RETSOPGØRET
202
 

NY GRUNDLOVSKAMP ER BEGYNDT

Tirsdag, d. 5. juni 1849, kl. 11:00 om formiddagen underskrev Kong Frederik VII på Christiansborg den nye Grundlov. Nu nærmer dette års grundlovsdag sig (tirsdag d. 5. juni 2018). I år kalder grundlovsforeningen på denne dag til grundlovsmøde i Horsens, hvor det vil blive besluttet og bekendtgjort, at de frikirkelige kristne stiller op til en ny fase af kampen mod de kræfter, som (ved gennemførelsen af midnatsloven på nytårsnat ved indgangen til 2018) undergraver – ja, overtræder Danmarks Grundlov!

I Horsens er en horsensianske udgave af det engelske ’Speakers Corner’ i Hyde Park (nemlig ’den talende sten’) blevet opsat på Søndergade i midtbyen. – Det vil eventuelt fra denne offentlige talerstol (placeret præcis foran det gamle rådhus) at grundlovsmødet d. 5. juni vil finde sted kl. 16:00. Et grundlovsaftenmøde vil blive arrangeret kl. 19:00 på en senere angiven adresse.

Ét af de emner, som på den dag vil blive sat under lup, er det store og afgørende spørgsmål, om Danmarks Grundlovs største princip - tredelingen af statsmagten - brutalt er blevet fejet til side, da den danske stat (på den første dag i det nye år) iværksatte en lov, som tydeligt og ubestrideligt træffer en konstitutionel afgørelse i en 150årig sag, hvorom de første indledende drøftelser end ikke er begyndt.

Om dette er følgende at forklare: (hvilket vil blive nærmere belyst på grundlovsdagen):

 

ENEVÆLDENS STORE KRITIKER

Den såkaldt ’lovgivende magt’ er strengt adskilt fra ’den udøvende magt’, hvilket angives som en slags ’præambel’ allerede i Danmarks Grundlovs 3. paragraf. Her står (printet med en jerngriffel), at ’den lovgivende magt er hos kongen (regeringen) og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen (regeringen). Den dømmende magt er hos domstolene’.

Denne tredeling af magten går helt tilbage til de blodige revolutionsdage i Frankrig i 1789 - og den danske politiker, der i dag drister sig til at bevæge sig ind på dette trefoldige, indhegnede, pigtrådsafspærrede område, betræder ’hellig jord’.

Af den grund tør det påstås, at de ’parlamentariske’ hærværksmænd, som iværksatte ’midnatsloven’ nytårsaften til året 2018, har trådt netop dette ophøjede grundlovsideal i sølet. De har ikke læst den franske, politiske forfatter Montesquieu (18. jan.1689 – 10.feb. 1753)…

Montesquieu var en skarp kritiker af den slags ’enevælde’ (som danske politikere for tiden atter søger at indføre i Danmark). I sit banebrydende værk ’Om Lovens Ånd’ (som synes at være totalt ukendt læsestof for folketingets medlemmer) redegjorde han for, hvordan magten i en stat måtte opdeles i tre: Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Tillad mig derfor i den aktuelle situation at citere fra Montesquieus hovedværk (fra Erik Rasmussens ’Det gode Samfund’, Gyldendal s. 37-40).

 

UNDERTRYKKELSENS FILOSOFI

I det lidt gammeldags danske sprogbrug gengiver jeg et par af de mere end 300 år nedslidte, franske sætninger (med mine egne kommentarer). De lyder således: "Der er i enhver stat tre arter af magt: Den lovgivende magt (med hensyn til de ting, der vedrører folkeretten) og den udøvende magt (med hensyn til de ting, der vedrører den hjemlige ret). Man kan kalde den tredje magt for: ’Den dømmende magt’…

Montesquieu fortsætter (og det er i dette følgende afsnit, at han afslører selve filosofien bag denne form for statsstyre): Den politiske frihed er for en borger den sindets ro, som kommer af den forvisning, enhver bør kunne nære for sin egen sikkerhed.

Afsnittet har følgende tilføjelse: "For at man skal have denne frihed, må styret være sådan indrettet, at ingen borger behøver at frygte nogen anden borger."

(Denne erklæring, mener jeg, bør ikke ’stå hen’ uden at få en kommentar med på vejen…) – Den nye religionslov giver ikke (hverken de danske jøder eller landets frikirkelige borgere) den ’sindets ro’, som den franske revolutionsforfatter giver udtryk for. De nye, barske regler om ’registreret kontrol af menighedernes medlemmer’ skaber ikke den forvisning, som enhver borger bør have med hensyn til sin personlige sikkerhed. Tværtimod, overvågningsapparatet stiller mere og mere skarpt på den enkelte borger og hans personlige overbevisning og tro, og den franske, politiske filosof er bidende aktuel i sin analyse af ’magtens tredeling’).

Med de danske folkevalgtes politiske indtrængen i jødernes og frikirkernes ritualer og gudstjenester falder ’tredelingsfilosofiens’ ophøjede og gavnlige formål til jorden. "Styret bør være således indrettet," siger Montesquieu, "at ingen borger behøver at frygte en anden borger." Nye ’stasi-tilstande’ og Sovjetcensur – ja, faretruende overvågning er så skræmmende, at frygten breder sig. Den ene borger frygter den anden!

