RETSOPGØRET
204


JØDERNES ETISKE RET

Spørgsmålet om jødernes ret til at omskære deres børn er dybest set ikke et politisk, social-hygiejnisk eller religiøst problem! Det er – efter borgernes mening – et dybtgående etisk problem. Hvor det moderne samfund mister netop denne livsindfaldsvinkel (borgere og medborgere imellem) bliver statens rådløs med hensyn til hvilken moralsk holdning, den skal indtage. Hvilke givne normer skal anvendes i denne sag?

Omskærelsessagen rejser nemlig på stedet et (som jeg her påstår) umiddelbart etisk problem. Den berører (efter min mening) en absolut eksistentiel tilgang til hele samfundslivet – nemlig de danske borgeres indbyrdes daglige, jævne og personlige forhold til hinanden! En sådan etisk udfordring kan derfor afstedkomme så radikale udslag, at nogle mure (lykkeligvis) bliver nedbrudt – eller (i værste tilfælde) at nye pigtrådshegne opsættes! Af samme grund er netop denne sag om en jødisk religiøs tradition ikke et forhold, som alene er lagt over til statens mere eller mindre kvalificeret embedsmænd. Nej, det er en borgersag. Den enkelte stilles personligt til ansvar i dette spørgsmål.

Danmarks Grundlovs 67. paragraf er en statsgaranti for, at enhver dansk borger har ret til – med hensyn til gudsdyrkelse – at være ’anderledes troende’. Den bestemmelse erklærer, at en hvilken som helst organisation og politisk magt skal respektere de danske borgeres personlige trosoverbevisning, og at ingen form for statslige magtkonstellation har ret til at gribe ind i borgernes gudsdyrkelse. Det vil sige, at det kollektive samfund (i form af en stat) skal holde fingrene fra den enkelte borgers individuelle opfattelse af tro på Gud. Et menneskes religiøse samvittighed forbliver uafhængig af al slags statslig ideologi og kan ikke ved lovgivning (så længe den ikke befordrer noget kriminelt) forbydes eller begrænses.

Kort sagt: Borgeren er ikke statsmagtens ejendom. Ej heller dens undersåt, sådan forstået, at den enkeltes selvbestemmelsesret er overtaget af staten! Dette vil jeg belyse i det følgende:

 

GRUNDLOVENS NATURLIGE FOLKELIGHED

Alverdens grundlove har siden Aristoteles’ tid været bygget over en naturlig og bærende tanke; de er i hovedsagen funderet på en menneskelig forståelse af, hvad der er ret og uret, og hviler derfor i deres frihedsbegreber i sig selv. Dette gør sig også gældende for den 4. paragraf i Danmarks Grundlov med hensyn til lov og orden. Borgernes tro og Gudsdyrkelse bekender sig til reformatorernes 500 år gamle skrifter. Denne paragraf indeholder en ’folkelighed’, som er typisk dansk og ikke på samme ligefremme måde eksisterer i andre landes konstitutioner. Grundlovens fædre har sørget for, at denne naturlige opfattelse af forholdet mellem staten og borgernes personlige tro og Gudsdyrkelse står omhyggeligt og beundringsværdigt kortfattet nedfældet i Grundlovens 4. paragraf. Thi, "det, som kan erkendes om Gud," siger apostelen i Ny Testamente, "ligger nemlig åbent for dem… så de er uden undskyldning" (Rom.1:19-20).

 

OPDRAGET TIL AT SIGE NEJ

Juridisk forstået giver Grundlovens 4. paragraf mulighed for, at dens indhold (midt i en social situation, der er i åbenlys modstrid med dens bestemmelse) kan triumfere! Dens indre, åndelige lys vil, hvis det administreres ret, være i stand til at sejre over et hvilket som helst moralsk eller politisk mørke. Det danske styre er institutionaliseret sådan, at netop dets 4. grundlovsparagraf tør forventes i dystre perioder at kunne stå frem som etisk vejledende. Dens protestantiske protest drives ikke af en lyst til at være på tværs. Som de første protestanter, der i 1529 protesterede mod en åbenlys, brutal magtpolitik – sådan vil sande, danske protestanter i det 21. århundrede følge apostelens formaning, når han siger: "Guds nåde opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden… (Titus 2:12).

