RETSOPGØRET
205


TYSKE JØDISKE RABBIER ADVARER

At tyske, jødiske rabbier i fællesskab i slutningen af april 2018 har fordømt Islands lovforslag om 6 års fængsel for omskæring af drengebørn – og i den forbindelse erklæret, at en sådan lovgivning er at sammenligne med Nazi-Tysklands antisemitiske forfølgelse af jøder – må få danske lovgivere til (fra nu af) at fastholde, at de ikke (som flere har foreslået) i denne sag vil følge i Islands skræmmende fodspor.

Hvad i Nazi-Tyskland begyndte med lovgivningens diskriminering af jøderne (og dens synagoger endte med et massemord af ubeskrivelige dimensioner). De tyske rabbier erklærer i en offentlig dokumentation, at ’omskæringsforbuddet’ i Island står i samklang med Hitlers doktrin, som efter 1933 blev omsat til at være den officielle statsanskuelse i Det Tredje Rige.

 

JØDERNE MISTEDE DERES BORGERRET

Den lovgivning, som de tyske jødiske rabbinere advarer mod (idet de sammenligner det islandske lovforslag med nazi-lovene i Tyskland, indebærer i det tilfælde bl.a. den ’rigskongerlov’, som blev kundgjort i Tyskland i september 1935. Den lyder sådan: "Rigsdagen har enstemmigt besluttet følgende lov, som hermed forkyndes."

(Loven indeholder tre paragraffer, som på stedet frakendte samtlige tyske jøder deres borgerret.

Paragraf 1 havde følgende ordlyd: "Statsborger er den, som står under det tyske riges beskyttelse, og som han derfor skylder en retslig forpligtelse."

Paragraf 2 lød således: "Statstilhørsforholdet kan erhverves efter rigets lov og statstilhørsforholdets forskrifter."

Paragraf 3 er afslørende i sin motivering. Ordlyden er denne: "Rigsborger er kun tyske statstilhørende personer eller artsbeslægtede af samme blod, som gennem deres livsvandel har bevist, at de både vil og er egnet til trofast at ville tjene det tyske folk og rige."

 

DANSK MIDNATSLOV TALER SAMME SPROG

Midnatsloven, som i Danmark trådte i kraft nytårsnat (ved indgangen til 2018) ejer ildevarslende træk, som de tyske rabbier (i deres protest mod Islands lovgivere) henviser til, idet de sammenligner et islandsk lovforbud om omskærelse af drengebørn med Hitlers juridiske naziforfølgelse af jøder.

Den 3. paragraf i den nazistiske Rigsborgerlov af 15. sept. 1935 peger direkte på landets jødiske befolkning, når den taler om ’den artsforbundne borger, der er af samme ’tyske blod’ (og dermed gør det klart, at jøderne herefter er udelukket).

Midnatsloven i Danmark har med sit krav om, at bl.a. skal indsende en nøje beskrivelse af sine ritualer, samme sigte. Det er ’omskærelsesritualet’, man vil have fingre i. Det er jødernes gudstjeneste, man vil have stemplet som værende illegale. Selvom regeringen for tiden er tilbageholdende i denne sag, så er den antijødiske virksomhed ikke dermed bragt til tavshed.

Den nye religionslov er med henblik på, at den sande danske ’rigsborger’ ved sin trofasthed over for staten skal bevise, at han er værdig og ’egnet til’ at besidde dansk borgerret på linje med den nye danske religionslovs krav.

"Den borgerret er jeg født med," siger apostelen Paulus, når han henviser til, at han er ’romersk borger’ (Ap.G.22:28)… og dermed samstemmer Danmarks Grundlov. Lad mig forklare:

 

STATEN SOM EN MORALSK PERSON

Samtidig med nazi-loven, der udelukker jøderne fra deres medfødte, tyske borgerret, blev en anden lov (med samme sigte) kundgjort i Tyskland d. 15. sept. 1935. Denne lov bygger på det uheldssvangre nazi-dogme, som betegnedes med udtrykket: ’det tyske blods renhed’.

Det bør i denne time, hvor tyske, ledende rabbier stiller skarpt på Skandinavien (og i første omgang retter deres skyts mod Islands lovgivere) nøje overvejes, i hvilken grad dette ’angreb’ fra tysk, jødisk side er berettiget.

