RETSOPGØRET
197

STATEN VISER TÆNDER

Efter den mørke nytårstime, hvor himlen over de danske byer ved indgangen til 2018 oplystes af et storstilet fyrværkeri, går kampen med henblik på Danmarks Grundlovs trosfrihedsparagraf (§ 67) ind over det ganske kongerige. Staten vil som aldrig før vise tænder med hensyn til de danske jøders – og de danske frikirkelige kristnes religionsudøvelse.

I første tilfælde (vedr. jødernes gudsdyrkelse) vil det vise sig, om den danske statsmagt fremover vil tolerere den uigenkaldelige begrænsning, som Danmarks Grundlov har påbudt den med hensyn til dens ’herredømme’ over anderledes troende end den statslige doktrin.

Den nye midnatslov siger i sin 7. paragraf stk. 6, at der fremover skal foreligge ’en dokumentation af trossamfundets centrale ritualer’.

Statens folk er imidlertid udmærket klar over, at de frikirkelige evangeliske kirkesamfund ikke har mange ritualer. Derfor er staten tilsyneladende kun interesseret i to forhold: 1. Jødernes omskærelsesritual og de kristne, evangeliske kirkers vielsesritual.

I første tilfælde har Det jødiske Samfund allerede (i forbindelse med løfteerklæringen) ønsket præciseret ’hvilken lovgivning, staten refererer til’ (1564: 5.5.6, s.66) og i det andet tilfælde har biskoppen over Københavns Stift givet udtryk for (citat): ’at der bør tages stilling til konsekvenserne af en eventuel tilsidesættelse af løfteerklæringen’ (… hvis der altså foreligger ’en nægtelse’ m.h.t. dens underskrift).

Det er i den forbindelse af afgørende betydning at både jøder og kristne holder skarpt øje med ’hvilken lovgivning, der henvises til’, når det (for jøderne) drejer sig om statens kommende stilling til ’omskærelsesritualet’ og (for de kristne frikirker) om statens stilling til en frikirkes eventuelle, men absolutte afvisning af vielser af par af samme køn! Når det i den blå betænkning f.eks. står angivet, at (citat): ’Kravet om ligebehandling herunder ligestilling mellem kønnene, vedrører ikke trossamfundets indre anliggender og berører derfor ikke trossamfundets muligheder for kun f.eks. at have mandlige præster m.v. eller trossamfundets adgang til at fastholde, at ægteskabet kun kan indgås mellem personer af forskellige køn’ (1564: 6.3.1.1, s.81)... så drejer det sig om, hvilken lov, man støtter sig til.

I det sidste tilfælde (spørgsmålet om homovielser) siger den nye religionslov nemlig noget andet – og når afgørelsens time er inde, bliver det lovens ord og ikke de tomme løfter, der gælder…

Lad mig forklare:

DEN ALMINDELIGE FORARGELSE

I den juridiske litteratur findes følgende overraskende (og for de danske jøder farlige) argumentation: "Sædelighedens og den offentlige ordens krav rækker videre end retsordenens krav" (Alf Ross a.st. 755).

Bag denne erklæring kunne skjule sig den uhyggelige (i øjeblikket ildevarslende) situation, at ’offentlighedens krav’ (mediernes stortrommer og den såkaldt ’folkelige forargelse’) "rækker videre end det, som loven kræver." At der altså fra nu af kan fremkaldes de sorteste krystalnats-bølger på grund af en politisk propaganda, der intet har at gøre med lov og orden.

"Dette forhold må omfatte," (hedder det videre i den lærde juraprofessors betragtninger) "sådanne handlinger, der uden at være strafbare, dog støder så afgjort an mod almindeligt herskende moralprincipper, at deres foretagelse, især som led i gudsdyrkelsen, ville vække almindelig forargelse. I så tilfælde ville en sådan sekt ikke kunne gøre krav på beskyttelse efter grundlovens § 67…" (1564: 3.1.1.1., s. 26).

