RETSOPGØRET
193


LOVGIVERNES MAGT BEGRÆNSET

Der findes juridiske forfattere, som vil anføre, at den for den danske frikirkes bebyrdende lov, som trådte i kraft i Danmarks nytårsmorgen 2018, og som ubestrideligt har karakter og anvendelse af en række lovregler, der vil blande sig i de evangeliske kristne menigheders indre forhold, vil være i strid med grundlovens § 3.2. Den forfatningsmæssige litteratur vil kunne give støtte (tror jeg) til netop dette synspunkt, idet bestemmelsen lyder sådan: "Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos domstolene" (grundloven § 3).

Grundlovens 3. paragraf sætter således en tydelig aftegnet grænse for lovgivningsmagtens mulighed for at gribe ind i en verserende eller tilsyneladende ’for evigt’ afgjort retssag gennem en pludselig nytårslovgivning, der helt og holdent tager parti i sagen! Næppe har dommerne d. 23. marts 2017 ved middagstid kundgjort deres afgørelse i det uforsonlige retsopgør, som i mere end to år har kostet 300 danske borgere deres hjerteblod, før i samme måned lovgivningsmagten sender en betænkning på gaden (nr.1564), der uden at blinke giver statsmagten håndslag i denne sag.

"Er det ikke i modstrid med magtadskillelses princippet," spørger de 300 borgere, "når lovgivningsmagten (før de slagne borgere har sunket spyttet) ved en hurtig gennemført lov bestemmer, at den afsagte dom nu skal opfølges med strenge regler, der griber afgørende ind i konsekvenserne af den konkrete retssag, inden parterne har fået anledning til at ny-formulere deres stadigt stående påstand i sagen?

Der hersker for de frikirkelige borgere ikke skyggen af tvivl om, at grundlovens § 4 på det dybeste er blevet krænket ved den afsagte dom, men inden de samme borgere får sat sig til modværge mod den påtrængende verdslige øvrighed (som stræber efter at få samme magt over de frie, kristne menigheder, som den i 2017 har tilranet sig over den danske folkekirke, så ligger den nye lov med sine 32 hastigt nedfældede nye paragraffer på bordet.

(Efter afgørelsen i (j. 199984 ’TVINDSAGEN’), hvor den afgørende præmis for at erklære en sådan ny lov grundlovsstridig, var, at netop en sådan hastig gennemført lov reelt var (citat): ’En endelig afgørelse af en konkret retstvist’… synes det samme spøgelse her at træde ud af skabet).

Nytårs-religionsloven mod de danske, evangeliske frikirker må i denne time antages for at være en lignende bestemmelse med præcis det ene og samme formål at afskære de frikirkelige borgere i noget yderligere forsøg på at foretage en ellers nærliggende domstolsprøvelse på det europæiske plan!

Grundloven indeholder en række bestemmelser, der i dag giver god grund til at lade det internationale samfund komme til orde i denne sag. Nu drejer det sig for de frikirkelige borgere om at samle sig og stride for de solide frihedsrettigheder i grundlovsparagrafferne 71-78 – borgerrettigheder, der sætter grænser for lovgivningsmagtens kompetence, idet de domstole, der er forbundet med den europæiske menneskerettighedskonvention (ifølge de frikirkelige borgeres overbevisning) stadig bør have et ord at skulle have sagt i Danmark! Lad mig forklare:

 

DE VIL SPRINGE OVER, HVOR GÆRDET ER LAVEST

Grundloven giver f.eks. folketinget en vis selvbestemmelsesret, som lovgiverne ikke kan blande sig i! Ifølge grundlovens § 48 fastsætter folketinget sin egen forretningsorden. Denne bestemmelse gør det klart, at lovgivningsmagten skal holde fingrene væk fra ’folketingets egen forretningsgang’ og dets egen ’opretholdelse af orden’. Når de påtrængende statsembedsmænd i denne grundlovsbestemmelse får klar besked om, at dens ’kompetence på dette område er indskrænket’ – så finder borgerne det urimeligt, at alle døre uhindret er blevet sparket op ind til de evangeliske frikirkers indre forretningssager og landets frie kristne menigheders ret til at opretholde deres egne normer for, hvorledes Kristi menighed skal administreres. Folketinget skal nok vide at værne om sin grundlovsbeskyttelse. Men landets frikirker ligeså!

Hvis vor tids lovgivere er kommet på den tanke, at de kan ændre grundlovens ord (ved at indføre en anden lignende lov med en ny ordlyd) så bør de læse grundlovens 88. paragraf. Så let slipper de nemlig ikke fra deres forehavende! Vil de nemlig have grundlovens trosfrihedsbestemmelse ændret, må de gå den lange, tunge vej, hvor også folket bliver inddraget! Den nye religionslov er et eksempel på, at statens folk her vil springe over, hvor gærdet er lavest. "Den slags ’hyrder’, som ikke vil gå ind ad døren, men vil bane sig vej andet sted, skal man vogte sig for…" siger Ny Testamente.

