RETSOPGØRET
203


MINISTERUDTALELSER – ET FORFATNINGSRETLIGT PROBLEM

Så vidt det fremgår af den nuværende nyhedsstrøm, så er Danmarks regering kommet til den konklusion, at den ikke vil indføre et forbud mod omskæring af drengebørn. Samtidig erklærer de ansvarlige ministre imidlertid, at juristerne har fundet ud af, at et eventuelt forbud ikke ville have været imod grundloven

Dette bør de nu nærmere begrunde. De bør på stedet give en forklaring på grundlovens § 67, for dermed især at bevise, at denne bestemmelse i sin logiske formålstolkning ikke siger et ord om ’borgernes ret til at udøve deres gudsdyrkelse efter deres egen overbevisning. Det bliver ikke nogen let opgave (for ikke at sige, at det bliver en umulig opgave!). Når det drejer sig om selve trosfrihedsparagraffens tydelige indhold, der ord for ord forsvarer alle danske statsborgeres udtrykkelige borgerrettighed (med hensyn til udøvelsen af deres personlige tro på Gud), så står disse første ministerudtalelser over for et reelt forfatningsretligt problem.

Ja, de lægger med disse overfladiske udtalelser (om f.eks. de danske jøders grundlovs ret til at følge deres egen trossamvittighed) op til en gennemførelse af en grundlovsændrings tunge og omstændelige apparat. Ved fortsat at hævde, at et eventuelt forbud mod omskærelse af drengebørn ikke er grundlovsstridigt, bør disse ministre på forhånd iagttage en kommende retssags størrelse samt den kendsgerning, at (på grund af juristernes naturlige mangel på åndelig indsigt) vil det næppe kunne opnås at sikre dommerne den fornødne oplysning.

Ordlyden af grundlovens paragraf 67 hjemler klart landets jødisk troende retten til at følge deres århundredgamle tradition med omskærelse af drengebørn, og lovgivningsmagten kommer ikke uden om den religiøse samvittighedsberettigelse uden at foretage en grundlovsændring.

Efter den gældende trosfrihedsparagraf i Danmarks Grundlov kan der i intet tilfælde skrides ind over for det gammeltestamentlige ritual, som udføres i den jødiske synagoge, og som den danske folkekirke anerkender i det bekendelsesskrift (Ny Testamente), som i Lukasevangeliets indledning omtaler omskærelsen af Jesus, da Han var otte dage gammel (2:21).

Hertil kommer, at de hastige minister-udtalelser om, at ’et forbud mod omskærelse ikke ville være grundlovsstridigt’ tør fremsættes, fordi (som man siger): ’det lægeelements religiøs-politiske sagkundskab i denne sag er svækket’… hvilket på godt dansk betyder, at ’folk ved faktisk ikke, hvad det hele egentligt drejer sig om’!

 

SAMSPILLET MELLEM STAT OG SYNAGOGE

Det absolut grundlovsstridige i denne sag vil først komme til syne, når det religiøse element seriøst vurderes under inddragelse af de bibelske betingelser, hvorunder en jødisk rabbi virker og i de fortsat gældende religiøse normer, der hersker i samspillet mellem staten og synagogen. Altså: Det drejer sig her om et absolut retssikkerhedsmæssigt hensyn til at sikre alle danske borgeres trosfrihed! Hvad man i Danmark gør ved jøderne i dag, vil man gøre mod alle danske borgere i morgen!

Da ministrene kom ud fra det samrådsmøde, hvor regeringsbeslutningen blev taget, at der ikke skulle udstedes forbud mod omskæring – så var begrundelsen i hovedsagen frygten for den muslimske reaktion! Det var ikke respekten for Danmarks Grundlov. Man vil holde grundlovens paragraf uden for en politisk afgørelse. Dette skal de danske borgere ikke tillade. Det politiske element i denne sag bør på intet tidspunkt komme i kollisionskurs med grundlovens juridiske element!

Anskuet i en bredere forfatningsmæssig sammenhæng er de foreliggende ministerudtalelser hen i vejret. "Grundloven er ikke imod forbud mod omskæringer," lyder det. Det vil sige, at borgerne skal stille sig tilfreds med, at regeringen ud fra andre anskuelser ikke vil sende politiet på halsen af jødiske ægtepar, som efterkommer deres religiøse overbevisning. Dette er imidlertid ikke en konfliktafsluttende afgørelse. Vore jødiske medborgere er værnet af grundloven og ikke af en tilfældig regerings forgodtbefindende – ja, i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har Danmark i denne sag en traktatmæssig forpligtelse, som regeringen ikke kan løbe fra ved (i huj og hast) at snige sig uden om landets egen grundlov.