 

DEN PROTESTANTISKE PROTEST

Retten til ’at være anderledes’ er fundamental for den frihedstanke, der er herskende i det moderne samfund. For at dette ikke skal misbruges, bør det til enhver tid kunne argumenteres. Retten til ’at være anderledes tænkende’ befæstes og dokumenteres i Grundlovens protestantiske 4. paragraf, hvor denne rettighed yderligere med henvisning til kirkens reformatoriske skrifter, anerkendes af staten og anføres som en selvpåtaget forpligtelse. Den 500årige protestantiske protestparagraf indgås som en af grundlovsfædrene overdraget kristen værdi, som det er op til kommende slægter at værne om. Samfundsskadelige og Gudsfjendtlige elementer vil nemlig til enhver tid søge at undergrave dens indhold, der reformatorisk henviser til apostelens ord: "Hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre (2.Kor.6:14)? Hvis det ’at være anderledes’ er ensbetydende med ’at være lovløs’, protesterer alle sande protestanter; Gudløs lovløshed vil de altid bekæmpe…

 

FORFATNINGENS BLÅ STEMPEL

Når Danmarks Grundlovs 4. paragraf nævner den tyske reformator, Martin Luther, og vedkender sig, at netop hans ’lille katekismus’ (med dens forklaring af bl.a. ’de ti bud’) indgår i kirkens bekendelse, tør det hævdes, at ’de ti bud’ samt Luthers præcise forklaring på disse har fået den danske forfatnings blå stempel. Den danske stat identificerer sig således med bl.a. det første af de ti bud, som siger: "Du skal ikke have andre guder end Mig!" Staten har påtaget sig den opgave at ’understøtte’ kirken i dens gerning, der bl.a. består i at afklare, hvem eller hvad disse ’andre guder’ er. Den verdslige øvrighed vedkender sig, at der i den lutherske lære eksisterer et Gudsbegreb, som idet første af de ti bud kaldes ’Mig’ (… ikke have andre guder end Mig’) og derfor ikke må hindre kirken i at forklare befolkningen, hvem det er, der omtaler sig selv som ’Mig’…

 

DEN GAMLE ÆRKEFJENDE

Ingen dansk regering kan med grundloven i hånden erklære, at den ikke er den danske befolkning skyldig at opretholde den evangelisk-protestantiske forkyndelse. Som basis for friheden i det moderne, danske samfund anerkender staten dermed (ved henvisning til kirkens bekendelse) bl.a. det første af de ti bud, som nævnt siger: "Du skal ikke have andre guder end Mig". Staten vedkender sig altså, at den i det højaktuelle spørgsmål om ’afguder’ ikke bør overlade denne sag til hvem som helst men bør understøtte den evangelisk-lutherske kirke i at forklare det protestantiske syn på dette forhold. I kirkens bekendelse omtales Islam som ’det kristne navns og den kristne religions argeste, gamle arvefjende’ (CA fortale stk.1) og der henvises til Jesu ord om den afslutningstime (Matt.24:37-39), der i Bibelen omtales som den tid, ’hvor menneskes ondskab tager til på jorden…’ (1.Mose 6:5).

