RETSOPGØRET
180

SKRIFTEN PÅ VÆGGEN

Christiansborgs udmeldinger står som en manende skrift på væggen, når det drejer sig om trosfrihedsparagraffens fremtidige skæbne i Danmark. Når tæppet af og til løftes for, hvad der i den forbindelse tales om i regeringspalæets udvalgsværelser, så må Danmarks frikirkelige borgere forskrækkes og slås med undren. Tre afslørende udtalelser på en overskyet aprildag i 2016 hænger stadig i luften. Med offentliggørelsen af Den blå Betænkning dukker netop disse tre kynisk-kolde ’klargørelser’ op fra dybet; de slår nedskrevet med en dansk folketingsmands pen – og bør i denne time ikke gå i glemmebogen. De tre afslørende udtalelser er indbefattet i følgende afsnit fra en dagbladskronik (Kr. Dagblad i april 2016):

"Når vi i de politiske drøftelser sidder og diskuterer, hvordan vi kan sanktionere over for anerkendte og godkendte trossamfund som fratagelse af deres skattefordele og vielseskompetence, så er det noget nyt, og det er, såfremt vi bliver enige, statsmagten, som vil gå ind og sanktionere de trossamfund, som går ud over rammerne for trosfriheden."

Dette er de rene april-ord for pengene af et medlem af Folketinget og en ordfører for et af de danske, politiske partier.

Han anerkender nemlig, at 1) det ikke kun er Islam og muslimske imamer, der er på dagsordenen, når disse forhold drøftes. "Nej," siger folketingsmanden, (citat): "Vi sidder og diskuterer, hvordan vi kan sanktionere over for anerkendte og godkendte trossamfund"- ja, han indrømmer, at 2) disse drøftelser drejer sig om (citat): "fratagelse af skattefordele og vielseskompetencer. Til sidst anerkender han, at (citat): 3) ’det er statsmagten, som går ind og sanktionerer de trossamfund, som går ud over rammerne for trosfriheden’.

Det må være på sin plads at stille skarpt på disse tre afslørende udtalelser, hvilket jeg vil forsøge at gøre i det følgende.

Det er – i forbindelse med politikernes aktuelle drøftelser om (indtil nu uhørte) statsindgreb i evangeliske frikirker og trossamfunds forhold, at det faktisk drejer sig om (som det hedder): ’anerkendte og godkendte menigheder. Det vil sige, at der skal tages højde for, at ikke blot er det forudsat i grundloven, at disse trosfriheds-samfund har ret til at eksistere (thi ’borgerne har ret til at forene sig) men det drejer sig herefter om protestantiske kirker, som (af staten) allerede har modtager en særlig godkendelse og anerkendelse. Det betyder, at det konkret må dreje sig om særdeles graverende forhold (i forhold til disse kirkers lære, sædelige adfærd eller åbenlyse forstyrrelse af den offentlige orden) hvis staten således skal fare frem med ’indgribende midler’. Der bør nødvendigvis forekomme det, som kaldes ’proportionalitet’ mellem det barske statsindgreb og så de ’påtrængende forhold’, der kan føre til statsbeslutninger af den art.

Den blå Betænkning lægger i den forbindelse kortene på bordet. Det er ikke kun ekstreme, muslimske forkyndere, man er ude efter; de frie, evangeliske prædikanter står for skud – og man har allerede adskillige på sigtekornet.

 

RELIGIONSFRIHEDEN SKAL INDSKRÆNKES

I midten af april 2016 var Dansk Folkepartis Martin Henriksen på banen under avisoverskrifter, som åbenlyst erklærede: "Religionsfriheden skal indskrænkes!"

Uanset hvilke motiver, der var bag en sådan erklæring, og ligegyldig hvilken målgruppe, som denne opsigtsvækkende udtalelse henviste til, så bør samtlige danske kristne borgere (efter at disse ord er faldet) være på jagt!

