RETSOPGØRET
190

UBUDNE GÆSTER

Den nye lov om trossamfund træder med listesko, når den i bemærkningerne til den 7. paragraf ’forsigtig’ prøver at skitsere, hvad der er statsmagtens inderste hensigt med ønsket om at få fingre i de frikirkelige troendes navne og personlige data. Det anes, at det antikristelige overvågningssystem rykker ind på livet af de danske borgere, som vil unddrage sig ’det totalitære syres vanlige registrering’ af borgere, der kunne anses for ’at være modstandere af systemet.

Med lovens ’pæne’ fremstilling i bemærkningerne til § 7 stk. 3 hedder det, at ’kirkeministeriet ved besøg hos trossamfund kan anmode om at få forelagt en fortegnelse over trossamfundets medlemmer’.

Evangeliet, der normalt opfordrer de evangelisk troende borgere til ’at være gæstfri’, vil her opfordre dem til afvisende at vende ryggen til de ubudne gæster! De er ikke velkomne i det skjulte ærinde, som de ankommer med. Ikke fordi de danske, evangeliske frikirker har noget fordægtigt at skjule – men fordi de (som ansvarlige hyrder for den flok, der er dem betroet) ikke ønsker at overgive deres hjord til ulvens varetægt.

Jesus advarer på det alvorligste mod dem, som kommer anstigende i fåreklæder ’men i deres indre er glubske ulve’ (Matt.7:15).

Statens embedsmænd kommer imidlertid kun ’på besøg’ – og de ’anmoder’ blot høfligt om ’at få forelagt kirkens medlemslister’ (dette er sprogbruget, som anvendes i de politiske bemærkninger til forslaget: 2.3.2. side 128, blå betænkning) – men tonen vil sikkert blive en anden over for den frikirkelige ledelse, som myndigt tør afslå at imødekomme denne anmodning.

 

EMBEDSVÆLDETS MAGT

Den nye lovs barske ordlyd giver ikke de danske, evangeliske frikirker megen mulighed for at slippe uden om disse uventede (men omhyggeligt forberedte og uhyggeligt målrettede) besøg. Statens folk stiller i kirken (citat): ’såfremt de skønner, at der er behov for et sådan indgreb’.

Det ligger altså helt op til det mere eller mindre kirkefjendske embedsvælde at træffe beslutning om, at nu vil de have indblik i, hvad det er for folk, som har sluttet sig til den eller den kristne menighed, som de længe har haft i kikkerten.

At det er kirkeministeriet, som enevældigt skal kunne ’skønne’, at behovet for ’besøget’ (med den påtrængende anmodning: "Vi anmoder hermed om at få medlemslisterne forelagt") – nu er lovfæstet, er i sig selv foruroligende!

Hvis kirkeministeren bag den store port i Kanalkvarteret i København ’skønner’, at nu er øjeblikket kommet til uanmeldt at dukke op i en lille dansk, lokal menighedslokaler for at få indblik i, hvem der på det sted (fremover) kan betragtes som ’modstandere af systemet’ – så er det fra nu af statens mænd, der dermed sætter dagsordenen. Med det, den omtalte menighed i dagens Danmark kan forvente af en kirkeminister (som f.eks. Manu Sareen) så har den al mulig grund til at være på vagt. "Jeg gennemførte en genistreg, da jeg narrede biskopperne," skriver han i sin selvbiografi. Med den nye lov i hånden kan alle kirkeministre herefter føre sig frem på samme måde.

Det fremgår yderligere af ’bemærkningerne til loven’, at statsmagten synes at fornemme, at den træder ud på et minefelt, når den skal søge at forklare baggrunden for, at den vil ’have navn og adresse’ på de evangeliske frikirkers medlemmer. "Det forudsættes," lyder det i redegørelsen, "at ministeriet kun undtagelsesvist anmoder om at få adgang til at se ’trossamfundets medlemslister."

Til denne kommentar bør borgerne på stedet svare med det middelalderlige, juridiske princip: ’exceptio probat regulam’ (undtagelsen bekræfter regelen). Det vil på godt dansk sige, at dette, at ministeren kan tillade sig at anmode om indblik i kirkens personlige dokumenter beviser, at der allerede er lovgivet på dette område! Det er i dag ministerens legale ret, at anmode om, at stålskabet med de vigtige papirer åbnes! En nu lovfæstet regel, som er skræmmende.