 

INDGIVET VED GUDS ÅND

I det danske forfatningsmæssige hierarki hører folketinget (som det er tilfældet med parlamentet i andre nationer) blandt de øverste statsorganer; det er folkets fyrste. Men folketingets kompetence afledes af Danmarks Grundlov; derfor er grundloven over folketinget, hvilket vil sige, at selv regeringen må bøje sig for grundlovens 4. paragraf. Ja, blandt landets troende anses denne paragraf for at være hævet over alle andre bestemmelser. Ifølge Den Hellige Skrift og kirkens bekendelse er det nemlig at opfatte sådan, at hvad den romerske statholder, Pilatus, lod skriftligt bekendtgøre på Kristi Kors: ’Jesus fra Nazaret, jødernes konge’ var ham indgivet ved Guds Ånd (Johs.19:19-23). Ligeledes hvad ypperstepræsten Kajfas erklærede med hensyn til Kristi henrettelse, hvor han ’ikke talte af sig selv men som ypperstepræst profeterede’ (Johs.11:51) – således er også (ifølge de troendes opfattelse) den 4. paragraf i Danmarks Grundlov blevet indgivet fædrene ved Helligånden. I indledningen til Den Augustinske Bekendelse stk. 11 anføres samme overbevisning…

 

STATSLIG PRIORITERING

Med rette tør det i dag hævdes, at dybt etiske problemer med høje råb har ’brudt lydmuren’ ind til alle tidligere tiders givne sociale og religiøse samfundsforhold; et normgennembrud af ukendte dimensioner har fundet sted. I Danmark er selv kirkens porte blevet sprængt (2.Thess.2:4). I dette opgør er det uundgåeligt, at kirkens mænd træder i skranken for med den 4. grundlovsbestemmelsens henvisning til Martin Luthers lære om de ti bud. Om det første af de ti bud siger Luther bl.a.: at befalingen ’du ikke må have andre guder end Mig’ betyder, ’at vi over alle ting skal frygte og elske Gud og stole på Ham’. Efter som Luthers lille katekismus, hvori denne forklaring gives, er et af de bekendelsesskrifter, som grundloven henviser til, er denne prioritering ’over alle ting’ også en henvisning til statens forhold til kirkens budskab…

 

BORTFORKLARINGER

Situationen omkring den kommende ’forfatningsmæssige analyse’ gør det ikke muligt at være eftergivende eller tolerant over for fortolkninger, der afviger fra, hvad Per eller Paul mener. De 14 ord, som grundlovsfædrene i 1849 plantede i den danske konstitution med hensyn til statens forpligtelse over for reformatorernes (og især Luthers) lære kan ikke misforstås! Fortolkningslæren (vedr. grundloven) har indtil nu ikke været præget af skarpe synspunkter. Derfor de mange bortforklaringer! Ny Testamentes apostel taler imidlertid samme sprog som kirkens Herre: "Lad jeres ’ja’ være et ’ja’, og jeres ’nej’ være et ’nej’ for at I ikke skal henfalde til dom (Jak.5:12)… hvad der går ud over dette, er af det onde," siger Jesus.

 

GRUNDLOVENS FAMILIEMØNSTER

Etiske problemer og samvittighedskonflikter har fulgt i kølvandet af den i Danmark juni-2010 indførelse af kirkelige vielser af par af samme køn. En dominoeffekt forekommer ubegrænset. Lovforslag vedr. kønsidentitet, juridisk kønsskifte, ægteskab mellem flere personer (end parforholdet) og andre ’familieopløsende’ lovforslag har fundet sted. "Her på jorden," erklærer kirkens bekendelse, "opløser evangeliet ikke samfundet eller familien men forlanger i høj grad, at de skal bevares som Guds ordninger" (CA 16:6-7). Det familiemønster, som grundloven henviser til (og som Jesus, apostlene og reformatorerne med Luther i spidsen fastholder) omtaler på Bibelens første blade med ordene: "Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru – og de to bliver et kød" (Matt.19:5; Ef.5:31). Når apostelen henviser til dette skriftord, tilføjer han: "Fly utugt!" (1.Kor.6:16-18)

For den enkelte betyder dette, at han kan ’forsvare denne sag med sindsro’ (Ap.G.24:10). Grundlovens 4. paragraf giver ham ret dertil. Og for modstanderne gælder det, at de dybest set er på det rene med, at der i denne tid vil fremstå mænd, der (som det hedder i kirkens bekendelse) ’er sat til at forsvare evangeliet’ – ’mens andre forkynder Kristus for at hævde sig selv og med motiver, der ikke er helt rene…’ (Fil.1:16).

