RETSOPGØRET
187

HERMED ER LOVEN MOD FRIKIRKER VEDTAGET

Det er nu i Danmark ved indgangen til det nye år en vedtaget lov, at enhver dansk, evangelisk frikirke fremover af statens embedsmænd og det danske samfund skal defineres og forstås som (citat): ’et fællesskab hvis medlemmer samles om en tro på magter…’ (L19, § 1).

Derefter kan samtlige danske frikirker lægge deres egen trosbekendelse i skuffen. Staten har med den nu vedtagne lov efter dens 3. behandling d. 7. dec. 2017 én gang for alle slået fast, at alle kristne kirker uden for folkekirken ikke længere (set ud fra dansk lov og ret) kan regnes ind under den apostolske trosbekendelse.

Med ordene: "Ved trossamfund forstås i denne lov…" er herefter enhver indvending forgæves! De danske frikirkelige borgere kan indtil videre synge deres salmer og sange om deres tro på Herren Jesus og deres bekendelse om Hans forløsermagt – men dansk lov og ret har fremover en anden definition. Den erklærer, at frikirkernes tro blot skal forstås som en tro på overnaturlige magter. Som tiden går, og denne lovs virkninger begynder at gøre sig gældende (umiddelbart efter nytårsdag 2018) – så vil de evangeliske frikirkers jævne folk så småt begynde at lugte lunten og fatte, at deres egne ledere i denne alvorlige sag har holdt dem dårligt underrettet.

Derfor vil ikke få frikirke-troende begynde at samle sig i private hjemmegrupper – simpelthen som en første reaktion på, at de aldrig i livet (og heller ikke i evigheden) vil tillade, at de af staten anbringes i den ’sekteriske bås’, hvor de sammen med alverdens (transcendente) afgudsdyrkere blot er at betragte som en flok forstyrrede elementer, ’der samler sig i troen på overnaturlige magter’.

 

FRIKIRKERNES EGEN RAPPORT

To dage før juleaften (d. 22.dec.2017) meddelte Frikirkenet, at den nye lov trådte i kraft i januar 2018. "Loven er allerede vedtaget d. 7. dec.," hed det, hvorefter der fulgte et kortfattet overblik over nogle af ’de vigtigste ændringer’, som den nye trossamfundslov medfører. Ikke en eneste negativ kommentar blev bragt med hensyn til lovens første paragraf, som fra første færd definerer landets frikirkelige borgere som ’en ny slags afgudsdyrkere’. Ikke den mindste antydning af protest. Nej, denne definition anses af frikirkenet som noget positivt, hvilket jeg senere (i denne tekst) vil berøre.

Det forklares i den udsendte frikirkenet-beretning, at statens tilsyn med landets frikirker vil blive skærpet. Medlemstal og vedtægter vil blive tjekket. (Forberedelserne til kommende elektroniske overvågning nævnes imidlertid ikke).

De danske, evangeliske frikirker skal (forklares det) fremover (citat): ’… indsende en årsrapport til ministeriet’. Ledernes navne skal meddeles! Regnskab afleveres. Modtaget økonomisk støtte beskrives.

Det kontroversielle, obligatoriske kursus i dansk familieret inklusiv gennemgang af de grundlæggende principper vedrørende frihed og folkestyre (som koster hver eneste af deltagerne 6.400 kr) noteres. (At kurset indbefatter undervisning i statens syn på ’seksuel orientering’, og at kursisten skal afgive løfteerklæring om ’samvittighedsfuldt at overholde dansk lovgivning’ (bl.a. vedr. vielse af homoseksuelle) detaljeres ikke… (om denne sag bevæger frikirkenet-beretningen sig som katten om den varme grød).

Når kirkeministeriet ’finder behov for dette (hedder det videre i frikirkenet-referatet) kan ministeriets embedsmænd ’besøge den danske frikirke – og de kan ’anmode’ om at få udleveret medlemslisten over kirkens myndige medlemmer.

Frikirkenets rapport anfører derefter under de givne ’lempelser’, at ’der fra nu af kan stilles krav om indførelse af demokrati, ligestilling med mere’.

