RETSOPGØRET
184

LIGESTILLINGS-TEOLOGERNES KLONEDE DAGE

I Sverige kan man nu kalde Gud både for Faderen og moderen. Svenskerne har (om de vil indrømme det eller ej) ændret deres kirkehåndbog, fordi de mener, at Bibelen er skrevet i et alt for ’Fake News’. Men der er alligevel noget om sagen. I stedet for som præst i den danske folkekirke at forstå og give udtryk for, at dette her er ’at gå for langt’ i et forsøg på at blive ligedannet med den forvirring, der præger det nye ’kønsidentiske’ samfund, så synes den populære præst ved Christians Kirke i København, Flemming Pless, at ’tanken ikke er helt tosset’. "Vi burde tage den samme diskussion i den danske folkekirke," udtaler han. "Guds køn har ingen betydning," siger han. Lene Sjørup, der er præst og forsker i teologi, synes heller ikke, at svenskerne er helt skøre. "Svenskerne har blot forsøgt at opbløde Bibelens patriarkalske sprog," forklarer hun.

Den svenske kirke har forsøgt at bortforklare sagen – men det viser sig, at der (som det hedder): ’ikke går røg af en brand uden at der er antændt et bål’…

"Det helt afgørende tåbelige i den svenske kirkes tiltag," skriver sognepræsten ved St. Pauls Kirke i Nyboder, Kathrine Lilleør, er, at man ved at fjerne kønnet fra Den Personlige Gud, som lod Sin søn føde. Man kan ikke være barn af noget kønsneutralt – og som den første dominobrik, der vælter, så ryger hele fortællingen, hvis Gud ikke længere må kaldes far!"

Nyboder-præsten slutter: "De totalitære ligestillingsideologer har kronede dage i Sverige… - I den omtalte pressemeddelelse oplyser Svenska Kyrkan, at det ikke er sandt, at man i alterbogen har ændret den traditionelle formulering: ’Faderen, Sønnen, Helligånden – men nogle kønsneutrale måder at tiltale Gud på er dog blevet tilføjet i visse bønner," indrømmer formanden for tilbedelsesudvalget i Sverige, Sofija Pedersen Vibeke. Så der er altså noget om sagen…

 

NÅR STATEN TVINGER PRÆSTEN

I dag har præster i den svenske kirke lov til at vælge, om de ønsker at vie homoseksuelle par. Men hvis det står til landets statsminister, socialdemokraten, Stefan Løfven, bør alle præster tvinges til at vie homoseksuelle. Det fortalte han til Kyrkans Tidning tidligere på året, og for andet år i træk var spørgsmålet på dagsordenen ved det netop overståede kirkemøde i Uppsala, der er kirkens øverste beslutningsorgan. I år var det formuleret, så man ville fratage præster retten til at afslå vielser af alle tænkelige årsager.

"Præster har mange forskellige pligter, og en af dem er at følge vielsesløftet og kirkens ordning (…) "Der findes en grænse for, hvornår en præsts handlinger kan anses som illoyale," sagde Britt-Marie Danestig, der havde rejst forslaget under debatten på kirkemødet. Hun er valgt fra gruppen Venstrepartiet i kirken, der er tilknyttet det socialistiske rigsdagsparti Venstrepartiet.

Forslaget blev nedstemt på kirkemødet, men det forventes at blive taget op af den nyvalgte kirkeledelse. Denne består af de 251 delegerede, der blev valgt ved kirkevalget i september og næste år kan rejse sagen igen.

Joel Halldorf, der er docent ved Teologiska högskolan, Stockholm, mener, at spørgsmålet udstiller udfordringerne ved at have en demokratisk valgt kirkeledelse, hvoraf mange er valgt på partipolitiske lister. Kirkens biskopper har markeret, at de ikke ønsker at tvinge præsterne til at vie homoseksuelle, og dermed er sagen også blevet en kamp mellem det politisk valgte og det biskoppelige lederskab i kirken, mener han. "Man risikerer, at et lille flertal beslutter noget, som meget store dele af kirken er modstandere af, fordi den politiske verdens logik om flertal bestemmer. Og at det politiske mål dermed triumfer idéen om teologisk mangfoldighed. Sagen er blevet central, fordi mange opfatter det som et spørgsmål, der forsøges trukket ned over kirken af Socialdemokraternes ledelse i Rigsdagen," siger han.

Slagsmålet kommer midt i opgøret om, hvilken vej man skal gå i fremtiden, hvor kirkens egne beregninger har anslået, at kirken efter rekordmange udmeldelser kan blive en minoritet i 2026. Derfor ser mange også sagen som indikator for, om kirken går i en mere politiseret eller samlende retning. I 2009 blev Sverige det første nordiske land, der efter årelang teologisk debat indførte kirkelig vielse af homoseksuelle.