 

GRUNDLOVENS GUDSBEKENDELSE

I mere end 150 år har Danmarks Grundlovs 4. paragraf uden ændringer og med al ønskelig tydelighed anvist landets befolkning en nøje angiven vej med hensyn til dets Gudsdyrkelse. Af samme grund kan det med denne konstitutionelle Gudsbekendelse med Ny Testamentes ord siges til hver eneste borger i kongeriget, at ’det, man kan vide om Gud, ligger åbent for dig (Rom.1:19)… for derefter med henvisning til den omtalte Grundlovsparagraf at tilføje: "Her har Gud jo åbenbaret det for dig – så du er uden undskyldning" (v.19-20). Eftersom den både juridiske og lovbefæstede eksistens af denne tydelige grundlovsvejledning ikke på noget punkt kan bestrides, bør samtlige borgere i Danmark ikke et øjeblik tøve med at bevare denne grundliggende Guds-henvisning, og alt, hvad der etisk og trosmæssigt i det internationale samfund er i familie med denne bekendelse, bør tage del i kampen om denne sidste europæiske bastion.

Jesu anvendte denne naturlige samvittighedsret, når han angreb farisæernes religiøst betonede moralbegreber. Da de jødiske ledere gav ondt af sig, fordi han helbredte på en sabbat, sagde han: "Hvis en af jer har en søn eller okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selvom det er på en sabbat?" (Luk.14:5)

 

EN LOV, DER ER UAFHÆNGIG AF STATEN

Danmarks 4. grundlovsparagraf åbner et intenst spændingsfelt mellem jura, moral og den protestantiske opfattelse af menneskerettighederne. Den udfordrer til mere end filosofiske og religiøse overvejelser. Den kalder til handling! Den omtalte befrielsesparagraf erklærer faktisk, at tilgangen til statens moral er ’naturretlig i sin opfattelse’. Det vil sige, at retten hviler på noget udenfor retten; altså noget, der eksisterer uafhængigt af samfundet og staten – nærmest som et ’naturfænomen’. Ifølge denne grundlovsopfattelse må hele det juridiske system rette sig ind efter denne ’naturlige ret’, og de danske troende borgere har ret til at gøre de kraftigste indsigelser, hvis den faktiske jura i et kommende retsopgør ikke stemmer overens med den naturlige ret og etik, som den 4. paragraf giver udtryk for.

 

EN RET, DER ER INDLYSENDE I SIG SELV

Den amerikanske uafhængighedserklæring ligner i sin indledning den danske grundlovs ’naturlige tilgang’ til det frihedsdokument, der er forsvarligt inkorporeret i den 4. danske grundlovsparagraf. Amerikanernes uafhængighedserklæring begynder med ordene: "Vi anser følgende sandheder at være indlysende i sig selv…"

Ikke mindst på baggrund af de grusomheder og den åbenlyse frihedsberøvelse, som foregik i Det Tredje Rige i Tyskland (hvor borgernes naturlige rettigheder med et pennestrøg blev slettet ’i overensstemmelse med gældende ret’), er det ’indlysende i sig selv’, at der må eksistere en ret, der står over den faktiske, statslige ret. Det er denne ’naturlige retsopfattelse’, som Danmarks Grundlovs 4. paragraf forsvarer. "Hvad hjælper det at have ret efter et juridisk system, hvis dette er ganske undertrykkende og umoralsk som f.eks. det nazistiske," spørger lektor ph.d. Steen Schaumburg-Müller v. Juridisk Institut, Århus Universitet (Menneskerettens jura, 2004, s.9).

Jesus siger: "Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt, lader sig kalde velgørere; sådan skal I ikke være" (Luk.22:25). Grundlovens 4. paragraf henviser til bl.a. denne erklæring (i kirkens bekendelsesskrifter) og advarer dermed mod dem, som ’udøver magt’ på et skinhelligt og løgnagtigt grundlov.


TILBAGE