RETSOPGØRET
195


STATENS SVAR PÅ BORGERNES 150ÅRIGE AFVENTEN

Med indledningsordene til den betænkning, som bærer nummeret 1564, er der lagt op til en national overvejelse omkring den række af religiøse regler, som blev ophøjet til lov nytårsnat før den første dages morgengry i 2018-02-25

"Det følger af grundlovens § 69," hedder det, "at de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov…" Det fremgår det efterfølgende, at den nye lov skal betragtes som statens svar på ’den ordning’, som de danske borgere har ventet på i 150 år.

Det vil sige, at den lille gruppe af kirkeministerie-eksperter, som har udarbejdet den omtalte betænkning anser sig selv som ’værende udvalgte’, der nu løfter den tunge arv, som grundlovsfædrene i 1849 lagde hen til en kommende slægt. Det er ’1564-udvalget’, som hermed har endeligt formuleret fædrenes pagt, hvad angår den trosfrihed, der efter 2018 skal være gældende for alle danske, frikirkelige borgere! Det er denne lille (forholdsvis ukendte) flok, som synes at være blevet givet mandat til at etablere statsmagtens overherredømme over de borgere, som har fravalgt at have folkekirkens model og moral, som deres trosgrundlag.

Til dette forhold har jeg følgende at bemærke:

 

ENEVÆLDENS TID ER IKKE FORBI!

Den frikirkeligt troende danske borger skal ifølge den nye religionslov højtideligt skrive under på en såkaldt løfteerklæring, at han altid, alle vegne og samvittighedsfuldt ’vil overholde dansk lov og ret’…

Imidlertid er det en naturlig følge af statsretten, at den kun tager hensyn til borgeren som et medlem af det politiske system. Hans personlig trosoverbevisning er det statslige samfund ikke særligt interesseret i, og hvis denne (borgerens trosopfattelse) er i kollisionskurs (som det i dag er tilfældet) med det politiske samfunds ’gældende regler’, så er det i den nye trossamfundslov allerede fra 1. januar 2018 blevet afgjort, at borgeren ikke længere har noget at sige i denne sag; det har han skrevet under på, og laver han i den forbindelse problemer, så kan løfteparagraffen med hans underskrift hentes frem fra statens journalsystemer og én gang for alle bringe ham til tavshed.

Hvis borgerens overbevisning fremover ikke helt og holdent falder ind under det almindelige begreb ’gældende lov og ret’, så gør han bedst i at forholde sig tavs og ’godt gemt ad vejen…’

Hvad angår menneskerettighedskonventionen, (som borgeren muligvis vil støtte sig til) så er den indtil videre en inkorporeret bestanddel af den danske stats offentlige ret – og det forbliver i dette tilfælde en betryggende ordning for landets frikirkelige borgere. Enkelte danske politikere har nu indset dette og ønsker for tiden denne fælles ret for alle civiliserede samfund skrevet ud af dansk lov og ret. Konventionen er imidlertid en almindelig godtaget del af al positiv folkeret og international retsvidenskab – og det bør fra første færd betragtes som en åbenlys forbrydelse, at danske politikere ønsker at undergrave dette borgerværn!

I øvrigt er netop dette et relevant spørgsmål at få besvaret: Hvem af de folkevalgte har beføjelse til at opløse denne internationale pagt, som især vogter borgernes trosfrihed? Hvem er i besiddelse af en sådan statsretlig karakter, at vedkommende kan afslutte en international ordning, der forsvarer en særlig frikirkelig borgergruppes ret til at tro og handle efter sin egen givne overbevisning?