 

ET EDS-ORD BLEV BRUDT

Allerede i den forklarende Præambel til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som nu søges ’skrevet ud af dansk lovgivning’, omtales nødvendigheden af (citat): ’at opretholde disse grundlæggende frihedsrettigheder’.

Danmark forsømmer med det kontroversielle B 22-lovforslag (dersom det vedtages den 12. dec. 2017) – som værende ’én af de høje kontraherende parter’ at respektere den garanti, der ligger i at ’opretholde’ denne konvention! De danske myndigheders velagtede underskrift er da for intet at regne…

Med at søge at ’skrive’ denne internationale frihedsaftale ’ud af dansk lov’ er et eds-ord blevet brudt! En høj aftale er blevet svigtet!

Den for få dage siden affattede offentlige bekendtgørelse: Et åbent brev til folketingets formand Pia Kjærsgaard’, som jeg (sammen med medlemmer af grundlovsforeningens bestyrelse) forfattede i forbindelse med min gennemgang af Den mørkeblå Betænkning i den sidste weekend af november i 2017, bør betragtes som endnu et forsøg på at værne de danske troende borgeres retssikkerhed. En meningsmåling (Altinget 5. sept. 2017) viser et relativt flertal for, at ’et sådant skridt’ udmærket kan foretages. 47 % af de adspurgte sagde ja… så der er god grund til at slå alarm…

Om dette har jeg følgende at meddele:

 

DE ELEKTRONISK REGISTREREDE

Anerkendelsen af de trossamfund, der ikke hører til folkekirken, er med den nye betænkning blevet simplificeret. "Staten skal ikke længere ’godkende’," hedder det, - "men kun ’anerkende’ (s.21, stk.2,4,3). Det vil sige, at der fremover ikke foreligger en egentlig godtagelse af trossamfundets lære. Det skal bare anerkendes! Hvilket betyder ’registreres’ . En ’opdeling’, som de totalitære samfund (f.eks. Sovjetunionen og de kommunistiske øststater) anvendte, og som adskilte de kristne i to grupper: Dem, der var ’registreret’ (og som fik visse beføjelser) og så de ’ikke-registrerede’, som endte med at blive ’den forfulgte minoritet’.

Det er dette mønster, som nu gennem den mørkeblå betænkning skal fastlægges i Danmark, og det er de historisk skræmmende forhold, som venter evangeliets forkyndelse i Danmark – hvis der ikke i tide ydes modstand!

 

KEJSERENS PROTOKOL

På denne måde vil statsmagten og den verdslige, religiøse øvrighed ’imødekomme’ de kristne grupper, som (frygtsomt) vil søge ind under de offentlige myndigheders paraply. De skal fremover kun tælle grupper på 50; det for kirkeministeriet afgørende er (ikke antallet men) at man får de kristne ind i det elektroniske system. Derved (citat): sikres en lettere adgang til indsigt…’ (s.21, stk. 2,4,3).

Trossamfundene behøver derfor heller ikke længere at indsende den pågældende gruppes religiøse bekendelse; den interesserer (dybest set) ikke de statslige embedsmænd; de vil blot have klarhed over hvem der er registreret (’anerkendt’) – og hvem, der kunne være i et modsætningsforhold til denne ’indførelse i kejserens protokol’; de sidste (oprørerne) indskrives i en anden ’ikke tilgængelige liste’.

 

STATENS SKJOLDBORG

Samtidig med, at den mørkeblå betænkning 1564 understreger, at den mere end villigt vil følge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så er allierede politiske elementer (som omtalt) i fuld gang med at udrydde denne af Danmark i 1953 underskrevne konvention fra samtlige domstole. "Den skal simpelthen (som det hedder) skrives ud af den danske lovgivning." Et udtryk, som man måske kunne bruge, hvis det drejede sig om en farlig ideologisk indflydelse, der kunne være til skade for borgernes vé og vel – men dette synes langtfra at være tilfældet. Tværtimod! Konventionens fornemste mål er at sikre et lands indbyggere mod en aggressiv statsmagts overgreb.

Da nu det nedsatte regeringsudvalg, der består af de mere eller mindre skjulte bagmænd bag Danmarks historiens mest udspekulerede angreb på borgernes frie kristne menighedsdannelse, så løfter den mørkeblå betænknings initiativtagere – inden de angrebne trossamfund har øjnet faren – en solid skjoldborg, som skal opfange borgernes forsvarspile.

