegale lov har kunnet gennemføres.

 

MIDNATSLOVENS SEKT-KARAKTERISERENDE DEFINITION

Så godt som alle reformatorisk-evangelisk troende borgere i Danmark (som står uden for Folkekirken) holder sig til den samme Augsburgske trosbekendelse, som siger: "Menighederne lærer med stor enighed… bestemmelsen om det guddommelige væsens enhed og om, at (læren) om de tre personer er sand – ja, bør tros uden nogen tvivl." – "Der er," fortsætter bekendelsens ordlyd, "et guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud – evig, ulegemlig, udelelig, og uendelig magt og visdom og godhed, Skaber og Opholder af alt det synlige og det usynlige… og dog er tre personer af samme væsen og magt og lige evige, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden" (CA artikel 1).

Midnatslovens illegitime, sekt-karakteriserende definition af de danske, evangeliske frikirker, der sammenlignes med (citat): ’en lære, der bygger på én eller flere guder eller guddommelige instanser’ er af en art, der fremover kan skabe uventet store problemer for landets frikirkelige borgere. Denne sag bør ’ordnes ved lov’ og ikke tillades som en ’ulovlig bestemmelse’.

Ligesom den lovgivning, der benævnes som ’Lex Mercatoria’ præciserer alle bestemmelser om handel, og ’Lex Sportiva’ klart definerer alle bestemmelser om sport, sådan må også lovgivningen om de trossamfund, der står uden for folkekirken, være i nøje overensstemmelse med disse kristne menigheders selvforståelse. De folkekirkelige borgere bør alle vegne (i denne alvorlige sag om statens forvrængede definition af de frie menigheders trosbekendelse) rejse sig i en fælles protest og gøre det tydeligt over for lovgiverne, at de ved en sådan underfundig fremgangsmåde mister deres eget grundlag for at kunne beskytte den trosfrihed, som grundloven garanterer.

De internationale, juridisk gennemtænkte trosfrihedsregler arbejder tydeligvis på et niveau, der gør den her fremlagte danske statsdefinition (af landets ’anderledes tænkende’, frie, kristne menigheder) til en amatør-terminologi! Hvem har formuleret denne afskrækkende karakterisering af Danmarks værdige frikirkeforkyndelse med (citat): ’en tro på en mere ubestemt kraft eller magt af ikke-fysiske, transcendental art’ (bet. 1564, s.151)? Hvilken flok af uengagerede, uegnede, uansvarlige statsembedsmænd har givet sig selv den enevældige kompetence at kaste hele den danske, århundredgamle frikirkebevægelse i den samme sorte gryde som (citat): ’polyteistiske religioner som f.eks. visse grene af buddhismen’? (1564, s.151)

Nej, dette ’forhold bør ordnes ved lov’ (som grundloven insisterer) – og ikke ved en mere eller mindre tilfældig ’lovregulering’. Denne kan tusind gange betegnes som ’en samlet lovregulering’ (1564 s.7) – den kan aldrig opfylde grundlovsfordringen: ’… skal ordnes ved lov’…

 

EN UMULIG BALANCEAKT

På trods af trosfrihedens kosmopolitiske værdi, så forbliver den særlige, danske validitet af første rangs betydning. Den danske paragraf 67 taler tydeligt nok og kan sagtens stå alene – ja, den er så klar, at det er den, der fortsat alle vegne bliver indskrevet som ’et eksempel på den globale tavle’, dens indledende ord: ’Borgerne har ret til…’ lader på stedet alle forstå, at i denne sag bliver der ikke givet ved dørene. Borgerne viger ikke fra princippet om magtens tredeling; de forlanger at blive ikke blot ’hørt’, men ’lyttet til’ i denne sag.

Det sidste led i den nye religionslov som anføres, at trossamfundenes forhold skal ordnes ved lov efter udformede læresætninger og ritualer, falder helt til jorden med den formørkede hedninge-formulering, som allerede er blevet lovfæstet.

Hvorledes vil lovgivnings-embedsmændene kunne skabe en forbindelse mellem de mere eller mindre okkulte magter (som staten påstår, er de evangeliske frikirkers trosindhold) – og så landets egne, frie borgeres apostolske trosbekendelse, som siger: "Jeg tror på Gud Fader, Den Almægtige, Himmelens og jordens Skaber, og på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget af Helligånden..?

Midnatslovens bemærkninger påstår, at statslovgiver kan foretage ’en lige vægtning’ mellem den ekstreme ordlyd af identifikationsparagraffen og frikirkernes religiøse tekster – men en sådan balanceakt tiltror ingen fornuftig borger, at nogen dødelig folkevalgt lovgiver kan udføre.

Retsstaten er i Danmark kommet til verden for over for borgerne at kunne garantere og beskytte deres fundamentale rettigheder mod politiske overgreb. Ikke mindst synes Danmarks jødiske borgere at komme i farezonen, når en sådan bedømmelse af bl.a. judaismens holdning til omskærelsesritualet skal overlades til egenmægtige lovgivere, som allerede på forhånd har defineret jødernes tro som ’en dyrkelse af transcendentale magter’.

Det er på høje tid, at frikirkernes og jødernes fælles protest høres…


TILBAGE