Der er al mulig grund til at tillægge de idealer, der ligger bag Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens trosfrihedsparagraf en væsentlig vægt. Netop dette bør i denne time afvejes med visse politikeres bestræbelser på at få disse internationale idealer ’skrevet ud af dansk lov og ret’. Man bør i Danmark med henblik på sagen om omskæringer især bemærke den bestemmelse i konventionen, som omtaler ’uafhængige og upartiske domstole’ (artikel 6, stk.1). Denne paragraf er af Menneskerettighedsdomstolen blevet undergivet en ret vidtgående, udvidende formålsfortolkning, som efter borgernes mening burde have været anvendt i forbindelse med den Højesteretssag om ’statens indtrængen i kirken’ d. 23. marts 2017. Her stilles der nemlig skarpt på upartiskhedsbegrebet og det deraf udledte krav om, at det ikke er tilstrækkeligt at dommere rent faktisk kan lade sig påvirke af uvedkommende hensyn, men at det også udadtil, uden rimelig tvivl, skal fremstå således!

Hele denne fremgangsmåde med henblik på regeringens stilling til det grundlovsstridige i et forbud mod omskærelser aftegner det mørke mønster, der er at spore i den såkaldte ’midnatslov’. Om denne lovs 32 paragraffer, som trådte i kraft nytårsnat, er det værd at afveje disse nye religionsbestemmelsers forhold til, hvad der er sket, både i nyere tid og under 2. Verdenskrig i Europa. Om dette handler spørgsmålet:

 

ER NYE NÜRNBERGERLOVE PÅ VEJ I DANMARK?

Den for nogen tid siden gennemførte irske grundlovsbestemmelse om indførelse af et nyt ægteskabssyn og en ny opfattelse af familien vil på længere sigt kunne føre til en forberedt forfatningsmæssig ’korrekt’ forfølgelse af landets anderledes troende. Nemlig dem, som har den bibelske opfattelse af ægteskabet og familien bestående af en far, mor og børn.

Den 4. bestemmelse i den 41. artikel af den irske grundlov lyder fra nu af sådan: "Et ægteskab mellem to mennesker af samme køn vil have samme status under grundloven som et ægteskab mellem en mand og en kvinde. Et ægteviet par af forskellige køn eller af det samme køn vil blive anerkendt som en familie og er berettiget til grundlovens beskyttelse for familier."

Eftersom Irland er det første land i verden, der (som det her er sket) har gennemført et nationalt referendum for at få en homo-bestemmelse indført i landets grundlov, er det af betydning at undersøge, hvad en sådan bestemmelse indbefatter. Især den del af bestemmelsen, som siger, at den homoseksuelle opfattelse af familien ’er berettiget til grundlovens beskyttelse’.

Det er ubestrideligt, at den irske, katolske kirkes indflydelse på dette skæbnesvangre valg er blevet svækket ved de mange tilfælde af pædofile og homoseksuelle præsters overgreb på børn og unge, og at de kirkelige homo-ovetrædelser er selve baggrunden for, at ’den kristne opfattelse’ af familien nu – som en grundlæggende faktor – har måttet vige for et andet menneskesyn. Ja, det ser ud som om, at de mørkeste lidenskaber gennem årtier (med en dæmonisk beregning) har udvirket dette præstelige utugtshærværk, for bedre at kunne slå til, hvor kirkens røst ved denne synd var bragt til tavshed!

 

EN NY HERRERACE

En hvilken som helst lov, som fremover (med henblik på samfundets familiemønster) søges gennemført i Irland, skal fra nu af (uimodsigeligt) sammenholdes med den nye bestemmelse, som det irske folk i maj 2015 har ønsket indført i deres lands forfatning. Denne (for hele verden tydelige og iøjnefaldende) konfrontation mellem to vidt forskellige opfattelser af begreberne ’ægteskab’ og ’familie’ vil i al fremtid berøre enhver ny lov, der i det irske parlament skal vedtages, stadfæstes og offentliggøres… og (uden undtagelse) kan og skal alle lovforslag af den art fremover nøje sammenholdes med den nye grundlovsbestemmelse. Der vil herefter ikke (fra modstandernes side) kunne sættes noget spørgsmålstegn ved de nye homo- og kønsidentitetselementer, hvormed den globale militante homobevægelse vil invadere det irske samfund. Med den irske (for de homoseksuelle fuldt ud politisk, socialt og religiøst tilfredsstillende) grundlovsbestemmelse, er det irske samfund blevet dybt inficeret med en ny samfundsfarlig ideologi. Kun få har bemærket, at det er en ny ’herrerace’, som her er på fremmarch. Hvad der skete i Irland i går, vil med forøget styrke søges gennemført i Danmark i morgen… og her må historien tale sit eget magtfulde sprog: Er det, som nu er sket i Irland, en gruopvækkende afspejling af det, som skete i Tyskland før ’den forfatningsmæssig korrekte forfølgelse’ af jøder og kristne, kunne iværksættes? Lad mig søge at besvare dette spørgsmål.

