RETSOPGØRET
198


FORFATNINGSMÆSSIGT STORVÆRK

Der er visse love, som ikke kan gennemføres i Danmark ved den almindelige lovgivning – før der er sket en ændring af Grundloven.

Dette spørgsmål har (så vidt landets frikirkelige borgere kan se det) højaktuel interesse – ja, det er et spørgsmål, om netop en sådan overtrædelse har fundet sted ved iværksættelse af midnatsloven 2018?

Danmarks Grundlov forudser fra sin første levedag i februar 1849, at der vil forekomme visse behov for, at ændringer i den konstitutionelle tekst vil opstå. Tidsånden vil simpelt hen fordre revisioner af den art, blot skal borgerne sørge for, at den samme ånd ikke løber af med indholdet af det forfatningsmæssige storværk, som de lagde på bordet.

Derfor angives der også forskellige kategorier og måder, hvorpå folket kan tage direkte del i beslutningsprocessen og ikke blot ’høres’ for at deres såkaldte ’høringssvar’ derefter bliver bundlet, gemt bort i affaldssække for (når alt er gemt og glemt) at blive brændt.

Da det i dette tilfælde (m.h.t. den nye 2018-religionslov) drejer sig om en definitiv afgørelse (m.h.t. borgernes trosfrihed) kan det næppe forekomme, at en ordinær, almindelig lov gennemføres, inden at folket (ikke mindst alle de pågældende, frikirkelige borgere) har fået anledning til at lade deres mening i denne sag blive kendt. Det drejer sig jo ikke om en mindre, ordinær sag, men om et splinternyt statsprojekt, der fordrer en særlig kompetence for at kunne virkeliggøres – ikke mindst den afgørende faktor, at borgernes egen mening og afgørelse i denne sag komme fuldgyldigt til orde.

 

GRUNDLOVENS § 88

Det vil sige (vil jeg mene) at (citat): ’vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives et nyvalg til folketinget’ (grl. § 88). – Denne bestemmelse fortsætter: "Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler ved denne afstemning fastsættes ved lov."

Lovparagraffen om ’en ny grundlovsbestemmelse’ afsluttes med følgende: "Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 % af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov!"

Hvad denne sag drejer sig om er spørgsmålet om, hvordan Danmarks trosfrihedsparagraf (§ 67) behandles, når politikerne tager fat på at (som det hedder): ’regulere’ de forhold, som hersker mellem bl.a. staten og jøderne og de evangeliske frikirker i Danmark.

Selv i den yderst komplicerede, juridiske paragraf-verden er sagen om borgernes trosfrihed forholdsvis enkel – ja så elementært, at selv et barn kan forstå det: Den drejer sig om kejserens magt over folket – især hans herredømme over landets kirke og de troende borgeres forskellige opfattelser af evangeliet. Kogt ned til det mest enfoldige element er spørgsmålet dette: Er en regeringsbeslutning i denne sag (citat): ’blevet lagt frem fro folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse? (§ 88) Hvis ikke – kan der så på anden måde lovgives i dette spørgsmål?

Det synes som om en afgørelse på denne ophøjede sag om borgernes grundlovsbeskyttede trosfrihed ikke kan gennemføres på nogen anden måde end den, som Danmarks Grundlov selv bestemmer: Et vælgerflertal skal godtage en sådan lov, og en hvilken som helst anden ’regulering’ af borgernes samvittigheds- og trosoverbevisning kan ikke godtages på nogen anden måde. En afgørelse, som endog er ophøjet til lov, og som ikke er vedtaget efter reglerne om en grundlovsændring (§ 88) må (efter borgernes opfattelse) regnes for at være ugyldig.

 

EN GRÆNSE FOR GALSKABEN

Forudsætningen for at trosfrihedsparagraffen (§ 67) i Danmarks grundlov findes, må nødvendigvis være, at hvis den ændres (hvilket den ’dybt mørkeblå’ betænkning 1564 detaljeret stiler imod) så må og kan det kun ske på den måde, som Grundloven (til mindste detalje) selv beskriver (§ 88).

Nu er det imidlertid sådan, at der i stor stil etableres mere eller mindre uafhængige råd og nævn og udvalg med en overraskende judiciel myndighed – men som tidligere statsretsprofessor ved Københavns Universitet, Alf Ross, i anden lignende anledning skriver: "Men der må dog være grænse for lovgivernes magt i så henseende." Han fortsætter: "Forudsætningen må være, at de organer til hvilke magt betros, … er underkastet dansk jurisdiktion. Det vil sige, de er ligefuldt inkorporeret i det danske forfatningssystem; de står til ansvar for deres handlinger efter loven, og der er mulighed for at undergive deres akter judiciel kontrol, påtale magtmisbrug, straffe embedsforbrydelser og afskedige personer, der udfører deres hverv på utilfredsstillende måde."

Statsretsprofessoren slutter: "Hvis denne forudsætning ikke er opfyldt… ville det betyde, at danske borgere underkastes en myndighed, der ikke står til ansvar over for det danske retssystems højeste myndigheder, og det kan ikke være i overensstemmelse med grundloven.

 

FØR LOVLØSHEDEN SLIPPES LØS

Har den danske regering ved gennemførelsen af midnatsloven 2018 ændret eller omskrevet grundlovens bestemmelse § 67 om trosfrihed for alle danske borgere – jøder og frikirker – uden at følge den i konstitutionen foreskrevne måde? – Dette er borgernes fortsatte, intense spørgsmål: Kan de danske borgere påberåbe sig domstolenes beskyttelse, uden de mere voldsomme begivenheder indtræffer? Er denne påtale fra danske borgere forgæves – eller kan en værnende dom på forhånd sikres, inden de antisemitiske, antikristelige kræfter slipper løs?

Dansk Lov og ret må kunne indse, at store grupper af borgerretsinteresser berøres af den vedtagne nytårslov. Denne lovs egentlige grundlovsmæssighed må dog i denne sene time blive påkendt.

Det synes åbenbart, at Højesteret ved sin grovkornede kendelse i marts 2017 (hvor al ret over landets nationalkirke med ét slag blev overdraget til staten) ikke et øjeblik har opfattet den dybere åndelige tvist, der udgjorde selve grundlaget for sagen – altså danskernes personlige ret til at forsvare deres trosfrihed og indholdet af deres personlige trosbekendelse (over for en hærgende flok ligestillingspolitikere): Altså danske borgeres ret som individuelle personer, hvis dybeste religiøse overbevisninger blev anfægtet.

Grundloven blev ikke overholdt ved det retsopgør. Den fjerde paragraf blev voldtaget. Kammeradvokaten gjorde gældende, at folketinget er kirkens synode og kirkeministeren dens ærkebiskop.

Nu vender dyret (med blottede tænder) sig mod landets frikirker, der vil lide samme sørgelige skæbne, hvis de ikke (i denne sene time) rejser sig til modstand og med ånd og sjæl, skrift og tale og de stærkeste manifestationer – i tro og overbevisning – værner deres flokke og vender sig til Gud for at råbe på hjælp.

(Læs på www.noer.info under Profetisk Journal artiklen: ’En retsstat kan ikke jage jøderne på flugt’)


TILBAGE