RETSOPGØRET
199
 

USAND, UANSVARLIG, UANSTÆNDIG – OG UFORSKAMMET!

Den nye religionslov, som jøder og kristne i Danmark for fremtiden skal ’indordnes under’, er (ifølge borgernes mening) det mest nedgørende eksempel på statens manglende forståelse (- ja, direkte foragt) for landets jødiske og frikirkelige borgere.

Det i februar 2015 fungerende ’trossamfundsudvalg er et par år senere nået til den ulyksalige konklusion, at de som et lovbegreb mener at kunne formulere en definition på, hvad det vil sige at være jøde eller dansk frikirkelig borger i Danmark.

Den definition, som folketinget fik ophøjet til lov (nytårsnat til 2018) er imidlertid så langt ude, at det forekommer ubegribeligt, at der i det siddende udvalg har været to professorer i religionshistorie, en professor i systematisk teologi og en professor i religionsteologi. At disse – og andre juridiske og eksperter i retskulturer – efter flere års arbejde er kunnet blive enige om at fremlægge en definition (på bl.a. jøder og evangelisk-kristne, frikirkelige borgere i Danmark) som ’fællesskaber, der samles om en tro på magter’, er uhørt i det historiske forhold mellem stat og kirken i Danmark.

Af den grund frasiger de 300 borgere (i foreningen med Grundlov skal Land bygges) sig ved et (på generalforsamlingen 7. april 2018 i Horsens) fremlagt manifest en sådan definition. Den er usand, uansvarlig, uanstændig – og uforskammet!

For de læsere, som mener, at så stærke ord bør man (som en god kristen) ikke anvende om nogen verdslig lov, tillader jeg mig at forklare følgende:

 

STATSFORDREJET KARAKTERISTIK

Ikke kun de 300 borgere i grundlovsforeningen er (og vil fremover være) dybt beviste af denne uanstændige, statsfordrejede karakteristik af deres tro og religiøse overbevisning – men en fælles borgersamvittighed hos talrige danske troende, som er omfattet af Grundlovens trosparagraf 67, vil (i denne time) være parate til at give til kende, at de aldrig vil aflevere denne frigørende forfatningsbestemmelse til udsalgspris! Landets ophøjede, øverste konstitution er ikke til salg! Også fremover skal der i kongeriget herske en nøje afmålt – ja, fornem afstand mellem ’almindelig lov’ og Danmarks Grundlov.

Dette er ét af hovedpunkterne i det (på den nævnte april-forsamling) fremlagte manifest; dette indeholder syv artikler – og hver eneste af disse fastslår, at denne usande, uansvarlige og uanstændige definition af den jøde-kristne tro hos danske borgere uden for folkekirken, er en bespottelse af nogle af Danmarks højest vurderede værdier!

Om dette er yderligere at bemærke:

"Udvalget har overvejet," hedder det i den nye religionslovs bemærkninger ’om formuleringen ’transcendente magter’ ville være mere hensigtsmæssig" (1564: 2.2.1. s.115).

Til en sådan ’overvejelse ’ må de nytestamentligt troende, frikirkelige borgere i Danmark tage til genmæle ved at betone, at der her hersker en uoverstigelig kløft mellem ’den statslige visdom’ og så den indsigt, der tales om i det nationalkirkelige bekendelsesskrift (der ifølge Danske Lov fortsat er Bibelen). Her står bl.a. skrevet, at ’visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter – fri for partiskhed og hykleri… ja, retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred! (Jak.3:17-18).

 

BORGERSAMVITTIGHEDEN HAR DET DÅRLIGT

Set ud fra denne ’freds- og retfærdighedserklæring’, som er borgermanifests dybeste hensigt, har statens udvalg med sin midnatslov defineret (ikke blot de jødisk-kristne troende borgeres – men) deres egen utrygskabende rolle i den holdning, som den verdslige øvrighed fremover vil indtage i det historiske, gammelkendte forhold: Stat-Kirke.

Dette er (mener jeg) en klar overtrædelse af grundloven, som i sin 67. paragraf ’giver borgerne ret til’ at definere deres egne fællesskaber ud fra deres personlige overbevisning.

Borgersamvittigheden må derfor overalt i riget rejse sig for at fjerne disse formørkede kendetegn, som den nye religionslov har gjort til selve ’varemærket’ på danske borgeres jødisk-kristne tro. Grundlovens trosfrihedsparagraf hæver sig højt over den lave forståelse – denne ’visdom’, der kommer nedenfra - … disse højtråbende politiske ambitioner, der mere synes at være drevet af kødelige drifter og motiver end en parlamentarisk omsorg for rigets egne børn.