 

ARTSBESLÆGTET BLOD

Den 15. september 1935 blev det i det tyske ’Reichsgesetzblatt’ (som svarer til det danske ’Rigsdagstidende’) offentliggjort, at ’en rigsborger er kun den statsborger af artsbeslægtet blod, der ved sin adfærd beviser, at han er indstillet på og egnet til at tjene det tyske folk og det tyske rige’ (§ 2). Der synes (sådan forekommer det mig) at herske en uhyggelig lighed mellem denne ’Nürnberger-lov’ og de ’ligestillingsprincipper’, som i maj 2015 blev indført i den irske, konstitutionelle lovgivning, og hvis denne lighed er et spejlbillede af, hvad ligestillingsfolkene vil have gennemført i Danmark, varsler den irske grundlovsændring dette århundredes største forbrydelse – og her bør ingen dansk borger sidde med hænderne i skødet.

Med vedtagelsen af de såkaldte Nürnberger-racelove i 1935 mistede de tyske, jødiske borgere på grund af deres religion og afstamning deres sidste beskyttende værn over for ’dyret’: De mistede deres borgerlige rettigheder! Af samme grund – altså en absolut og ubestridelig historisk begivenhed, som fandt sted for kun et slægtled siden, - bør de troende i alle nationer i denne time, hvor den internationale lovgivning har forrygende travlt med at indføre nye antikristelige bestemmelser i alle landes grundlove, være på vagt. "Jeg vil stille mig på vagt og spejde," erklærer profeten Habakuk, og tilføjer "for at se, hvad Han (Gud) vil sige til (oprindeligt: ’i’) mig" (v.2). – De vil da til deres forfærdelse opdage, at splinternye, internationale og nationale ’Nürnberger-love’ er undervejs! Det er ikke synligt for alle, og flertallet vil hævde, at ’noget sådant ikke er tilfældet’ – men de, der ikke forlader deres post men vedbliver (som Habakuk siger) ’at spejde’, vil – selv på afstand – kunne iagttage nogle absolut antikristelige ’principper’ som allerede er blevet indført i deres nationale konstitutioner… og hvis de spejdende fokuserer rigtigt, vil de til deres endnu større forfærdelse opdage, hvad disse nye Nürnberger-loves egentlige intention er. De nye bestemmelser har ikke ændret hensigt! De vil – som Nürnberger-lovene i 1935 ’skabe et herrefolk’, der ved gældende lov er blevet udrustet med den legale ret til (ikke kun at diskriminere) men åbenlyst og legaliseret at forfølge en bestemt gruppe af andre borgere på grund af deres tro og (åndelige) afstamning. De vil hævde, at deres (genetiske) art er ’den normale’ – og at den anden form for familiemønster og befrugtning ikke er (som i Det Tredje Rige) ’artsbeslægtet’ med deres livsstil.

For de fleste forekommer det usandsynligt, at der bag det trygge, godtroende, danske sommerlandskab lurer lovgivningskræfter, som forbereder bestemmelser af samme art, som dem, der blev gennemført i Tyskland i 1935 og som fik ’et første fodfæste’ i den irske konstitution i maj 2015. Om dette siger Skriften: "Men ligesom han, der var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter Åndens orden, sådan også nu" (Gal.4:29). Der er altså åndeligt set tale om to forskellige ’ordener’ – som ligger i modstrid med hinanden – ja, ingen, selv de mest liberale og humanistisk indstillede teologer - kan komme uden om, at apostelen her taler om en legaliseret, korrekt forfølgelse! Ligeledes må enhver oprigtig bibellæser indrømme, at apostelen understreger, at ’som det var dengang, sådan er det også nu’ (ligesom han… dengang forfulgte, sådan også nu…v.29). Hvad vor tids efterfølgere af Kristus imidlertid bør være opmærksomme på, er den brutale kendsgerning, at hvad i sin tid udformede sig på det snævert-individuelle og begrænset-personlige plan, ved tidernes afslutning fremstår som en hvæsende drage. Den efterstræbelse, der i tidernes morgen foregik inden for en enkelt families rammer (Abrahams slægt), udvikler sig (vokser i omfang og størrelse) og fremstår til sidst som et globalt uhyre. For at sige det med andre ord: Den lovmæssig ’korrekte forfølgelse’ er en realitet – og den er globalt! Den vil imidlertid blive yderligere grundlovsbefæstet, proklameret, retfærdiggjort – og med bestialsk vold og magt gennemført! Nürnberger-lovene blev iværksat i 1935 – og da forbryderne blev hængt efter Nürnberg-processen i 1946, var alle tiders ugerning sket! Er det et sådant tiår, der nu ligger foran os? Hvem vover i denne time at skjule sig i mængden? Det er på høje tid at melde sig til tjeneste…

