RETSOPGØRET
189

ISRAELS FORTRINSRET

’Det med Jerusalem’ er ikke noget, som optager gennemsnitsdanskeren ret meget; det ligger fjernt fra hans travle hverdag, og de fleste danske borgere er dybest set bedøvende ligeglade med, hvad deres folketingsmænd bestemmer med hensyn til Jerusalems fremtid; imidlertid kommer disse selvsamme folketingsmand ikke uden om at tage stilling til netop dette afgørende Mellemøst-spørgsmål! Sagen ligger allerede på hans bord – og politikerne skal (om de vil det eller ej) være med til at trække en knivskarp linje gennem Den Hellige Sted for dermed at sige: Dette her er jødernes hovedstad – og dette her er (ifølge Danmarks opfattelse) er palæstinensernes hovedstad!

Før de gør det, ville det være gavnligt – ja, et vil være på sin plads at indbyde det samlede folketing til at lytte til den jødiske profet Esajas, som den folkekirkelige tekstrække har sat på programmet den 3. søndag efter helligtrekonger – nærmere betegnet d. 21. januar 2018.

Den danske folketingsmand bør i denne afgørelsens time lytte med den største agtpågivenhed til apostelens spørgsmål (som han i øvrigt selv besvarer), når han i Ny Testamente udtaler: "Hvad fortrin har da jøderne?" (Rom.3:1)

I stedet for at give det svar, som samtlige medier og enhver ’fornuftig’ politiker ville give – erklærer apostelen: "Meget i alle måder’… hvilket altså betyder, at jøderne (set ud fra Ny Testamente) har gudgivne fortrin, som andre ikke kan rose sig af. "Først og fremmest," fortsætter forfatteren til Romerbrevet, "har jøderne (Israels børn) fået Guds ord betroet (v.2). Det vil sige, at Israels Gud allerede for 4000 år siden betroede den jødiske folkeskare, som var sluppet ud af slavepiskeren Faraos hænder, den guddommelige lov, som i dag er kendt under betegnelsen ’De 10 Bud’.

Alene af den ene grund har Israel en fortrinsstilling frem for alle andre folkeslag – og disse (hvem de end er, eller hvor de end er bosiddende) burde alle – uden undtagelse – med det samme og uden den mindste tøven godkende, at Jerusalem er Israels hovedstad.

 

OGSÅ DANMARK BØR ANERKENDE JERUSALEM

EU’s skæbnesvangre afslag var bestemt og kontant: Europa vil ikke følge i kølvandet på det amerikanske fremstød, at Jerusalem fremover skal anerkendes som Israels hovedstad! Ved et møde med ministerpræsident Benjamin Netanyahu – som var den første, israelske regeringschef, der efter 22 år besøgte Bruxelles – erklærede EU’s kvindelige udenrigsminister, Federica Mogherini, (efter to anspændte timers drøftelser), at ’en sådan anerkendelse af Jerusalem ville bringe fredsprocessen i den største fare’.

Netanyahu fastholdt imidlertid, at ingen i sandhed kan bestride, at Jerusalem er og forbliver Israels hovedstad. "Det eneste grundlag for fred er derfor at se denne virkelighed i øjnene," sagde han.

Denne holdning bør nu danske politikere tage op til overvejelse. Frankrig har allerede lagt sine kort på bordet. "Vi anerkender ikke Jerusalem som Israels hovedstad," lyder det fra Paris. Man har tilsyneladende angst for de mørke, arabiske skygger, der bevæger sig i alle franske forstæder; de muslimske indvandrerfamilier synes dagligt – og i voksende grad – at være terrorceller, hvor parolen ’Død over jøderne’ søges overført fra ord til gerning. En snarlig yderst oplysende dokumentarfilm er på trapperne.

I Tyskland synes gustne fortidsspøgelser at husere bag afbrændingen af jødiske flag. Den ganske verden ville imidlertid med ærefrygt og respekt – ja, beundring bøje hovedet, hvis Tyskland som det første EU-land stod Bruxelles imod og af et fuldt hjerte anerkendte den hebraiske stats evige ret til at have sit hovedsæde i Jerusalem.

Men hvad med Danmark? Skal også dette lille land i Nord, (som under krigen hjalp 3500 jødiske mænd, kvinder og børn til at flygte fra antisemitismens blodbad) følge trop med EU’s kvindelige udenrigsminister?

Hvis der skal være det mindste gram af sandhed bag regeringserklæringen, at ’Danmark er et kristent land’ – så bør netop denne 500årige protestantiske nation efter at reformationsåret i 2017 er løbet ud i sandet, række hånden ud til Israel og give det jødiske folk håndslag på, at også danskerne siger ja til Jerusalem!

Dette ’ja’ har nemlig en dybere baggrund, som jeg her vil søge at fremmale med følgende overskrift:

 

DET DREJER SIG OM TEMPLET

"De er jo israelitter, dem tilhører… tempeltjenesten… og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting" (Rom.9:4).