(Rapporten undlader at beskrive det ’nærdemokrati’, som fremover skal styre kirken’; der hersker tavshed om kirkens eget ældsteråd, som nu mere eller mindre sættes ud af spillet. Lovforslaget som var tydeligt på dette punkt, blev i ellevte time mere ’skønsomt’ formuleret).

 

FRIKIRKELIGE BORGERE KASTES FOR LØVERNE

Frikirkenets fortsatte kommentar til statens definition af, hvad der fra d. 1. jan. 2018 forstås ved en dansk, evangelisk frikirke er (i mine og andres øjne) intet mindre end hårrejsende. Kommentaren lyder sådan: "Det positive er, at vi nu får en lovfæstet definition på, hvad et trossamfund er. Livssyn af forskellig slags – som f.eks. humanisme eller ateisme – er således ikke dækket af loven."

(Udtrykket: ’dækket af loven’ kan man f.eks. anvende ved at henvise til Grundlovens § 4, som siger, at ’den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten’. Her er der nemlig i grundlovsbestemmelsen tale om en statslig forpligtelse med hensyn til at værne om en bestemt protestantisk trosbekendelse.

Men når det her drejer sig om en evangelisk trossamfund, der tydeligvis fortsat betragtes som ’afvegne’ fra folkekirken, så er der ikke længere tale om noget værn. Da er disse danske, evangeliske kirker ikke længere beskyttet af Grundlovens 4. paragraf, selvom de i deres (citat): ’udformede læresætninger og ritualer’ står på samme protestantisk-evangelisk grundlag som folkekirken…).

Selvom disse sunde, nytestamentlige, frikirkelige læresætninger (som i adskillige tilfælde stemmer mere overens med Den Hellige Skrift end visse lutherske påstande), så vil danske frikirkeborgere ifølge den nu givne definition hurtigt, effektivt og hensynsløst og med loven i hånd og med statslig understøttelse kunne ’kastes for løverne’!

Frikirkernes trosbekendelse er herefter i alle tilfælde reduceret til (citat): ’en tro på overnaturlige magter’; kirkernes egen selvforståelse kommer i anden række.

 

KRYPTISK BESTEMMELSE

Frikirkenet må have haft bind for øjnene, når det i sin udsendte orientering helt undlader at kommentere den splinternye lovbestemmelse, som siger at hvis en frikirke skal have statens blå stempel, så skal den i sin ansøgning vedlægge sit vielsesritual. Dette frikirkelige vielsesritual (citat): ’må ikke indeholde særlige betingelser for ægteskabet, som strider mod dansk retsregler om myndige personers selvbestemmelsesret, eller som indeholder forskelsbehandling på grund af køn’ (§ 15 stk.5).

Den sidste sætning forbliver kryptisk! Hvad er det for en ’forskelsbehandling på grund af køn’, som ikke må forefindes i en frikirkes vielsesritual? Er det det samme forbud mod ’forskelsbehandling på grund af køn’, som forefindes i det øvrige samfund? Hvad er det, som fremover under ingen omstændigheder eller på nogen måde må komme til orde i en frikirkelig vielsesceremoni? Hvad er der, som præsten ikke må sætte ord på eller bare antyde i det vedlagte ritual?

Alle frikirkelige medløbere, som (ved deres tavshed eller villige medvirken af gennemførelsen af denne lov) har understøttet dens ikrafttræden på den første dag i 2018, bør stilles til ansvar, når den 25. § iværksættes om tre-fire år. Da vil kirkeministeren nemlig ’fremsætte forslag om revision’ – og da vil fælden klappe, hvis ikke den fornødne modstand (fra day one i 2018) iværksættes!

Det vil sige (vil jeg afsluttende hævde) – at den nye lovs 25. paragraf faktisk indbyder til en folkerejsning.

Hvem vil være med til, at vi i de kommende 3-4 år (hvis Gud vil og vi lever) sætter alle kræfter ind på – som frikirkelige borgere – at stille kirkeministeren stolen for døren, så at hans lovbefæstede revision af den nye lov ikke længere går kejserens ærinde men Guds?