De bør fra præcis den iskolde aprildato holde nøje øje med, hvad der (efter denne danske lovgivers hårrejsende april-erklæring) sker med det 150-årige grundlovsforår i Danmark. En bitter vinterkulde har nemlig siden den aprildag banket på dørene, og de troende, frikirkelige borgere bør mere end nogensinde holde øje med udviklingen omkring den såkaldte ’Blå Betænkning’, som allerede året efter (marts 2017) blev sendt på gaden i Danmark.

Om ikke før, så er den i norden formørkede dag oprunden, hvor de danske ( - ja, alle skandinaviske) troende omhyggeligt bør lytte til Jesu advarsel.

Selvom de hellere vil samles om de opløftende og opmuntrende ord (som både de fire evangelier og apostlenes breve er fyldt med) – så vil det i denne opgørets time være direkte uansvarligt – ja livsfarligt – at vende sig bort fra den manende sætning i Ny Testamente, der lyder sådan: "Og Jesu advarede dem…" (Mark.8:15).

 

HOLD JER FRA HERODES SURDEJ

"Se til!" udbrød Jesus, da han en dag gik om bord i en af stedets små fiskerbåde for at sætte over til den anden brev af Genezareths Sø. "Hold jer fra farisæernes surdej og fra Herodes surdej!" (Mark.8:13-15)

Det første vil de fleste af Kristi efterfølgere være indforstået med. "Farisæernes surdej er et religiøst fænomen, og noget sådant må alle landets troende på én eller anden måde forholde sig til – men det sidste, Herodes surdej, tages sjældent til efterretning. "Det er jo ’noget politisk’," siger man, "og det skal de troende ikke blande sig i…"

"Vi skal forkynde evangeliet," erklærer enkelte frikirkelige prædikanter – og gør det dermed klart, at ’Herodes surdej’ (den lovløse, romerske, politisk-manipulerende verdensmagt) holder de sig fra!

Hvad det vil sige ’at holde sig fra’, har imidlertid intet at gøre med ’den tilbageholdende passivitet’, som adskillige frikirkelige forkyndere roser sig af! Når Jesus (i samme åndedrag) advarer mod farisæernes surdej, bør de fire høje véråb, som Han heftigt udtaler over ’disse hyklere’ (Matt.23:13-16) ikke rives ud af sammenhængen

Trosfriheden skal holdes (citat): inden for nogle rammer, som er fastsat af folketinget," erklærer den her omtalte danske politiker, idet han tilføjer: "Hvis en religionsudøvelse strider mod sædeligheden eller forstyrrer den offentlige orden, så må den troende undvære den del af sin tro, i hvert fald i Danmark."

Sandt er det, at trosfriheden i Danmark i henhold til forfatningen er begrænset af to klart påpegede forhold: Sædeligheden og offentlig orden. Lovgivningen er imidlertid (Gud ske lov) hierarkisk opbygget med grundloven (ikke folketinget) øverst. Derfor er rammen for en hvilken som helst begrænsning af trosfriheden ikke (som den danske politiker skriver): ’fastsat af folketinget’. – Nej, den er med ubrydelig gyldighed ’fastsat af grundloven’.

Dette indebærer, at de ’nye regler’ om en ’indskrænkning af trosfriheden’ er fremsat på et langt lavere niveau end den konstitutionelle ordning, som beskytter borgerne mod uansvarlige politikeres overgreb.

Den omtalte folketingsmand har tydeligvis glemt den grundlovsbestemmelse, at hans (lovmæssigt set) ’lavere regler’ aldrig må være i strid med det himmelhøjt højere niveau, som hedder Danmarks Grundlovs trosfrihedsparagraf 67, der klart og tydeligt (så selv et barn kan forstå det) fastslår, at ’Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning.