 

KORTSYNET FREMGANGSMÅDE

Som eksempel på, hvorledes forholdet er til blandt trosfrihedsparagraffen i andre lande end Danmark, har statens embedsmænd i forarbejdet til den nye, danske religionslov omhyggeligt beskrevet den såkaldte ’lovregulering’ for bl.a. jøder og frikirkelige kristne i de øvrige nordiske lande.

"Forholdene i disse lande ligner af historiske grunde Danmark," hedder det (1564: s.49) – og dermed står fortalerne for den nye 2018-lov pludselig med et islandsk lovforslag (om seks måneders fængsel for jøder, der følger en århundredgammel, religiøs jødisk tradition) … hvilket altså ifølge Den Blå Betænkning (citat): ’giver det bedste grundlag for sammenligning’ (1564: gældende ret stk.4).

Denne fremgangsmåde er (efter borgernes mening) kortsynet og utilstrækkelig; når internationale grundlovsforhold juridisk skal sammenlignes, bør det ikke kun ske mellem nationer, hvor gryden har kogt over den samme ild! Nej, ’Frankrig 1789’ råber højt. Europa og de mange nye stater på verdenskortet blander sig i koret.

Det er sådan med henblik på bl.a. jødernes altafgørende danske borgerret (til at udøve deres ritualer helt efter deres egen overbevisning) værd at bemærke, at netop denne dybt-danske grundlovsret hører til de garantier, som regnes for de ’mest fundamentale’ for den danske stats fulde, frie form og førelse.

Den tyske forfatning er i den henseende en slags prototype på, hvilke ændringer politikerne hen ad vejen kan tillade sig at foretage i landets grundlov. Ifølge den tyske konstitutions 79. artikel ’er det simpelthen forbudt at foretage ’relative revisioner’ i artikler, som har den mindste berøring med forfatningens 1. og 2. paragraf. (Hovedprincipperne i f.eks. den 20. artikel i den tyske grundlov er alle sådanne, som i bund og grund er fundamentale med hensyn til regimets demokratiske karakter – og her er trosfrihedsbestemmelserne højt placeret

Den tyske grundlov har hermed sat et eksempel! Vedrørende disse såkaldte ’materielle begrænsninger’, som krystalklart er forbundne med borgernes fundamentale rettigheder, så taler grækerne i dag (som fordum) samme sprog (artikel 110). I Portugal har man i samme henseende lagt eventuelle lovløse politikere i en bestemt grundlovsartikels jern (artikel 288). I Brasilien er alle grundlæggende bestemmelser urørlige (artikel 60). I den Tjekkiske Republik er bare tanken om at revidere grundloven at betragte som en helligbrøde (artikel 9). I Rumænien er ethvert sådant forsøg blokeret (artikel 148)… og selv i Tunesien taler man (i det muslimske styre) om ’Folkets vilje’ (artikel 1 og 2). Overilede grundlovsændringer har heller ikke i Danmark store chancer (artikel 88) – og det er præcis revisioner af den art, som skal til, før jødernes og de frikirkelige kristnes trosfrihed kan anfægtes…

Når spørgsmålet (efter ’midnatslovens 2018) nu melder sig, med hvilken udtrykkelige borgerret den danske konstitution beskytter den enkeltes religiøse opfattelse (§ 4 og § 67) er det værd at bemærke, at den italienske forfatning ikke viger tilbage for at sætte en tyk, rød streg under, hvilken politisk ordning, den slår værn om. Den 39. artikel i den italienske grundlov erklærer, at (citat): ’den republikanske form (for landets styre) ikke kan udsættes for nogen konstitutionel forandring’! Den italienske forfatningsdomstol fremhæver endog denne beskyttelse, hvorefter ingen forfatningsbestemmelse kan tillade sig at stille noget spørgsmål ved det republikanske styre (citat): ’hverken dets principper eller dets ophøjede værdier’ (CCT, bestemmelse nr. 1146/1988, 2,1).

Dermed er det sagt! Den samme klare tale hviler (så vidt borgerne ser det) over Danmarks Grundlovs paragraffer, som kraftfuldt værner den danske borgers trosfrihed. "Borgerne har ret til," lyder indledningen til trosfrihedsparagraffen, og den ret kan ikke anfægtes. Dette er Borgermanifestets hovedtanke.

 

NÅR GAMLE HEGNSPÆLE FLYTTES

"Det er således at opfatte som en slags juridisk logik," (mener borgerne i deres manifest), "at hvis der gennemføres en ændring i grundloven ifølge § 88-regelen, som (punkt for punkt) er nedfældet i den danske forfatning, - så ejer grundlovsændringen den samme konstitutionelle magt og ophøjede suverænitet som den bestemmelse, den erstatter; de to paragraffer (den tilsidesatte og den nye) tilhører nemlig samme familie og kan derfor ikke være direkte i modstrid med hinanden; hvis dette var tilfældet, måtte der være én af disse to bestemmelser (den gamle eller den nye) der var helt galt afmarcheret.