Skjoldborgen – altså statens nøje gennemtænkte forsvarsværk – består bl.a. i at fremhæve menneskerettighedskonventionens ypperste dogmer. Dermed vil den nemlig søge at få nationens evangelisk-troende borgere til endeligt at forstå, at statens væbnede angreb er bygget på den ophøjede menneskerettigheds konvention (som ligesindede lovmagere samtidig vil have udryddet fra dansk lov og ret).

Af den grund vil det være gavnligt at kaste et ransagende blik på statens ophøjede forsvarsværk. Især den 9. artikel i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der omfatter alle danske borgeres fulde frihed til (citat): ’at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed (art.9, stk.1).

I den mørkeblå betænkning nr. 1564 lægges nu sten på sten med tilsyneladende indrømmelser, som der (efter de seneste højesteretskundgjorte statsovergreb) vil være vanskeligt for de evangelisk-troende borgere at fatte tillid til.

Med bøjede hoveder må de lytte til, hvorledes den mørkeblå betænkning udbreder sig om, at (citat): ’religionsfriheden må anses for at være én af grundpillerne i det demokratiske samfund’ (s.30, stk. 3.1.1.2) – og med en vis sammenbidthed (og en let hovedrysten) må de videre fremdeles lægge øre til, at (citat): ’… det vil være uforeneligt med statens pligt til at optræde neutralt og upartisk, hvis staten tillægges beføjelse til at vurdere berettigelsen af bestemte religiøse opfattelser eller udtryksmåder…’ (s.30, stk. 3.1.1.2)

Efter at statsmagten i Danmark ved en højesteretskendelse i marts 2017 er blevet tildelt ’al magt over folkekirkens indre forhold’ og samtidig har fået dommernes medhold i, at den ved lov har ret til at indføre et fremmed og dybt antikristeligt vielsesritual i folkekirken’- så har de frikirkelige borgere ingen tillid til, at de danske øvrigheder vil overholde den ’forpligtelse’, som den for 70 år siden er blevet pålagt af den internationale konvention – og landets kristne borgere fatter derfor øjeblikkeligt den dybere årsag til, at disse menneskerettigheder skal fjernes fra det danske retssystem!

I 1953 ville det have udløst et ramaskrig, hvis de danske myndigheder havde nægtet at underskrive den omtalte menneskerettighedskonvention. At de nu vil sløjfe deres forpligtende underskrift iagttages med passiv tavshed – ikke mindst af kirkens folk…

 

STATENS JULEGAVE

Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke i Grundloven er direkte forbud mod tortur og andre inhumane forhørs- og straffemetoder. Den religiøse inkvisitions rædselsforhør er ikke glemt – og det er i den forbindelse mere end relevant at sikre de evangelisk-troende borgere mod en mere og mere aggressiv statsmagt. De, som mener, at dette er en alt for ekstrem påstand, bør kaste et blik på de seneste billeder af kristenforfølgelse i muslimske lande.

De uanmeldte besøg af politiet, som p.t. synes at kunne stille uden skyggen af en dommerkendelse, opfordrer ikke de truede frikirkelige borgere til at fare med lempe. Der er således brug for menneskerettighedskonventionens udbygning af ytringsfriheden, så den kommer til at omfatte den informationsret, som de kristne medier også fremover vil gøre stor brug af. Det er nødvendigt i denne ’forførelsens time’, at de frikirkelige medier og skrifter ubesværet kan søge, modtage og meddele vigtige oplysninger fra andre dele af den verdensvidde kristne kirke. Dette indebærer bl.a. borgernes ret til at få aktindsigt i den offentlige forvaltning – en viden (kan jeg ud fra personlig erfaring berette), der er svær at få fat i.

Grundlovens 70. paragraf står snart på prøve – og kun menneskerettighedsbestemmelserne synes at kunne beskytte de kristne borgere mod overgreb på netop den grundlovsparagraf, som siger (citat): "Ingen kan på grund af sin trosbekendelse … berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder" (§ 70).

Den mørkeblå betænkning gør det lysende klart, at den evangelisk-frikirkelige prædikant, der nægter at skrive under på en samvittighedsbetonet løfteparagraf – eller den ansvarlige ledelse af en dansk frikirke, som lukker dørene for statens påbud om ’demokratisk nærdemokrati’, kan sige farvel til enhver form for anerkendelse. En sådan afvisende trosbekendelse fra frikirkernes side ’stempler’ det pågældende trossamfund som uværdig til ’den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder’ (grundlov § 70). Disse sortstemplede kirker og prædikanter har (med hensyn til lovgivningen) tilbage kun at støtte sig til menneskerettighedskonventionen, der altså i midten af julemåneden 2017 søges trukket væk under fødderne på dem.

En statslig julegave, som ikke mindst de evangeliske frikirker godt kunne have været foruden.


TILBAGE