RETSOPGØRET
191

BORGERNE HAR RET TIL

Hvad der sker i øjeblikket bag de høje, tykke mure på regeringspalæet Christiansborg har (som nogensinde før) betydning for de trygge og godsindede, danske borgere, som søndag efter søndag går til gudstjeneste i kirken – ikke blot i byens folkekirke, men også i den frikirkelige, evangeliske forsamling, de (ifølge deres overbevisning) har tilsluttet sig.

I avisen har de læst (og også hørt det kort kommenteret i TV) at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention nu ’skal skrives ud af dansk lovgivning. "Det er ikke en sag, der som sådan optager dem, for deres præst og deres frikirkelige menigheds ældste siger ikke noget om dette forhold. Så det har sikkert ingen særlig betydning! I øvrigt er det et spørgsmål, som politikerne vil klare; de får jo deres gode løn for at ordne sådanne sager; så det har de helt sikkert hold på.

Det må derfor have været lidt af et chok for landets godtroende kristne, at en af de politikere, som skulle holde øje med dette forhold selv (i begyndelsen af januar 2018) på det groveste overtrådte den menneskerettighedskonvention, som det er planen at stryge fra dansk lov og ret. Det er næppe forkert at anvende udtrykket ’på det groveste’ thi én af ministerens kolleger erklærede for åben skærm, at (citat): ’overtrædelser af den art kan man dø af’. Han henviste til, at den pågældende minister ’brutalt og iskoldt havde vist alvorligt syge udlændinge ud af landet…’

Denne definition var nemlig menneskerettighedsdomstolens barske erklæring, da den for mere end et år siden afsagde sin kendelse i dette forhold. "Mit embedsværk har ikke haft tid til at læse denne dom," sagde ministeren undskyldende – og ministerens meningsfæller, som har anført korstoget mod Menneskerettighedskonventionen, sammenstemmede i, at (citat): ’Domstolen i Strasbourg er alt for uvidende om situationen i Danmark og fortolker den internationale konvention helt forkert!’

Hele dette forløb har den største betydning for Danmarks frikirkelige borgere, som i denne time synes at være det næste offer for statens overgreb.

De to paragraffer, som nu står for at skulle stryges af dansk lovgivning, er bl.a. de to første bestemmelser i Menneskerettighedskonventionens 9. artikel, der lyder således: "Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed! (stk.1) og ’Frihed til at udøve sin religion eller tro og skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund… (stk.2).

Menneskerettighedsdomstolen har allerede i 1982 anerkendt den kristne tro som værende beskyttet af konventionen, hvilket nu bør iagttages i forbindelse med de nye lovbestemmelser, som er direkte rettet mod alle danske, evangeliske frikirker efter 1. januar 2018.01.26

Vor egen danske trosfrihedslov går i samme retning; den beskytter ’borgernes ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud’ (§ 67). Året 2018 er derfor ’øjeblikket’, hvor alle danske, frikirkelige borgere bør forene sig for at forsvare dette fundamentale, demokratiske element. Især bør de frikirkelige ledere og deres jurister holde skarpt øje med en ’erstatningsbestemmelse’, der er indføjet som den 3. paragraf i den nye trossamfundslov. At netop denne kirkefjendske lovbestemmelse er blevet ophøjet til lov nytårsnat ved indgangen til 2018 er et direkte angreb på Danmarks Grundlovs 67 paragraf – og denne frihedserklæring bør fra årets første dag forsvares af landets frikirkelige borgere.

 

FRIKIRKERNE STÅR FOR SKUD

I den kongeblå-omslagsfarvede betænkning, som har nr. 1564 med titlen: ’Lovregulering om andre trossamfund’ indledes teksten med dette ord: "Borgerne har ret til…" Ordene er taget fra Danmarks Grundlovs 67. paragraf, som handler om trosfriheden – og der er ikke noget at sige til, at ’borgerne’ (der altså står nævnt i betænkningens første linje) er skeptiske. De er betænkelige ved denne betænkning, for de har med egne øjne set, hvorledes borgernes rettigheder er blevet trådt under fod ved den højesteretskendelse, som blev afleveret den 23. marts kl. 12:00 i Sct. Jørgensgård i København.

Den omtalte paragraf lyder i sin helhed sådan: "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Det eneste, der kan udsættes for en ’regulerende begrænsning’ i dette tilfælde, er, at ’der læres eller foretages noget, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden’."

Indledningsvis erklæres det i den omtalte betænkning 1564, at ’bestemmelsen indeholder et princip om religionsfrihed’. "Anvendelsesområdet," hedder det videre, "gudsdyrkelsen… de egentlige rituelle handlinger, såsom forkyndelse, bøn, gudstjeneste." Sigtet er Danmarks frikirker. De står nu for skud.