Udgangspunktet for en sådan undersøgelse må (efter min mening) være de tyske nazi-dokumenter, som Hitlers jurister forfattede for at få ’udrenset’ den jødiske befolkning; det må være disse ’nazi-sorte’ love (med deres bemærkninger), som de tyske, jødiske, åndelige ledere nu henviser til.

Den model, der (i denne sag om ’omskærelsen’) må stå de danske lovgivere for øje (når de nu på det sidste bliver målt med de tyske, jødiske rabbiers målestok) bør være netop den juridiske betegnelse, som grundlovens vogtere anvender, når de taler om ’statens magt’. De betegner nemlig i deres argumentation statsmagten som værende ’en person’. Denne ’statsmagts-personificering’ kalder de for ’en moralsk person’. Hvad de menter med dette, vil jeg i det følgende søge at forklare.

 

NAZI-RIGSDAGENS FLOSSEDE MORAL

Når nu Hitlers jurister og hele den tyske rigsdag enstemmigt vedtog en lov d. 15. sept. 1935, hvis eneste formål var at forsvare ’den tyske renhed’ – kan der så i den islandske (og til dels danske) fordømmelse af den jødiske omskærelsesceremoni skjule sig noget af den samme antisemitiske arrogance? Når staten pludselig ønsker at blande sig i den gudstjenestelige udøvelse af et årtusindgammelt jødisk ritual, ligger der så denne samme antisemitiske motivation bag.

Svaret kunne ligge i, at ’den fysiske person’ har en vis begrænset levetid. Statens ’moralske person’ lever længere! Danmark har som stat (altså som en ’moralsk person’) overlevet i århundreder, og i al den tid har den danske statsmagt aldrig ytret nogen form for moralske skrupler med henblik på at skulle værne de danske borgeres ’renhed’ mod besmittelsen af et jødisk ritual. Ingen anden dansk regering har haft en sådan sag på sin agenda! Hvem er det, der rejser den? Er det synagogens fjender? De tyske rabbier siger, at netop dette er tilfældet.

Den tyske nazistats ’moralske person’ havde - det mener også de danske lovgivere i dag - en flosset moral’. Hitler-rigsdagen udstedte nemlig samme septemberdag i 1935 (hvorpå den fratog de jødiske borgere deres borgerret) en særlig lov om ’beskyttelsen af det tyske blod og den tyske ære’. I den første paragraf blev et hvilket som helst ægteskab mellem en jøde og en tysker, opløst! Det blev på den dag erklæret for ugyldigt. Ifølge den 2. paragraf blev samliv mellem en tysker og en jøde erklæret for at være kriminelt, og de personer, som var skyldige i en sådan ’forbrydelse’ blev truet med fængselsstraf. I paragraf 4 blev det i samme anledning (’besmittelsen’) forbudt en jøde at hejse det tyske flag…

(Ifølge en afskrift af sag nr. 351/42 ved landsretten i Nürnberg, d. 23. marts 1942 blev to personer dømt til døden for overtrædelse af ovennævnte art).

 

DET ARTSBESLÆGTEDE

Den såkaldte ’rigsborgerlov’ af 15. sept. 1935, som med ét slag udelukker Tysklands jødiske befolkning fra borgerret, bygger på ’et særligt begreb’, som i dagens Danmark og vor tids Europa bør sættes under lup for dermed endeligt at komme til en forståelse af, hvad der ligger bag det nu i hast afværgede forbud mod den jødiske omskærelse af drengebørn.

Det omtalte begreb lyder sådan: ’artsbeslægtet blod’ (’artverwandten Blutes’) – og selvom en dansk politiker ikke aner, hvad han (eller hun) skal stille op med et sådant fremmed begreb, bør man være bekendt med, at der i det nationalsocialistiske Tyskland under 2. Verdenskrig er skrevet et helt bibliotek derom.

Hvad der ligger bag den underlige betegnelse ’artsbeslægtet blod’ er den nazi-lære, at tyskernes blod var renere end jødernes blod, og derfor måtte der udstedes de strengeste forbud mod en hvilken som helst ægteskabelig samleven, som kunne forurene den såkaldt ubesmittede, klare og ophøjede strøm af tysk blod, som med en næsten overjordisk renhed flød gennem det tyske folkelegeme.