 

DEN GAMLE SLANGE

Apostlenes lære er klar som solen, at de, som Den opstandne Herre (i denne time) kalder til ’at stå Satan imod’ (Jak.4:7) bør indse, at deres modstander nu opererer med et forfølgelsesprogram, hvis sigte er både ’artsbetonet’ og globalt! Derfor siger Skriften: "Den store drage, den gamle slange, som hedder djævelen og Satan, forfører (nu) hele verden" (Åb.12:9). "Den forholdsvis uskyldigt udseende slange," (forklarer de, som i sandhed forkynder Guds Ord) "der på tomandshånd talte indsmigrende med kvinden i Edens Have, har med årene ændret både størrelse og udseende. Som en kamæleon har den skiftet farve; den er nu ’rød’ (som farven i det danske flag den dag, korset fjernes …v.3). Den har ikke længere kun ét hoved (som da den i Skabelsens første dage ’underholdt sig’ med Eva). Nu har den ’syv hoveder’ (v.3). Ej heller er deres hoveder – som i Edens Have – blanke og glatte. Nu har de ’ti horn’ og på ’hvert eneste af dens syv hoveder glimter en gylden krone’ (v.3). Dette er det bibelske ’religiøst-politiske uhyre’, som de troende skal kæmpe mod i de sidste dage – og det nytter ikke, at de skjuler sig bag fromme vendinger og fortsat fortæller deres naboer, at ’det udyr har vi ikke noget at gøre med’. Skriften siger nemlig, at det ildrøde bæsts identitet ikke har ændret sig. Slangen og dragen er én og samme person. "Han hedder djævelen og Satan’ (v.9).

De, som mener, at det er ’at gå for langt’ at advare mod indførelsen af love, der henviser til en privilegeret ’herrerace’ af ’artsbeslægtede’ borgere, burde have været til stede på den solrige junidag i Berlin i 1935, hvor 208 mænd og kvinder af Gestapo blev marcheret gennem hovedstadens gader. Det var ’de uønskede’, der ’besmittede’ de ’artsbeslægtede’ borgere ved deres ’forræderiske ægteskaber’. Tre måneder senere blev Nürnberger-lovene indført… og en stor gruppe borgeres medfødte borgerret blev med Hitlers pennestrøg fjernet. Og det var fra det øjeblik en forbrydelse at ’indgå ægteskab’ med andre borgere, der ikke var ’af samme art’ – ja, havde ’samme blod’ – ja, beviste samme livsstil som den hedenske ’slægt’, der omgav deres.

Alle danske borgere, som har hjerte for vort lands kristne værdier, og som er parate til at stride for den 4. paragraf og den 67. paragraf i Danmarks Grundlov, bør (som nævnt) være mere end opmærksomme på den korte tekst, som d. 15. september 1935 blev offentliggjort i det tyske statsorgan, ’Reichsgesetzblatt’ (der som omtalt svarer til det danske ’Rigsdagstidende’). Her stod følgende (for al fremtid ildevarslende) tekst, som var forfattet af Det Tredje Riges lovløse lovgivere og som her absolut bør gentages: ’…en rigsborger er kun den statsborger af artsbeslægtet blod, der ved sin adfærd beviser, at han er indstillet på og egnet til at tjene det tyske folk og det tyske rige." Det vil sige, at den tyske statsborger fra denne mørke septemberdag ikke længere kunne regne med, at han var ’rigtig statsborger’ (’rigsborger’), hvis han ikke opfyldte klart angivne betingelser m.h.t. sin ariske herkomst, samt at han selv ved sin åbenlyse livsstil (adfærd) kunne bevidne, at han havde ’den rigtige indstilling’, og at han (både fysisk og moralsk, religiøst og politisk) ’var egnet’ til at opfylde de nye grundlovsbetingelser, der var indført. Imidlertid blev det ved Nürnberger-lovens vedtagelse yderligere forbudt jøder og ikke-jøder at gifte sig! Det vil sige, at bestemte former for ægteskab blev straffet med fængsel (tugthus). Forbuddet gjaldt alle borgere – også de gode ’rigsborgere’ (som gjorde deres livs fejltagelse ved at indlede en forbindelse med en af ’de uønskede’…). Spørgsmålet er derfor nu: Har denne historiske hændelse noget at gøre med den bibelske forudsigelse, at der på et givet tidspunkt vil fremstå lovgivere, der forbyder visse former for giftermål? (1.Tim.4:3)