Dette er værd at iagttage, hver gang ihærdige danske politikere giver sig i kast med at ville flytte ældgamle skel. "Flyt ikke ældgamle skel, kom ikke på faderløses mark, thi deres løser er stærk; Han fører deres sag mod dig!" (Ordspr. 23:10-11). Sådan lyder advarende Kong Salomons råd… og kejserens folk skal i disse dage vare sig, når de vil have flyttet hegnspælene på den mark, som tilhører et tolvstamme-folk, der kan forekomme ’svagt’ og ’faderløst’ (med iblandt jordens forhærdede og formørkede hedningenationer) – men som i virkeligheden har en forsvarer og en løser (en himmelsk far), der er stærkere end nogen ikke-jødiske magthavere, og som – hvis der rejses en ny rituals sag mod hebræerne – skal vise sig at være i stand til at føre sit jordiske ejendomsfolks grundlovsborgerret, så at deres modstandere vil opleve nederlag af en art og størrelse, som de ikke i deres vildeste fantasi har kunnet forestille sig.

For at sige det med Borgermanifestets ord: Danmarks Grundlov har med henblik på de jødiske ritualer for omskærelse (og de frikirkelige vielsesritualer mellem en mand og en kvinde) afstukket spillets regler. De politikere, som vil være positive ’medspillere’, kan ikke lave om på spillereglerne – men kan kun foreslå en mere praktisk måde at få spillet afgjort. Handler de anderledes (hvilket er sket ved Højesteretssagen om det kirkelige vielsesritual i 2017) så diskvalificerer de sig ved ikke at følge grundlovsspillets regler. De bliver grundlovsbrydere, og sagen mod disse ’sodoma-dommere’ er (om Gud vil og vi lever) endnu ikke er afgjort.

Borgermanifestets ide er afsluttende denne: "Når du ser lov og ret krænket på din egn, så undrer dig ikke over den ting," siger Ordsprogenes Bog og tilføjer: "Thi på en høje vogter en højere – og andre endnu højere vogter på dem begge."

 

ET ADVARENDE SPEJLBILLEDE

De, som mener sig i stand til ikke blot at ’rekonstruere’ men at ’rekonstituere’ den danske trosfrihedsparagraf – og dermed udføre en opgave, der stå på linje med grundlovsfædrenes store lovværk, er kommet på en vanskelig opgave. Eftersom en nytolkning af den oprindelige grundlovstekst om ’troens frihed’ mere er en viljeshandling i stedet for (som oprindeligt) en grundfæstet viden om troens og samvittigheds betydning, så står de moderne lovgivere med et overordnet ansvar vedrørende bevarelsen af trosparagraffens egentlige, oprindelige indhold og mening; de moderne ministre bestemmer da den nye orden! Og denne nye orden kan blive skæbnesvanger for Danmarks jødiske og evangelisk-frikirkelige borgere.

På denne baggrund henviser Borgermanifestet til det, som sker i den store verden – som et advarende spejlbillede, der viser baggrundshensigten med den nye religionslov.

Det udvalg, som den danske regering nedsatte i 2015 var (som det hedder): ’lovforberedende’. Det vil sige, at det skulle forberede en ’lovregulering’ og blandt andet de danske jøder og de evangeliske frikirkers forhold i Danmark (1564: 1.3.). Det lå i luften, at man også ’skulle gennemgå regler på andre relevante retsområder (2.3.)…

Det er i den forbindelse af interesse at bemærke, at fire år efter at Tyskland lå i ruiner (efter en mangeårig farlig politisk ideologis hærgen) så vendte lovgiveren i 1949 deres opmærksomhed mod en særlig artikel om ’landets borgeres fundamentale rettigheder’ (art. 93 af 23. maj 1949). Her behandlede man muligheden for ’at beskytte borgerne mod sig selv. Det vil sige, at man anbragte særlige, ubrydelige værdier og særlige institutionelle garantier uden for deres rækkevidde. (H.B. Winker: ’Tysklands Historie’ Fayard, 2005 s.577). Der havde nemlig hersket en vis uro omkring domstolen i Karlsruhe. Overgreb var foretaget af den offentlige myndighed – og grundlovsovertrædelser syntes at høre til dagens orden. Da opstod ’et højt borgerråb’ om at ’vende tilbage til forfatningens ordlyd’. I samme epoke opstod regelrette forfatningsdomstole i Italien (1948) og i Østrig (1945).