 

POLITISTATENS MØRKE

"Borgerne har ret til…" Staten, som for 150 år siden har foranlediget, at denne indledende sætning om trosfriheden i Danmark blev indført i landets forfatnings 67 paragraf, er selv i ét og alt underordnet dens bestemmelse! Staten kan ikke unddrage sig forfatningens myndighed; den kan ikke med et pennestrøg fjerne den, og den kan ikke (hvilket er højaktuelt) lovgive imod den! Staten er og forbliver underordnet sin egen lov om sin egen begrænsning. Forbryder den sig imod den, er det en grundlovsovertrædelse!

Det er derfor nødvendigt, at staten og (landets retssystem) vedkender sig denne ordning, og at dets dommere ej hellere dømmer i modstrid mod den. Med denne urokkelige lov om ’borgernes ret til trosfrihed’ må staten og dens retssystem altid og alle vegne bekæmpe en hvilken som helst form for den slags politistatsmetoder, som vil forsøge at tilrive sig ’al magt over kirken’ (ved fortsat at undertrykke borgernes ret til at forene sig i deres egen gudstjeneste). I samme øjeblik staten anvender sådanne politistats-magtanvendelser, ophører den med at være en retsstat. En retsstat øver nemlig uafbrudt modstand mod en politistat. En retsstat garanterer sine borgere en retfærdig domstol og modsætter sig en statsadministrations tiltagende, tilfældige domme og sådanne strafudmålinger, som er udelukkende politisk bestemte! En retsstat forudsætter en juridisk autoritet, der kan holde de politiske magthavere på plads, og som ikke går nogen politiske ideologis ærinde. Af den grund er borgerne absolut berettigede til at holde nøje øje med politikernes og dommernes adfærd og beslutninger.

Disse juridisk-sociale kendsgerninger bevæger sig i denne time hårdt og brutalt ind i den 67. paragraf i Danmarks Grundlov. Alle de grundlovsbestemmelser, der har at gøre med kirken og Danmarks protestantiske livssyn er under beskydning. Snart vil de vigtigste højdedrag i dette hærgede frikirkelandskab blive bestormet. Korsflaget vil – om muligt – blive revet ned, og et sort ligestillingsbanner vil blive hejst. Sort står for det tætteste midnatsmørke… for djævelens gerning og for det antikristelige systems ubarmhjertige forfølgelse af ’anderledes troende’.

 

LOVGIVERNE ER GÅET FOR VIDT

Kirkeminister Manu Sareen nedsatte, som bekendt, det første udvalg, der skulle komme med forslag til den lov, som trådte i kraft nytårsnat (da året 2018 tog sin begyndelse). Han afviste på det bestemteste, at bl.a. de evangeliske frikirker, som loven drejede sig om, fik adgang til udvalgsværelset; dette er siden af frikirkeborgere blevet omtalt som ’et negativt udgangspunkt’. En mild betegnelse for en holdning, som strider mod alt, hvad der kan kaldes en demokratisk styrelse.

De danske, frikirkelige borgere bør derfor alle vegne fastholde den grundlovsberettigede beskyttelse, at (citat): ’Ingen kan berøves adgangen til nydelsen af rettigheder under henvisning til deres trosbekendelse’ (jfr. § 70 i grundloven).

Dette medfører nemlig, at enhver person, der er undergivet dansk jurisdiktion, uanset om han eller hun tilhører en uden for folkekirken bestående evangelisk frikirke, er omfattet af denne grundlovsbeskyttelse!

Berøvelsen af den frie adgang til den fulde nydelse af statens støtte til at udbrede evangeliet om Kristus til det danske folk – og til i hvert fald ikke at blive hindret af en kirkefjendsk lovgivning – omfatter enhver form for diskrimination. ’De borgerlige og politiske rettigheder’, som her omtales, skal (som en klar imødegåelse af den snæversynede, nye trossamfundslov) opfattes bredt og favnende og må anses for at være gældende for alle evangeliske frikirkesamfund.

Efter ordlyden af grl. § 70 indeholder bestemmelsen et negativt formuleret forbud mod en hvilken som helst iværksættelse af den nye frikirkelov. Grundloven giver her til kende, at lovgivningsmagten er gået for vidt, når den diskriminerer og forskelsbehandler de frikirkelige borgere på grund af deres trosbekendelse. Den retslærde Lars Adam Rehov gør sig til fortaler for, at bestemmelsen i nutidig forståelse ligefrem pålægger staten en række positive forpligtelser i retning af, at sikre borgere, der bekender sig til forskellige trosretninger, en ligebehandling, der letter deres virke (kommentar p. 331f).


TILBAGE