RETSOPGØRET
194

EN FORFATNINGSSTRIDIG LOV

Grundlovens bestemmelse om religionsfrihed findes i § 67 om frihed til gudsdyrkelse. Der er altså her tale om en frihed, der ikke kan underlægges nogen form for statstvang (især hvad angår gudstjenestens indhold eller den undervisning, der finder sted i forkyndelsen). Ingen nyindført dansk lov kan ændre den evangeliske, kristne forkynders ytringsfrihed, når han overfor menigheden udlægger og prædiker over Den Hellige Skrift. Ifølge denne religionsfrihed kan staten ikke påtvinge en dansk frikirke et ritual, som er fremmed for den lære og gudsdyrkelse eller som på nogen måde er i modstrid med kirkens egen bekendelse. Sker der fra statens side et brud eller et overgreb på denne grundlæggende frihed, er og forbliver det en forfatningsstridig handling.

Efter at Danmark i 2017 har krænket den nationale trosfrihedsparagraf ved gennem en højesteretskendelse at have godkendt indførelsen af et bekendelsesstridigt ritual i den danske folkekirke, og efter at den danske regering ved nytåret 2018 iværksatte en ny antifrikirkelig religionslov, så sadler de samme politiske kræfter nu den hvide trosfrihedshingst for sejrende at ride ud i Europa og andre lande for alle vegne at stride for ’de troendes frihed til at følge deres egen trosoverbevisning…’

Således følger nu (ifølge pressens sidste nyheder) den kommende tyske regering Danmarks ’enestående og strålende eksempel på trosfriheden’ ved (for første gang) at udnævne en officiel repræsentant, som (for Tysklands vedkommende) udelukkende skal fokusere på (som det hedder): ’krænkelser af religiøse rettigheder’.

Et sådant ’Trosfrihedskontor’ med en vellønnet repræsentant for religionsfriheden er også blevet oprettet i Danmark – og det tyske ønske om at forsvare religionsfriheden dukker nu op efter at Danmark lancerede sit trosfrihedskontor i januar 2018.

Ingen bør imidlertid i dag være uvidende om, at kristne organisationer i årevis har sat fokus på de kristne mindretal (som f.eks. Nordkorea, Iran, Saudi Arabien, Somalia og de palæstinensiske områder) – og det må derfor fortsat betragtes som en stor hjælp, at de kristne, som i dag ubarmhjertigt forfølges af Islamisk Stat (og udsættes for blodige angreb, som det er tilfældet med kopterne i Egypten) hermed fremstiller sig selv som stålsatte, når det drejer sig om kampen for trosfriheden i det fjerne – men ikke i det nære – løfter så meget som en finger for at feje for deres egen dør!

 

ENESTÅENDE TROSFRIHEDS PARAGRAF

§ 67-bestemmelsen i Danmarks Grundlov giver som sagt alle danske borgere ret til (borgerret) ’at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning – dog at intet læres eller foretages som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden’.

Denne enestående trosfrihedsparagraf, som oprindelig blev indsat i 1849-grundloven (som § 81) sikrer altså enhver dansk frikirkelig borger en håndgribelig (materiel) religiøs forenings-, forsamlings- og (vel at bemærke) ytringsfrihed.

Lovgiverne er med denne århundredgamle bestemmelse totalt afskåret fra på nogen måde at begrænse eller direkte forbyde borgernes frikirkelige gudstjenester! Så længe der ikke foretages noget i et dansk, evangelisk frikirkesamfund, der (som en etableret lære) strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Skal politiet holde sig uden for den frie, religiøse forsamling, og hvis lovens håndlangere på trods af dette bryder ind i gudstjenesten eller kommer anstigende for at få udleveret de frikirkelige borgeres navne til religionsministeriets elektroniske kontrolsystem, er det et brud på Danmarks Grundlov.

Den beskyttede personkreds omfatter altså ikke blot alle danske statsborgere, men – så vidt de frikirkelige borgere kan se – enhver indbudt fremmed prædikant, der ud fra Den Hellige Skrift forkynder den pågældende evangeliske frikirkes tro og lære.