De, som siger ja til denne udfordring, bør inden nytårsmorgen melde sig ind i den eneste, danske forening, som med loven i hånd kæmper for denne sag. Indmeldelse kan ske på hjemmesiden!

 

NYTÅRSPRÆDIKEN OM STAT OG KIRKE

Én af de bibeltekster, der synes at være mest aktuel med henblik på det gamle, kirkehistoriske spørgsmål: ’STAT OG KIRKE’, er den afslørende konfrontation mellem de jødiske lærde og Jesus (som beskrives i Mattæusevangeliets 22. kapitel). "Sig os, hvad du mener?" spurgte herodianerne (Herodes tilhængere), idet de tilføjer: "Har man lov til at give kejseren skat?"

Ny Testamente fortsætter ikke med at forklare, at Jesus godt var klar over, hvad kong Herodes’ udsendinge var ude på – men teksten går med det samme til sagen: "Han mærkede deres ondskab" (v.18).

Dette vil i høj grad, tror jeg, blive tilfældet med henblik på den løbende debat om, i hvor høj grad kejseren kan blande sig i kirkernes forhold. Ikke få af Jesu efterfølgere vil få en klar fornemmelse af, at en særlig form for djævelsk ondskab er på spil. Når det i Ny Testamente understreges, at ’Jesus mærkede deres ondskab’, så kan der næppe være noget anstødeligt i at betone, at Jesu disciple ejer noget af den samme bedømmelse – ja, at de i samme grad har fornemmelsen af, at nogle af de tiltag, som i det nye år vil blive forordnet af de offentlige myndigheder ikke bare er for at ’hjælpe og støtte’ den betrængte kirke.

Jesu svar er yderst direkte. Han lægger ikke fingrene imellem og synes heller ikke at være bange for kejserens repressalier. "I hyklere," udbryder Han og tilføjer: "Hvorfor stiller I fælde for Mig?"

Det vil med andre ord sige, at Jesus var klar over, at de, som forstillede sig som værende interesseret i at ’finde frem til de rette løsninger, og som skænkede det en betydelig opmærksomhed, at man i sin gudsdyrkelse holdt sig inden for lovens grænser (’har man lov til at… v.17) – at disse i virkeligheden var en flok uærlige ’politikere’, som kun havde det ene formål: At få ram på Ham! Altså en gruppe hyklere, som satte fælden op, så at de kunne få standset den farlige forkyndelse, som på det tidspunkt fyldte Jerusalems gader og stræder.

 

BEVISFØRELSEN

Det vanskelige ved at få fældet Jesus og få Ham erklæret for ’en uønsket prædikant’ var, at Han ikke sjældent illustrerede sine prædikener med en slags anskuelsesundervisning. "Vis mig skattens mønt," sagde Han (v.19). Da Hans modstandere rakte Ham en denar, lagde de faktisk (uden at vide det) det våben i Hans hænder, som kunne sætte både dem selv og deres onde projekt til vægt!

Anskuelsesmaterialet var nemlig ikke et eller andet bevis fra Den Hellige Skrift (for den troede Herodes’ folk ikke på) – nej, bevisførelsen blev hentet fra kejserens eget skatkammer. Altså fra et objekt, som allerede bar kejserens segl og signatur – og derfor ikke kunne modsiges eller modbevises af kejserens egne folk.

Af samme grund synes det retfærdiggjort, at ej heller i vor tid skal landets troende borgere vige tilbage fra at hente deres bevismaterialer fra kejserens egne love eller statens lovbefæstede regler og bestemmelser.

Hvis det ikke var ufromt og åndeligt utilladeligt, at Jesus bad om at få en ’skattens mønt’ fremlagt og derefter førte sine illustrationer ud fra kejserens billede – så kan det heller ikke være utilladeligt, at landets troende borgere beder om at få fremlagt regeringens lovforslag og statens lovreguleringer for derigennem at bevise, at kejserens folk er på gale veje!

"Hvis billede er på den indskrift?" Jesus viser kejserens mønt.

"Kejserens!"

"Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er" (v.21)

… og heri ligger nytårsprædikenens konklusion: "Byt ikke om på tingene, så I giver kejseren hvad ene tilhører Gud, og indfører statens styre i Kristi menighed!"


TILBAGE