 

DEN RABIATE PÅSTAND

Adskillige vil betragte det som en rabiat påstand, at jeg sammenligner Det Tredje Riges Nürnberger-loves ’forbud mod ægteskab’ med de såkaldte ’homo-gender-principper’, der i maj 2015 blev indført i den irske grundlov og fra nu af med voksende iver søges indført i dansk lovgivning. Mit udgangspunkt er imidlertid følgende skriftafsnit: "Løgnagtige lærere… der er brændemærkede i deres samvittighed… forbyder ægteskab" (1.Tim.4:3).

For virkelig at kunne fatte, hvad der skjuler sig bag denne dybt debatterede sætning i Ny Testamente, fordres (naturligvis), at den er nøjagtig i sin oversættelse! Så vidt jeg har kunnet forske (ud fra mine gode, gamle opslagsværker) er der her ikke tale om ’at forbyde ægteskab’ (som en institution) men om at forbyde ’at gifte sig’ (som en individuel handling). Den katolske kirke forbyder f.eks. ikke ægteskab (i almindelig forstand) – men den forbyder den enkelte præst at gifte sig… - Bedre bliver det ikke, når det med forfærdelse må konstateres, at vor seneste oversættelse af 1. Korintherbrev, hvor apostelen taler om den frihed, som en far har til (hvis han ønsker det og ikke er under nogen form for tvang) at ’bortgifte’ sin datter (7:36-38) har ændret identitet. Her har de moderne oversættere fra Det danske Bibelselskab tilladt sig at udskifte ’Faderen, der bortgifter sin datter’ (v.38, gl. overs.) med den person, ’der gifter sig med hende’ (v.38 ny, autoriseret oversættelse). Det vil sige, at bibelselskabsoversættelsen (med denne åbenlyse fordrejning af teksten) slipper af med pigens far og dermed det gammeldags begreb ’at bortgifte’. Eftersom det imidlertid er netop det ord (’bortgifte’), der her er på tale, når apostelen stiller skarpt på det endetidsfænomen, der et andet sted er blevet gengivet med betegnelsen: ’forbyder ægteskab’… opstår et af bibelselskabet påført forklaringsproblem, som jeg afsluttende kort vil belyse.

Det er Bibelens budskab, at ide sidste tider skal der ’fremstå lærere’, som vil forbyde visse familier at give deres unge døtre bort (egtl. ’give dem ud af huset’) – måske (som jeg her antyder) i ægteskab med en bestemt gruppe personer, der på det tidspunkt kunne synes at være anset som ’en pest’ for deres omgivelser (Ap.G.24:5). "Det vil således ikke være et generelt forbud," (har jeg tidligere forklaret, "thi det hedder om den samme afsluttende periode i Guds husholdning, at ’som det gik i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage: ’De spiste, drak, tog til ægte, blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og ødelagde dem alle’ (Luk.17:26-27)." Som det imidlertid var tilfældet med Nürnberger-lovene i Det Tredje Rige i 1935, kunne det også i vor tid blive ’de rette rigsborgere’ forbudt at lade deres unge indgå ægteskab med den slags ’uønskede borgere’, der ’ved deres religion og adfærd’ beviser, at de ikke er loyale over for det herskende system – ja, det kunne i den nærmeste fremtid gå så langt, at hvis ’de uønskede borgere’ ikke er (som det hed i Nürnberger-lovene) ’artsbeslægtede’ (altså med de samme 'medfødte gener’), sådan som det nu fremstilles som værende tilfældet med den privilegerede, homofile klasse) – vil kunne risikere at blive anbragt på den sorte liste med hensyn til at kunne skabe nye familier. Som i 30’ernes Tyskland kunne ægteskab ’af den art’ blive forbudt.


TILBAGE