 

TROSFRIHEDENS HOVEDHJØRNESTEN

Denne 67. grundlovs paragraf er og forbliver dermed hovedhjørnestenen i de danske frikirkelige borgeres gudstjeneste.

Uanset bestemmelsens ordlyd (hvor formuleringen ’at dyrke Gud’ skriver ’Gud’ med ’stort’), antages det, at denne storsindede grundlovsparagraf ikke blot beskytter de evangeliske, protestantiske frikirker – men også omfatter andre trosretninger, der (ud fra deres tros overbevisning) bygger på en anden lære.

Imidlertid ligger det i bestemmelsens tydelige tekst, at det især er de frie evangeliske kirkesamfund, der står på samme brede bekendelsesgrundlag (som er forbundet med landets protestantiske nationalkirke) der nyder godt af denne frihed!

Den grundlovsbeskyttede, frikirkelige gudstjeneste omfatter ud fra sin ordlyd alle rituelle handlinger. Derfor kan staten ikke (ved indgangen til 2018) i en dansk, evangelisk frikirke fordre indførelsen af andre ritualer end dem, som af kirkens egen ledelse er godtaget ifølge den pågældende frikirkes egen bekendelse og dens medlemmers egen udtrykte trosoverbevisning.

Dette ufravigelige forhold er ifølge den omtalte trosfrihedsparagraf gældende, selvom landets regering indfører andre love og søger ved forskellige former for tvang eller manipulation at få danske frikirker til at forskrive sig til en anden (statslig) ordning.

Det er de frikirkelige borgeres overbevisning, at såkaldt ’andre aktiviteter’, som er knyttet til f.eks. ’en given vielsesbemyndigelse’, kan være så tæt forbundet med den evangeliske frikirkes oprindelige og egentlige lære og gudstjeneste, at også her er de frikirkelige borgere beskyttet af grundlovens § 67. Andre ritualer kan ikke påtvinges disse frie menighedssamfund. Staten kan ikke med grundloven i hånden pålægge en dansk, evangelisk frikirke et andet vielsesritual end dets eget.

 

DEN NYE LOV MÅ BEKÆMPES

Den nye religionslov, som trådte i kraft nytårsmorgen 2018 vil (ifølge de frikirkelige borgeres opfattelse) på længere sigt kunne anvendes til, at staten (ved indførelse af ’nærdemokrati’) blander sig i frikirkernes ret til at ansætte deres egne præster samt besættelsen af andre stillinger i trossamfundet – ja, opførelsen af nye kirker og gennemførelsen af prædikantseminarer og konferencer, ungdomslejre og udgivelsen af kirkens egne bøger og skrifter.

Denne opfattelse begrundes bl.a. i, at selvom den evangeliske lutherske kirke har særstatus som folkekirke (med et grundlovssikret krav på også i sine ritualer og afgørende lærespørgsmål at modtage støtte fra staten), så har statsmagten alligevel gennemført en religionstvang i form af indførelsen af et ritual, som er i lodret modstrid med Den Hellige Skrift.

"Hvis det altså indtil videre er gået sådan med den trosfrihed, som omfatter landets nationalkirke," (erklærer borgerne), "hvorledes vil det da gå med de evangeliske frikirker, som i visse forhold ’er afveget’ fra folkekirkens lære?"

Som eksempel på spørgsmålet om statens respekt for de evangeliske kirkers vielsesritual, henviser de frikirkelige borgere bl.a. til den nye religionslovs gentagne insisteren på, at ’en nøje og samvittighedsfuld overholdelse af den i øjeblikket gældende danske lov og ret med hård hånd skal gennemføres! Dette gælder bl.a. de to love (nr. 531 af 12. juni 2012 og nr. 532 af samme dato) vedrørende folkekirkens præsters ret til at undlade at vie to personer af samme køn samt indførelsen af ægteskab mellem to personer af samme køn.

En majoritet af danske evangeliske frikirkepræster vil nemlig på stedet nægte at underskrive et dokument, hvori de (citat): ’på tro og love godtager at ville overholde disse gældende lovbestemmelser’ – ja, ikke få frikirke-forkyndere vil sønderrive et sådant dokument og kaste det i papirkurven…


TILBAGE