Hvad de danske lovgivere imidlertid i dette bemærkelsesværdige anliggende bør holde sig for øje (mener de danske borgere) er betegnelsen ’artsbeslægtet’. De bør ikke udelukkende – som nazi-rigsdagen gjorde – iagttage den biologiske betydning, som ordet ’artsbeslægtet’ kunne have – men de bør fra en hel anden indfaldsvinkel inddrage den åndelige betydning, som denne betegnelse også indebærer. At det sidste er nødvendigt, fremgår nemlig af den umiddelbare kendsgerning, at når der her tales om ’et gudstjenesteligt ritual’, så har politikerne ikke længere kun at gøre med den legemlige omskærelse, men de står over for at skulle træffe beslutninger vedrørende et ritual, som har stor åndelig betydning.

Dybest set står den danske politiker og lovgiver over for et pinligt nærgående spørgsmål, som Hitlers jurister lancerede, da de for en menneskealder siden talte, skrev og domfældte ud fra det tilbagevendende fænomen, som hedder ’artsbeslægtet’. Nazi-juristerne anskuede dette besynderlige begreb udelukkende ud fra deres såkaldte ’naturvidenskabelige’ synsvinkel; de ville ikke høre et ord om ’det artsbeslægtede’ set ud fra en åndelig baggrund. Derfor var disse ’Hitlerlovens håndgangne mænd’ med til at styrte hele den tyske nation i ulykke! De danske lovgivere befinder sig i dette ømfindtlige anliggende i samme minefelt, hvis de (som de tyske ideologer) ikke tillader, at det jødiske ritual om ’omskærelse’ anskues ud fra de åndelige ’artsbeslægtede’ horisonter, som de første apostle nedfældede i Ny Testamente. – Ja, det kunne med en vis berettigelse anføres, at de danske politikere som lovgivere i et (grundlovs-angivet) protestantisk land i en sådan sag er beslægtet med Ny Testamentes lære om ’omskærelse’.

Dette lyder for adskillige som en mærkelig forklaring men lad mig gå et skridt videre ved at hævde, at…

 

OMSKÆRELSEN ER GAVNLIG

Hvad vil det danske folketingsmedlem stille op med den apostolske erklæring, der afleveres i Ny Testamente (som svar på det direkte spørgsmål): "Hvad gavner omskærelsen?" Svaret (der altså er en nytestamentlig erklæring) lyder: "Meget på alle måder; først og fremmest, at de (jøderne) har fået Guds ord betroet" (Rom.3:1).

Hermed er det sagt! Den jødiske omskærelse er (set ud fra den kristne kirkes synspunkt): ’gavnligt’. Og ikke blot dette. Nej, omskærelsen er ’meget gavnlig på alle måder. – "Først og fremmest," (hævder apostelen, idet han kommer med en begrundelse, der ikke er til debat) – ’at de har fået Guds ord betroet’ (v.2).

Denne dybe baggrund for den jødiske omskærelse får altså i Ny Testamente det ord med på vejen, at jøderne dermed fik en guddommelig anvisning betroet. Denne for den danske politiker mærkelige ’artsbeslægtelse’ mellem den jødiske omskærelse og den kristnes åndelige udlægning af den hebraiske ceremoni, lyder sådan: "Vel gavner omskærelsen, hvis du holder loven, men overtræder du loven, er du (henvendt til den jødisk troende) trods din omskærelse blevet som en uomskåren!"

Dette er altså (set fra et juridisk synspunkt) ikke en sag, som den danske lovgiver kan blande sig i; spørgsmålet om den jødiske omskærelses validitet er en sag mellem Israels børn og Israels Gud. Hvis en jøde overtræder Guds lov, er han (ifølge den jødiske apostel, Paulus’ lære) at betragte som ’en uomskåren’. Dette er jødens situation på trods af hans omskærelse (v.25).