Det er i dette forvitrede spejlbillede, at visse danske politikeres højaktuelle og urovækkende forslag bør iagttages! De vil have Den Europæiske Menneskeretskonvention ’skrevet ud af dansk lov’. Menneskerettighedsdomstolen er imidlertid ikke en forfatningsdomstol – men den synes i øjeblikket for at være et betryggende borgerværn mod de politikere, der står bag den nye religionslov. Altså en sidste menneskerettighedsbastion, hvor fanen for grundlovens trosfriheds-ord endnu vajer: "Borgerne har ret til…". En sidste juridisk skjoldmur mod de brændepile, der fyger ind over retsstatens nedbrudte forsvarsværker.

Den såkaldte nye lovregulering af de danske jøders frie gudstjenesteforhold tillige med denne ’regulerings’ ubeherskede indtrængen i de danske evangeliske frikirkers vielsesforhold og menighedsledelse, fremkalder mørke minder om de forhold, der i det sydlige Europa herskede i bl.a. forholdet stat-kirke. Her indførtes nye retsstatsprincipper efter bitre år under autoritære regimer i Grækenland (1975) i Portugal (1976 og i Spanien (1978).

Disse landets trosfrihedsparagraffer blev sikret og konstitutionelt garanteret ved (som det hedder): ’upartiske, uafhængige dommere’. I Spanien hedder det fremdeles: "Enhver borger kan påkalde sig sin legitime borgerret, hvis staten går hans interesser for nær" (artikel 162). Borgernes trosfrihed er beskyttet (amparo) mod overgreb fra statsmagten.

(Den samme beskyttelse er givet de danske borgere, hvis staten angriber deres trosfrihed. Også de kan da påkalde sig deres legitime borgerret. Den dag, deres verdslige øvrighed vil overtage de troende borgeres gudstjenester eller snige sig ind i deres bibelske, kirkelige styringsstruktur, kan de på stedet nedlægge veto).

Det var tillige på denne baggrund (at der altså skulle holdes skarpt øje med dem, der ville stjæle folkets frihed) at der blev indført konstitutionel kontrol med magthaverne i Østbloklandene. Forfatningsdomstole blev oprettet i Polen (1989) derefter i hurtig rækkefølge (mellem 1990 og 1995) i Ungarn, Bulgarien, Albanien, Rumænien, Den Tjekkiske Republik, Litauen, Slovenien og Rusland.

 

POLITISTATEN LURER

Hovedsagen i de argumenter, som nu (af statens embedsmænd) vil blive lagt for dagen, vil kun have ét mål: Hvordan skal grundlovens trosfrihedsparagraf tolkes?

Borgernes stilling er klar! Netop i dette super-retsgyldige dokument (Grundloven) kan der ikke (uden borgernes udtrykkelige samtykke) ændres et komma! En hvilken som helst ’fortolkning’ kan ikke tillades at fordreje eller ’nyskabe’ den oprindelige tekst.

Den paragraf i midnatsloven-2018 ændrer grundlovens 67. paragraf ved at indføre denne nye ordlyd: "Der må ikke opfordres til eller foretages noget, der strider mod bestemmelserne fastsat ved lov eller i medfør af lov."

Denne formulering fremstår som et slags grundlovsveto (som de nye lovgivere ikke råder over) idet den totalt forandrer den frie lovens logik, som Danmarks Grundlov stadig besidder i sin 67. bestemmelse.

Hvis der nemlig i den oprindelige forfatningstekst foreligger en tavshed (grundloven er stum med henblik på begrebet ’at stride mod sædeligheden’) – så er det ikke op til en flok nye lovgivere ved en ny bestemmelse at sætte ’nye og mere moderne’ ord på det forhold, hvordan den stadig juridisk, konstitutionelle tekst ikke ytrer sig! En sådan fremgangsmåde smeder de lovskærpede våben, som de samme lovgivere sidenhen vil anvende mod borgernes trosfrihed.

Der kan være forskellige meninger om oprettelse af en forfatningsdomstol (sidste afskrækkende eksempel er den tyske forfatningsdomstols indførelse af ’et tredje køn’) – men ængstelsen for de ansvarsløse politikere, som nedtromler borgernes grundlovsrettigheder kalder på en oprørsk understøttelse af det begreb, som bedst kan udtrykkes med ordene: "Der gives ikke en demokratisk stat (også med hensyn til borgernes ret til trosfrihed) hvor der ikke er indført en retsstat – og hvor der ikke er indført en retsstat lurer politistaten omkring det næste hjørne

Dette er borgermanifestets stærkeste argument!

(Læs artiklen ’Et retsgyldigt dokument’ – under Profetisk Journal – og kom til generalforsamlingen i Grundlovsforeningen lørdag, 7. april kl. 14:00 i Horsens Frikirke i Horsens og til generalforsamlingen i Ny Pagts Fællesskab og Pilgrim Convoy fredag d. 13. april kl. 19:00, Lille Colbjørnsensgade 9, 1703 København.


TILBAGE