Som det gælder for lovgiverne med hensyn til f.eks. en suverænitets overladelse (efter grundlovens § 20), så vil det også her være nødvendig at afholde en folkeafstemning; sådan bør det være tilfældet, når selve landets trosfrihedsparagraf står på spil!

Hvor staten nemlig vil fratage de frikirkelige borgere deres ’borgerret’ i Guds Rige’ og med kejserens vold og magt formelig tvinge dem til en ’suverænitets overladelse’ (der er lodret imod kirkens bekendelse)… da bør et nydannet borgerværn rejse sig og nægte at bøje sig for den verdslige øvrigheds krav! "I lovgivere," skal borgerne råbe. "I hører i denne situation hjemme på bænkene hos den almindelige danske lovgivningsmagt og kan i denne sag intet udrette (i fællesskab med) os, Danmarks stemmeberettigede borgere."

 

DE LANGFINGREDE LOVGIVERE

Det må i denne time med kraft og saft understreges, at en betydelig række af grundlovens bestemmelser sætter strenge materielle grænser for, hvor langt de langfingrede lovgivere kan gå, hvis de vil holde sig inden for, hvad lovgivningsmagten i Danmark gyldigt kan gennemføre.

På samme måde som lovgivningsmagten ikke kan fastsætte folketingets medlemstal til mere end 179 (ifølge grundlovens paragraf 2.8) så kan de superflittige lovmagere heller ikke røre så meget som et komma i den danske trosfrihedsparagraf. Når det i den nævnte forfatnings bestemmelse hedder: "Folketinget udgør en forsamling bestående af højst 170 medlemmer," – så er og forbliver ’det bestående antal’ urørligt. Når trosfrihedsparagraffen (§ 67) erklærer, at ’borgerne har ret til’ at følge deres personlige, religiøse overbevisning, så kan intet nydannet religionsudvalg stille op med andre tal og andre argumenter. Som der ikke kan tilføjes så meget som en person mere til det grundlovsgivne tal på folketingets medlemmer – sådan kan der ikke tillægges eller indføjes nogen ny forordning, der påstår at skulle erstatte, hvad grundloven præciserer som værende ’borgernes rettigheder til at tjene Gud efter deres overbevisning’.

På samme vis som den i grundloven fastsatte frist for, at en dansk borger skal stilles for en dommer i forbindelse med, at han er blevet anholdt, ikke kan fastsættes til mere end 24 timer (ifølge grundloven § 71, stk. 3) – sådan kan der heller ikke ved en splinterny nytårslovgivning i 2018 fastsættes andre kriterier for de evangeliske frikirkers ret til at eksistere og udøve deres nytestamentlige tro og lære i det danske samfund end den, som blev fastlagt af grundlovens fædre i 1849.

"Den personlige frihed er ukrænkelig," hedder det bl.a. i den grundlovsbestemmelse, som beskytter borgeren mod en politistats overgreb (med hensyn til anholdelse af eventuel frihedsberøvelse)… og samme erklærede begrundelse kan i dag gives, hvor nye politistatsmetoder er inkorporeret i den nye religionslov, som trådte i kraft nytårsmorgen 2018. "Ingen dansk borger kan… på grund af sin religiøse overbevisning… underkastes nogen form for frihedsberøvelse" (§ 71).

Denne forfatningsmæssige formulering: ’nogen form for frihedsberøvelse’ er i virkeligheden et vidt begreb! Som de danske frikirkeborgere fremover vil sætte lup på de nye religionsretsregler, vil enkelte af disse (som de betragtes gennem forstørrelsesglasset) antage de præcise, groteske former, som de oprindeligt er tiltænkt og dannet efter! De frikirkelige, danske borger udsættes med denne nytårslov for en mangeartet frihedsberøvelse, som der ikke findes hjemmel for i Danmarks Grundlov.

Når Danmarks Grundlov med eftertryk erklærer, at ’censur og andre forebyggende forholdsregler ingensinde på ny kan indføres’ (§ 77) – så må den nye danske religionslov (som gælder alle ’anderledes tænkende’ end medlemmerne af den danske folkekirke) her sættes på prøve! Grundlovsbetegnelsen ’censur kan ingensinde på ny indføres’ er fremhævet i en sådan grad, at hele kirkeministeriets (religions-ministeriets) supermoderne, elektroniske overvågningssystem bør undersøges! Den danske Baptistkirkes første advarende ’info’ til sine medlemmer er på sin plads! Flere bør følge efter og opfordre de troende til ikke (på noget sted eller af nogen given grund) at lade sig underkaste denne nye registrering!


TILBAGE