Det vil med andre ord sige, at hvis det i den nærmeste fremtid lykkes en flok målbevidste politikere og en uansvarlig presse at få sindene bragt i kog (med henblik på den 5000-årige jødiske omskærelse af drengebørn), så at denne religiøse tradition pludselig vækker offentligt anstød, så kan de jødiske synagoger (citat): ’ikke længere gøre krav på beskyttelse efter den danske forfatnings trosfrihedsparagraf’. Da vil det forhold, som den juridiske professor kalder ’de almindeligt herskende moralprincipper’ være enerådende – og det i en sådan grad, at det jødiske gudstjenesterum ’ikke kan gøre krav på grundlovens (d.v.s. statens) beskyttelse.

Ikke kun borgerne gør med deres midnatsmanifest 2018 indsigelse mod en sådan horror-fremstilling af denne grundlovsovertrædelse – men udvalgsformanden (for den blå betænkning), Hans Gammeltoft Hansen, anfører, at den lovkyndige professors forståelse af trofrihedsparagraffen ’ i relation til (de herskende) moralprincipper utvivlsom er rigtig (et sådant scenario kan ulykkeligvis udspille sig) – "men," erklærer han, "i det omfang at (sådanne) moralprincipper ikke har fundet udtryk i retsforskrifter, vil der næppe blive grebet ind…"

(Professoren forklarer sig nærmere ved at påpege, at ’hvis der ikke kan konstateres en fælles, udbredt moralopfattelse... kan man vanskeligt forestille sig, at forbeholdet i § 67 vil blive aktiveret’).

Dette sidste bør mane alle kristne borgere i Danmark til handling. Det fremlagte manifest gør det klart, at der (hos de verdslige myndigheder) ikke er enighed i denne sag. De jødiske synagoger bør beskyttes mod overgreb, og de jødiske medborgere bør alle vegne til alle tider nyde deres fulde borgerret. Den samme ret bør beskytte landets frikirkelige borgere.

 

LOVGIVERNES HENSIGT

Grundlovens § 67 sætter (så vidt borgerne kan se) samlet denne skarpe, absolutte og uoverskridelige grænse for en aggressiv, dansk statsmagt, at den er og forbliver totalt afskåret fra at turde gribe ind over for det danske, jødiske samfunds gudsdyrkelse. Ikke mindst, hvis det viser sig, at en sådan indgriben (f.eks. forbud mod omskærelse af drengebørn) tydeligt er begrundet i nogle politikeres antisemitiske holdning.

Den nye religionslov (midnatsloven 2018) hævder imidlertid, at (citat): ’lovgivningsmagten ikke er afskåret fra at gennemføre en lovgivning, der berører jødernes gudsdyrkelse (altså ritualet for omskærelse), når lovgiveren ikke har til hensigt at modvirke den berørte gudsdyrkelse (omskærelsen) men er begrundet i varetagelsen af andre hensyn (til beskyttelse af sædeligheden eller den offentlige orden). "Lovgivningsmagten," (hedder det) "må i den forbindelse antages at være overladt et vidt skøn" (iflg. Jens Peter Christensen med flere a.st. s. 408).

Nu er lovgivernes hensigt (især deres skjulte hensigter) et vidt begreb. Wolfgang Goethe har slået netop denne tone an, når han udbryder: "Man merkt die Absicht und wird verstimmt" (man fornemmer hensigten og bliver forstemt).

Ej heller står det noget sted i dansk lov og ret angivet, at grundlovens bestemmelser skal harmonere med statsmagtens hensigter. Nej, det fremgår af den præcise konstitutionelle tekst, at det i hvert eneste tilfælde (hvor alvorlige indgreb finder sted) skal begrundes af ganske bestemte paragraffer. Den nyere historie med bl.a. Nürnberger lovenes vedtagelse i 1935 er et dunkelt eksempel på, at statsmagtens skjulte hensigt med jøderne ikke kunne gennemføres, før en vedtaget lov havde beredt vejen derfor…

Det er altså ikke muligt for danske politikere at modificere grundlovens trosfrihedsparagraf, for dermed at søge at indføre særlige dispositioner med hensyn til den jødiske gudsdyrkelse; det eneste, de kan holde sig til, er de begrænsninger, som er omtalt vedrørende ’sædelighed og offentlig orden’ – og selv en revision af den art kan kun virkeliggøres ved et organ, som er indsat dertil… og et hvilket som helst sådant ’organ’ (eller udvalg) ejer ikke skyggen af grundlovens suverænitet. Det kan derfor kun foreslå simple ’elementer’, der er milevidt fjernet fra det doktrinære hovedkvarter, som ustandseligt skal forsvare grundlovens idé.