De gudsfjendske politikere, som med deres nye religionslov vil trække tæppet væk under de evangeliske frikirkers borgerret, står ikke kun over for det mellemfolkelige borgerværn men over for den enkelte stats egen forfatningsmæssige normer (der helt og holdent hæver sig himmelhøjt over ’den almindelige statsrets område’)…

 

ET SPØRGSMÅL OM AT LÆSE INDENAD

De frikirkelige borgere i Danmark udfordrer altså deres folketingsmedlemmer til – inden de på ny forgriber sig på danskernes trosfrihed – at stille sig selv det spørgsmål, om den danske statsret som de i den nye religionslov (kaldet ’gældende lov og ret’) omfatter det fulde og hele indbegreb af samtlige offentligretslige normer? Eller sagt med andre ord: Tager folketinget tilstrækkelig højde for grundlovens trosfrihedsparagraf, som i 1849 blev formuleret af den danske statsmagt, og som derfor frem for nogen anden nyindført religionslov er ’gældende lov og ret’ inden for hele det skarpt afgrænsede myndighedsområde, som udgør kongeriget Danmarks offentligt gældende ret?

Lad mig forklare:

Som en jævn dansk borger, der ikke er udlært i det juridiske sprogs særlige vendinger, og som ikke har erhvervet sig nogen speciel kundskab i at debattere den danske statsrets højere begreber, så mener jeg dog at kunne læse indenad…

Ud fra denne enkle baggrund, og idet jeg med begge hænder klynger mig til den danske grundlovs trosfrihedsparagraf, tillader jeg mig på egen og mine frikirkeligt troende medborgeres vegne at stille dette spørgsmål:

"Findes der inden for den danske rets betryggende områder et indbegreb af offentlige, retsanordnede normer, som ifølge deres væsen (og de forhold, der ved dem ordnes) ikke indbefattes under statsretten. Eller sagt med andre ord: Findes der i samfundet et andet samfund, som er så selvstændigt, at staten ikke ud fra sit politiske væsen kan blande sig i dets indre anliggender? Mit spørgsmål har som baggrund helt og alene grundlovens trosfrihedsparagraf, som siger:

"Borgeren har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden’ (§ 67).

Hvor selvstændigt har det samfund lov til at være, hvori borgerne har ret til at forene sig? Bestemmelsen siger, at dette ’borgersamfund’ har ret til at ’stemme med’ de omtalte borgeres ’overbevisning’. Der står ikke i trosfrihedsparagraffen anført, at dette (nydannede) samfund ’skal stemme overens med statens idé. Det er ikke påbudt at skulle stemme overens med den politiske ideologi og slet ikke på nogen måde med de eventuelle demokratiske fordringer, som det øvrige statssamfund omkring det, er underlagt! Nej, ’borgerne har ret til (og denne borgerret kan ingen jordisk sjæl nægte dem) at forene sig i et samfund, der som eneste styring og foranledning har disse borgeres personlige troens overbevisning…

 

DE FRIKIRKELIGE BORGERES RET

Betragter vi i denne forbindelse de frie, evangeliske samfund, som findes inden for den danske stat, da er det givet, at de for nuværende er dannet på denne enkle, solide og letforståelige grundlovsparagraf; de er oprettet på foranledning af og opbygget efter de frikirkelige borgeres egen, personlige overbevisning og bekendelse.

De danner ikke samfund, thi deres formål er ikke politisk men de er alle oprettet med sigte på deres gudsdyrkelse. Det er dem derfor tilladt (’borgerne har ret til’) at eksistere og virke i det danske samfund ud fra en fuldstændig legal, selvstændig retlig tilværelse, uden at statssamfundet (med sine anderledes normer og styringsfunktioner) kan tilstedes nogen ret til ved en fornyet nytårslovgivning i 2018 at trænge ind på deres områder.

Der findes nemlig indtil nu ikke på et eneste af statsforvaltningens trin et embedsforhold mellem den danske stat og de danske, frie, evangeliske frikirker! Disse er i bund og grund frie og vil derfor ikke aflevere nøglerne til deres overbevisnings inderste kamre til kejserens folk, som tydeligt i deres forvaltning af folkekirken har bevist deres antikristelige, politisk betonede ligestillingsformål.

Den øverste styrelse af samtlige folkekirkens anliggender er (på trods af især de frikirkelige borgeres protest) efter den 23. marts-højesteretskendelse 2017 overdraget til den danske statsmagt. Den nye religionslov søger fra den første dag i 2018 at overdrage al magt over de danske evangeliske frikirker til staten! Kejseren vil fremover ihærdigt og utrætteligt søge at være enerådende både på det lovgivende, forvaltende og dømmende område, når det gælder de frie, kristne menigheder i Danmark. Hvis disse har forstået det sådan, at efter 1849 var enevældens tid forbi, skal den danske stat efter nytårsloven 2018 snart få dem på andre tanker!