 

TYRANNIETS SAMVITTIGHEDSLØSHED

Som ingenlunde før er øjeblikket kommet, hvor de danske frikirker og de jødiske troende bør citere den franske, politiske tænker fra 1800-tallet. Han siger (citat): "Når den lovgivende og den udøvende magt er forenet i én og samme person eller ét og samme regeringsorgan, er der ingen frihed; thi man kan frygte at den samme monark (magthaver) eller det samme senat (folketing) giver tyranniske love og praktiserer dem tyrannisk."

Et sært (næsten profetisk) spejlbillede af majestætens og mediernes magtfulde herredømme, som (efter nytårsnatten til 2018) med tyrannisk samvittighedsløshed knægter ethvert forsøg på at virkeliggøre den frihed, som ’tredelingen’ garanterer.

Den franske, politiske tænker fortsætter (citat): "Der er heller ingen frihed, hvis den dømmende magt ikke er adskilt fra den lovgivende! Hvis den er forenet med den lovgivende, vil magten over borgernes liv og frihed være vilkårlig, thi dommeren vil være lovgiver. Hvis den er forenet med den udøvende magt, vil dommeren få en undertrykkende magt."

Dette første lys, som for et par hundrede år siden blev kastet ud over den nyopståede frihedslovgivning, er i dag af højeste betydning for Danmarks jødiske og frikirkelige borgere. Er det sådan, at danske lovgivere (i en dyster midnatstime ved indgangen til 2018) har forgrebet sig på netop dette historiske princip og med en uhørt dristighed ved iværksættelsen af en ny religionslov – har spillet både ministre, dommere og politi? "I så tilfælde," siger Montesquieu, "er borgernes frihed i fare, og dansk lovgivning er fra den time at betragte som ’vilkårlig og undertrykkende."

"Alt vil være tabt," erklærer Montesquieu, "hvis den samme mand eller den samme forsamling af styrende… udøver disse tre arter af magt: Magten til at give love, magten til at udføre offentlige beslutninger og magten til at pådømme forbrydelser."

… hvilket vil sige, at hvis en regering (efter 150 års ventetid) beslutter sig til (som en enestående handling) ’at ville opfylde den løfteparagraf, som siger, at de danske trossamfund, som er uden for folkekirken, skal have deres forhold ordnet nærmere ved lov’ (grl.§ 69) – så kan den ikke påbegynde denne store opgave ved den 1.jan. 2018 at udstede en ’midnatslov’, som den herefter med politimyndigheder skal udføre og siden hen som dommer skal straffe eventuelle overtrædere…

"Hvis et sådant handlingsforløb finder sted," siger Montesquieu, "så er alt tabt!"

Er dette den i øjeblikket foreliggende situation i Danmark? Lad mig prøve at besvare dette spørgsmål:

 

DANMARK EN KONFESSIONEL STAT

Den danske stat er – om man vil det eller ej – en såkaldt ’konfessionel stat’. Kirkens og kristendommens fjender hader dette udtryk; de er af hjerte og sind, tanke og handling forbitrede modstandere af netop dette begreb. ’En konfessionel stat’ vil nemlig sige, at folket og dets øvrighed i landets konstitution åbent bekender sig til (som i dette tilfælde) en bestemt, kristen, protestantisk tro.

Dette ’konfessionelle’ forhold er imidlertid – før noget andet – fra første færd blevet slået fast i en af grundlovens allerførste bestemmelser. Den evangelisk-lutherske tro skal alle vegne og til hver en tid (indenfor Danmarks grænser) understøttes, beskyttes og fremmes af staten!

Denne bestemmelse vedrørende Danmarks officielle statskirke (som stadig er gældende og ikke på nogen måde kan sættes ud af kraft) er tillige et kraftigt værn for de evangeliske frikirker, som i deres kristne tro ikke er i nogen modsætning til Den Apostoliske Bekendelse (som også er et hovedelement i den evangelisk-lutherske lære). Dette beskyttende forhold fremhæves ved, at statens overhoved, Danmarks Dronning, skal tilhøre denne samme evangeliske tro!

 

EN MARKUS-HANDLING

At dette forhold ikke er en ny tanke fremgår af grundlovsfædrenes forhandlinger i 1849. Her blev det nemlig af rigsdagsmedlemmet Scheck stillet et ændringsforslag til den tekst, som omfatter folkekirkens forhold til staten. "Jeg foreslår, at følgende tekst indsættes," erklærede Scheck: ’De af staten anerkendte trossamfund understøttes af staten’. Anerkendelse sker ved lov!" Det vil sige, at de evangeliske, frikirkelige menigheder (som ved den nye ’midnatslov’ efterjages af staten) i så tilfælde ville stå under samme grundlovsbeskyttelse som landets evangelisk-lutherske kirke. Ikke mindre end 37 (ud af de 80 rigsdagsmedlemmer) stemte for dette forslag…

En ny lov om de danske jøders og Danmarks frikirkefolk kan derfor næppe gennemføres uden en grundlovsændring. Da må (så vidt jeg kan se) hele den 69. paragraf slettes; den siger jo, at frikirkernes og jødernes forhold ’skal ordnes nærmere ved lov’. Det vil sige, at ’en sådan ordning’ ikke kan foretages ved nogen direkte gennemført og iværksat lovregulering (af disse samme borgeres forhold) ’uden om’ den grundlovsbestemmelse, som omtales i denne sag.

Dette er imidlertid sket nytårsnat – hvilket er at betragte som en illegal handling gennemført i nattens mulm og mørke!


TILBAGE