 

EN KRYPTISK SÆTNING

En besynderlig, kryptisk sætning synes i forbindelse med indsendelsen af f.eks. de jødiske ritualer for omskærelse af drengebørn at have en særlig betydning, som borgerne bør være opmærksomme på.

"Det vil blive påset," hedder det, "at reglerne ikke strider mod dansk rets almindelige regler." Derefter fortsætter en ’videre udvikling’ af det forhold, som ’vil blive påset’. Her hedder det (citat): "Hvis samfundet ikke ønsker at blive anerkendt, er det dog ikke en forudsætning for retten til religionsudøvelse, at de religiøse ritualer godkendes eller blåstemples" (1564: 6.2.1. s.77).

Hvis jeg forstår denne sætning rigtigt, så lægger staten her vægt på, at i det tilfælde, hvor trossamfund træffer den beslutning, at det ikke ønsker at ansøge om statsmagtens anerkendelse, så fordrer den verdslige øvrighed ikke dermed, at det forbliver ’en forudsætning for retten til religionsudøvelse, at trossamfundets religiøse ritualer godkendes eller blåstemples

Med andre ord: Hvis et trossamfund på forhånd er klar over, at dets ritualer ikke vil blive godkendt af den verdslige øvrighed (og derfor beslutter sig til at undlade at ansøge om statens anerkendelse)så kan dette trossamfund fortsætte sin religionsudøvelse uden at det først skal have sine ritualer blåstemplet af statens embedsmænd.

Hvis dette (som omtalt) er den rette forståelse af dette forhold (hvilket jeg tror, er tilfældet), så kunne det i første omgang lyde som en ’velvillighed’ og en ’tolerance’ fra statens side – men her skal borgerne forstå, at modstanderne af det (ikke anerkendte) religiøse ritual (f.eks. omskærelsen) ikke på noget tidspunkt vil opgive sin kamp mod en hvilken som helst form for gudsdyrkelse (religiøs tro), som de allerede har sat på den sorte liste.

I dette tilfælde (hvad angår den ’kryptiske sætning’), så drejer det sig ikke om en særlig imødekommenhed fra statens side – men tværtimod en klar tilkendegivelse af, at spørgsmålet om et rituals blåstempling ikke afhænger af trossamfundets anerkendelse (eller manglende anerkendelse) – nej, dette er en sag (f.eks. i spørgsmålet om omskærelse) som staten vil tage sig af på en anden måde. Statsmagten har på forhånd udvalgt den slagmark, hvor denne kamp skal stå – og det bliver med helt andre våben, at ritualspørgsmålet bekæmpes.

 

HVAD INGEN FRIKIRKE BØR OVERSE

Med hensyn til de ritualer, som de forskellige trossamfund fremover skal indsende, vil det – som det (let truende) hedder: ’blive påset’ at ritualerne ikke strider mod dansk rets almindelige regler. "Efter denne oplysning hedder det videre (som en særlig understregning): ’… herunder regler om ægteskab og ligebehandling’ (1564: 6.2.1. s.77).

Hertil anføres (og dette bør ingen dansk frikirkeleder overse) at statens såkaldte ’gennemgang’ af en frikirkes vielsesritual (citat): ’sker med henblik på at fastslå, om vielsesritualet opfylder de formelle krav til lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (§ 20 stk.2 i midnatsloven 2018).

Hvad er det for krav? Det er kravet om opfyldelsen af ’loven om ægteskab mellem to personer af samme køn’. (Altså det homoseksuelle ægteskab)

… hvilket med andre ord vil sige, at når en dansk evangelisk frikirke indsender sit vielsesritual til godkendelse af staten, så er det første, som statens embedsmænd undersøger, dette ene: Opfylder det her forelagte vielsesritual den danske lovs formelle krav, at der foreligger et vielsesritual for personer af samme køn?

Hvor dette ikke er tilfældet, vil det nu ved indgangen til 2018 vise sig, om et sådant evangelisk frikirkesamfund kan opnå statens anerkendelse. Findes homo-ritualet ikke i den indsendte ansøgning, kan frikirken åbenbart fortsætte sit virke – da skal staten vide at opnå sit mål med mere langsigtede midler.


TILBAGE