Når apostelen Paulus her taler om ’israelitter’, så er det de jøder (ikke palæstinenserne ej heller araberne) som bor i Israel, og som her (i Ny Testamente) nævnes som ’de retmæssige arvtagere og ejere af landet, Israel’. Når det i Ny Testamente yderligere erklæres, at ’ud fra dem kommer Kristus’ (Rom.9:5), så er dermed uimodstrideligt, at helt tilbage til de første rødder af israelitternes familietræ kan den legale ejendomsret til Israels land spores. Derfor betegnes Israels Gud (i de hebraiske skrifter) ofte som ’Jakobs Gud’, idet Jakob fik navneforandring (efter en natlig brydekamp ved Jabboks Bæk) og – ifølge den bibelske beretning – af Gud selv blev kaldt ’Israel’.

Når derfor den såkaldte ’tempeltjeneste’ her omtales som den særlige gudstjeneste, der (citat): ’tilhører Israel’, så bør de danske politikere, der nu som aldrig før skal tage stilling i denne sag, omhyggeligt sætte sig ind i, hvilken betydning dette har for Tempelpladsens tilhørsforhold.

De folkevalgte medlemmer af folketinget, som skal afgøre, om Danmark skal følge USA’s eksempel (med henblik på bl.a. at flytte den danske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem) bør først og fremmest lade sig lede af Ny Testamentes stilling til Tempelpladsens åndelige betydning i Jerusalem.

Det græske ord for ’tempeltjeneste’, som anvendes i det her citerede afsnit fra Romerbrevet, er det samme ord, som anvendes i Hebræerbrevet, hvor der står skrevet: "Nu havde jo også den første pagt sin gudstjenesteordning og sin jordiske helligdom" (9:1). Heraf kan udledes, at når der tales om den gudstjenesteordning, som ene og alene tilhører jøderne, og som har sit hovedsæde i den jødiske, jordiske helligdom på Tempelbjerget, så kan denne ikke erstattes af en anden gudstjenesteordning, som ikke har sin oprindelse i den gamle pagt, som Israels Gud ved Moses sluttede med sit jødiske folk.

Med spørgsmålet om USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad og det deri inkluderende forhold, der har at gøre med Tempelpladsen og opførelsen af Det Tredje Tempel, bevæger det danske folketing sig ind i en åndelig dimension, som ikke kan administreres af politisk strategi og indsigt. Hertil behøves åndelig bedømmelse! Og den bedømmelse vurderes også, hvad der sker i den usynlige verden…

 

KAMPEN I DEN USYNLIGE VERDEN

Med henblik på den opgave, som Kristi menighed i dette kommende år står overfor, er det nu åbenbart, at den – som aldrig før – skal rette blikket mod de strategiske træk, som skjulte onde magter foretager i den usynlige verden. Apostelen opfordrer i sit brev til Korinterne Guds folk til alle vegne ’ikke at miste modet’ (ej heller at blive trætte i deres sjæle). Selvom det synes åbenlyst at slaget ofte synes tabt i det ydre – så eksisterer der ’et indre menneske’, som tværtimod at opleve tab og nederlag, bliver styrket ved Guds Ånds virke, der rækker langt ind bag facaden – ja, som på en daglig basis fornyer det sjælelige og åndelige menneske (2.Kor.4:16-18).

Det græske ord for den ydre trængsels massive offensiv er, at den (som det er tilfældet med trusselen fra Bruxelles) er ’begrænset til ’det nuværende’ – (altså det, som kun kan vokse her i tiden… (Luther: ’zeitlich’). Men: ’Det usynlige er evigt’! (v.18)

Ny Testamente indeholder især et afsnit, som detaljeret og med mange eksempler fortæller, hvordan de såkaldte ’troens helte’ formåede at holde skansen. Det er det elvte kapitel i Hebræerbrevet, som politikerne på Christiansborg bør være opmærksomme på.

Om Moses fortælles det, at han ikke et øjeblik frygtede den mægtige egyptiske faraos vrede. "Nej," hedder det, "han holdt ud som om han så den usynlige" (Hebr.11:27). Det vil med andre ord sige, at Moses ikke kun noterede sig de faktiske, farlige omstændigheder – men at han hele vejen igennem vanskelighederne holdt øje med ’Den Usynlige’. Den oprindelige tekst lader forstå, ’at han så det, som ikke kunne ses’ – og det er i den verden, at den virkelige kamp med henblik på Kristi menigheds tjeneste over for Jerusalem i den nærmeste fremtid, skal udkæmpes.

Om dette har jeg med hensyn til jødernes fordring på Jerusalem følgende at tilføje:

 

TUNGTVEJENDE ARGUMENTER

Som en af verdens protestantiske nationer har Danmark en grundlov, der i sin 4. paragraf henviser til den protestantiske kirkes lære og bekendelse. Ifølge Danske Lov er Bibelen det første og ypperste bekendelsesskrift, som denne lov henviser til. Af bl.a. denne grund kan i den foreliggende situation ingen ansvarlig politisk eller gejstlig leder frasige sig den bibelske kendsgerning, at det er fra israelitterne, at Jesus Kristus er kommet. I det særlige afsnit af Romerbrevet, hvor det præciseres, at tempeltjenesten på Tempelpladsen i Jerusalem (citat): ’tilhører Israels folk’ tales der tillige om ’Kristi kødelige herkomst’ som helt og holdent kan spores tilbage til Jesu jødiske oprindelse, der har en direkte forbindelse til spørgsmålet om Israel og Jerusalem. Dette argument er tungtvejende og bør ikke et øjeblik udelades af den kommende beslutningsproces.


TILBAGE