 

HISTORIENS BLODIGE BAGGRUND

Når det i lovens bemærkninger yderligere forklares, at ministeren ’af historiske grunde ikke stiller krav om (altså befaler) at medlemslisterne skal fremlægges, så nævnes i den forbindelse de bitre erfaringer, som Det mosaiske Trossamfund måtte gøre under nazi-besættelsen i Danmark under Anden Verdenskrig. Om dette kan følgende berettes:

Den 31. august 1943 blev overretssagfører Arthur Henriques kontor i Nybrogade ’besøgt’ af bevæbnede ’embedsmænd’, som ikke ’anmodede om’ – men på stedet beordrede ministerialbøgerne (med de mange navne og adresser) udleveret. Arthur Henriques var sekretær for trossamfundets repræsentantskab. Godt to uger efter, d. 17. sept., blev den jødiske menigheds kontorer i Ny Kongensgade ransaget af tyske nazister, der hentede bibliotekar Josef Fischer i synagogen for at han skulle udlevere menighedens medlemslister. Det var præcise optegnelser, som trossamfundets politiske fjender ville have fat i.

Den 1. oktober ved aftenstide begyndte arrestationerne. Godt 7000 jøder flygtede til Sverige. 13 jøder begik selvmord. 21 jøder druknede i forsøget på at kommer over Øresund. En kvinde på flugt og en dansk flygtningehjælper blev skudt under aktionen.

Den største gruppe jødiske flygtninge, blev fanget i natten mellem d. 6. og 7. oktober, hvor de var gemt i menighedshuset og på kirkens loft i Gilleleje.

Dette er den angivne historiske grund til, at kirkeministeren (citat): ’ikke stiller krav’ om at få medlemslisterne udleveret. Den påtrængende statsmagt er imidlertid godt klar over, at trossamfundenes medlemslister er et følsomt emne – men på trods af dette er det alligevel nytårsnat 2018 blevet højtideligt lovfæstet, at der fra nu af foreligger en ubrydelig regel, som kan benyttes af kirkens fjender den dag, at anledningen dertil gives.

 

DEN STØRSTE MISTILLID

Hvis der fortsat findes frikirkelige ledere og prædikanter, som er af den opfattelse, at denne nyiværksatte nytårslov er ’en god og uskyldig foranstaltning’, som (hvad ’Frikirkenet’ antyder) ’vil være til gavn for de frikirkelige, troende borgere’, så bør de nærlæse følgende afsnit af lovens bemærkninger:

"Det vil således være rent undtagelsesvist og efter en konkret vurdering, at ministeriet anmoder om indsigt i medlemsfortegnelse." Ministeren fortsætter sin ildevarslende forklaring: "Dette vil især være tilfældet, hvor ministeriet har en begrundet mistanke om, at trossamfundet bevidst afgiver urigtige oplysninger om antallet af myndige medlemmer, og hvor trossamfundet nægter eller ikke har mulighed for at fremsende de ønskede medlemsfortegnelser til ministeriet…"

Ministeriet slutter sin forklaring med følgende: "Er der begrundet mistanke om, at personer urigtigt er anført på medlemslisterne, vil kirkeministeriet kunne pålægge trossamfundet at fremskaffe en forklaring fra de pågældende om, at de er medlemmer af trossamfundet."

 

STASI-TILSTANDE

Ministeriet lover, at alt dette kun vil kunne ske efter (citat) ’en konkret vurdering’; uden denne kan det ransagende team ikke sendes af sted til en evangelisk frikirke for at få de fortrolige dokumenter udleveret.

Hvad betyder orden ’en konkret vurdering’? Et (så vidt jeg kan se) svømmende begreb! Hvad der er korrekt for den ene, kan være dybt utilladeligt for den anden. Kirkeministeriet har gennem dets seneste historie foretaget så hårrejsende overgreb mod folkekirkens bekendelse, at selv de frikirkelige borgere i dag nærer den største mistillid til denne statslige institution!

Når f.eks. kirkeministeriet med henblik på den nu gældende lov om landets frikirker erklærer, at (citat): ’det kun er for at undersøge om det opgivne antal af medlemmer stemmer overens med virkeligheden’ – så tror den fornuftige borger ikke ministeriet over en dørtærskel; det er nemlig ikke kun et spørgsmål om ’tallet’ på trossamfundets medlemmer, som staten er ude efter; nej, det er medlemmernes navne og andre data, som skal leveres til ministeriets elektroniske opbevaring.

Om dette har jeg følgende at bemærke:

Borgerne i det tidligere Østtyskland ved, hvad denne sag drejer sig om. De voksede op i et samfund, hvor det hemmelige politi når som helst kunne indfinde sig og beordre personlige dokumenter udleveret. Disse Stasi-embedsmænd arbejdede sammen med et omfattende net af stikkere, der aflyttede deres medborgere og rapporterede alt fra kirkens ’kontrære holdninger’ til naboen, der så vesttysk tv.

Stasi forsøgte panisk at destruere sagsmapperne om borgerne efter muren faldt. Makuleringsmaskiner brød sammen, og man begyndte at rive papirerne itu i hånden, men kun en brøkdel blev destrueret. I dag anslås det, at oplysningerne fylder omkring 180 km med personfølsomme papirer. Nogle af disse dokumenter handler om borgernes tro og overbevisning, som ikke fulgte statens agenda.


TILBAGE