Hertil går Romerbrevets betragtninger et skridt videre. Apostelen bevæger sig nu ind i det åndeligt ’artsbeslægtede’ – og alle i folketingssalen på Christiansborg bør nu lytte godt efter. Ingen af de tilstedeværende (eller ’fraværende’) bør med henblik på denne ’åndelige artsbeslægting’ sove i timen. Gør de det, kan de blive lette ofre for Hitlers biologiske fordrejninger. Ny Testamente fortsætter: "Hvis derfor en uomskåren (dansker) holder lovens forskrifter, skal han så ikke anses for en omskåret, selvom han ikke er det? (v.26).

Den danske folkevalgte politiker på Christiansborg får her for alvor sat sin viden (om det protestantiske syn på omskærelsen) på prøve. Apostelen konkluderer: "Jøde er man (nemlig) ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, der sker på kroppen. (Nej,) jøde er man i det indre og omskåret er den, som er det i sit hjerte, i Ånden, ikke efter bogstaven" (Rom.2:28-29).

En hård nød for en tilsyneladende ’åndelig blank’ politiker at knække. Hvordan skulle han (eller hun) kunne godtage (og dermed fatte), at der i Ny Testamente eksisterer et begreb, som hedder ’omskåret i Ånden’? og endnu værre, at netop dette udtryk ifølge Ny Testamente er ’artsbeslægtet’ med at være ’omskåret efter bogstavet’ (d.v.s. på kroppen)?

 

HJERTETS OMSKÆRELSE

Bedre bliver det næppe, hvis det i folketingssalen (under den kommende heftige debat) bliver læst højt fra talerstolen, hvad folkekirkens (statskirkens) bekendelsesskrift, Ny Testamente, yderligere fortæller om jødernes stamfader, Abrahams omskærelse. Herom står nemlig følgende skrevet (Rom.4:9): "Troen blev regnet Abraham til retfærdighed" (Allerede her er filmen knækket for de fleste af salens tilhørere. De ved meget lidt om Abraham og så godt som intet om det dybe, teologiske begreb ’tilregnet’, - ja, de er totalt uden kundskab til reformationens store budskab: ’Trosretfærdigheden’. Derfor er apostelens følgende spørgsmål af absolut nul-interesse for de folkevalgte: "Hvordan blev den (retfærdigheden) ham (Abraham) tilregnet? Efter at han var blevet omskåret, eller mens han endnu var uomskåret?" (v.10)

For nogen tid siden (i midten af april 2018) fandt et såkaldt samrådsmøde sted på Christiansborg, hvor emnet kun var ét: ’Omskærelse af drengebørn’. Dørene til samrådslokalet var hermetisk lukkede. Ingen ved, hvad der blev sagt og debatteret – men de dørene blev åbnet, blev det offentliggjort, at den danske regering ikke ville tilstede et forbud imod omskærelse… (men at dette skulle forstås sådan, at grundloven ikke var en hindring for, at et sådant forbud sidenhen kunne forekomme…)

Hvis jeg havde været tilstede ved dette samrådsmøde (hvilket naturligvis er en hel utænkelig situation), så ville jeg have taget mit gamle Ny Testamente med mig. Det med de krøllede bogstaver fra 1850, og så ville jeg have læst højt fra denne gamle tekst, som indeholder et provokerende ord, der sikkert ville få de forsamlede til ’at studse’. Det 10. vers, som i det 4. kapitel af Romerbrevet stiller spørgsmålet: "Hvordan blev retfærdigheden tilregnet Abraham? Efter at han var blevet omskåret, eller mens han endnu var uomskåren?"

Den mere end 150årige, gamle oversættelse stiller spørgsmålet sådan: "Hvorledes blev den da tilregnet? Da han (Abraham) var blevet omskåren, eller da han havde forhud?" Svaret lyder (stadig med den gamle ordlyd): "Ikke da han (Abraham) var bleven omskåret, men da han havde forhud!"

Det sidste ’ligefremme udtryk’ (’da han havde forhud’) er i den grad møntet på de hedningefolk, som efterhånden mere og mere åbenlyst viser deres Gudsfjendske, antisemitiske hedningenatur. Så længe de ikke oplever den ’hjertets omskærelse’, som Bibelen taler om, vil der vedvarende ligge et dække over deres fatteevne, som kun kan åbnes ved tro!


TILBAGE