De danske, evangeliske frikirkers styrelsessæt er ifølge deres overbevisning og bekendelse totalt adskilt fra det rendyrkede statsstyre, som nu ulykkeligvis er indført i folkekirken. De frie, evangeliske menigheder er ikke underlagt nogen afdeling af statsforvaltningsretten – og bør ikke ved noget fristende tilbud om ’registrering søge at komme ind under kejserens snavsede, blodplettede kappe. Den frihed, som er blevet tillagt de enkelte, danske troens menigheder skal de ikke sælge for en billig ret linser! Det er deres førstefødselsret, og de skal alle vegne kæmpe for at bevare den.

Denne trosfrihed giver dem nemlig langt mere end det snæversynede, totalt begrænsede, kortvarige ’selvstyre’, som den nye religionslov lover dem!

 

KEJSERENS INDBLANDING

Alt, hvad der har at gøre med begrebet ’kirkeret’ er nemlig med den nye religionslov nu én gang for alle – for frikirkernes område – sat ud af spillet. En sådan ret eksisterer ikke længere for folkekirken (sådan som den ved lov nr. 86 af 15. maj 1903) med et snævert begrænset selvstyre blev vedhæftet indførelse af menighedsråd; dette ’forhold’ er ved indførelsen af et nyt statsritual for homovielser føjet bort med blæsten – og samtlige danske frikirker skal herefter ikke gøre sig nogen forestillinger om, at der vil blive lyttet til deres klagesange, når det samme ritual efter nytårsmorgen 2018 – ad omveje – langsomt men sikkert bliver trukket ned over hovederne på de danske, evangeliske frikirker! Trosfrihedens indehaver og udøver er fra nu af lagt i hænderne på den nyoprettede folketingssynode på Christiansborg…

Politikeren arbejder i denne time på at få gennemført den i 150 år bebudede ordning, som i grundlovens 69. paragraf erklærer, at ’de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov’

Borgerne har bidt mærke i, at der er en betydelig forskel på den såkaldte ’løfteparagraf’, som varsler en ændring af folkekirkens stilling (’folkekirkens forfatning ordnes ved lov…’ § 66) – og så den 150årige forventede ordning for frikirkerne (at deres forhold skal ordnes nærmere ved lov… § 69).

For begge trossamfund (folkekirken og frikirkerne) drejer det sig om at få tilvejebragt en myndighed, som inden for lovens skarpt dragne grænser suverænt kan handle på den pågældende kirkes vegne.

For folkekirken er der i grundloven tale om en forfatning. For frikirken er der i grundloven tale om en forfatning. For frikirker er der ikke tale omen forfatning men om, at deres ’forhold skal ordnes nærmere ved lov’.

Forskellen er ikke kun betydelig; den er – efter borgernes opfattelse altafgørende… Om dette er følgende at bemærke:

For folkekirkens vedkommende har der hersket (og eksisterer stadig hos adskillige af dens medlemmer) en længsel efter en retlig ordning, som fra statsmagten endeligt og afsluttende sondrer et folkekirkeligt trossamfund, som giver dets troende medlemmer en legal ret til fuldstændig at adskille sig fra statens verdslige og til tider tydeligt antikristelige overgreb. Med andre ord en forfatning, som sikrer kirkens styrelse og indre åndelige forhold mod kejserens snavsede og forurenede indblanding.

For frikirkernes forhold ønskes besvaret en indre kirkelig ret, der ikke er statsret! Altså en ’borgerret’, der fortsat er at betragte som en ’offentlig ret’ (der fremdeles er begrænset af de i grundloven givne påbud om sædelighed og offentlig orden) – men som ikke pålægges 32 nye religionsparagraffer, der som et hele er i åbenlys modstrid med trosfrihedens dybe respekt for de frikirkelige borgeres samvittighed og trosoverbevisning.


TILBAGE