En hvilken som helst ’ny regel’, som vil begrænse denne ’trosoverbevisningens frihed’ skal have støtte (hjemmel) i den lov, som den søger at udbygge – og denne love må på nogen måde eller i nogen ordlyd – ej heller i sin ånd og motivering og slet ikke i sti bevidste fortsæt – være i strid med Danmarks Grundlov.

 

USIKKERT STATSLIGT DOKUMENT

I en tid, hvor kendte danske politikere (f.eks. Mette Frederiksen (S)) gør sig til talsmand for at lukke visse hjemmesider uden dom, og betydelige, danske, politiske partier (som Venstre, DF og Konservative) dristigt udfordrer grænserne for fortolkningen af grundlovens religionsfrihed, bør alle danske, evangeliske, frikirkelige forkyndere tænke sig om to gange, før de underskriver noget samvittighedsløfte på et så usikkert statsligt dokument.

Som talen på Christiansborg bliver mere og mere højlydt, at ’religion skal ud af det offentlige rum’, og danske dommere (samtidig med, at de udsteder forbud mod at bære ’religiøse symboler’ (med korsets tegn) overdrager al magt over Danmarks nationalkirke til staten (Højesteretskendelse 23. marts 2017) skal frikirkepræsternes frie forkyndelse (ifølge Den blå Betænkning) nu lægges i lænker. Frikirkepræster påbydes herefter ved lov indoktrineringskurser under statens tankekontrol, og hundredårige, traditionelle, ærværdige, danske, protestantiske frikirkesamfund trues i den samme statsbetænkning med at blive frataget vielsesretten, hvis de nægter at følge ’gældende, danske lov og retsbestemmelser’ vedrørende ægtevielser af borgere, som (med få dages varsel) har skiftet køn i kommunens borgerservice.

Som Stig Grenov, Kristendemokraternes landsformand, så udmærket (i samme forbindelse) har formuleret: "Grundloven skal ikke udfordres – den skal overholdes!"

 

FRIKIRKEPRÆSTER VIL BLIVE STRAFFET

Det vil i fremtidens Danmark ikke kun blive forbudt for arbejdsgivere at ’diskriminere’ (som det hedder) på baggrund af kønsidentitet, men det vil ved lov blive erklæret, at frikirkepræster har brudt deres lovbefalede løfte, hvis de nægter foran alteret at vie personer, som har ’skiftet køn’ på borgerservice – ja, evangeliske frikirkepræster vil blive straffet med skærpede domme for ved en sådan holdning at have foretaget ’verbale og psykiske angreb’ – ja, ’hadforbrydelser’.

Selve ytringsfriheden vil i de forhold, som løfteparagraffen inkluderes, blive anfægtet, idet staten fremover vil udfærdige nye bestemmelser, der ikke anerkender borgerens ret til med hensyn til den gældende lov om kønsidentitet (og de kirkelige ritualer, som i den forbindelse skal udarbejdes) anvender betegnelser (’han’ eller ’hun’, ’mand’ eller ’kvinde’ som er biologisk beviselige) og dermed (citat): ’nægter at anvende udtryk, som er opfindelser fra en lille gruppe af ideologisk motiverede personer’. (Professor v. University of Toronto, Dr. B. Peterson, interview til CBC).

 

DET LOVFORSLAG BØR FORKASTES

Løfteparagraffen er I den statslige betænkning anbragt som den 19. bestemmelse. Den lyder i sin barske korthed som følger: "Forinden en person bemyndiges til at forrette vielser, skal den pågældende afgive en erklæring om samvittighedsfuldt at ville overholde dansk lovgivning herunder de gældende regler om indgåelse af ægteskab ved vielse med borgerlig gyldighed."

Dette er – mener jeg – en grundlovsstridig bestemmelse, der bør betragtes som ’en hovedstrid’ (altså ikke kun ’en hovedsag’ men et altafgørende, gennemgående stridsspørgsmål, der indebærer det uafvendelige faktum, at borgerens trosfrihed udsættes for en direkte, politiske og religiøs betonet krænkelse!

At en grundlovsværnet borgerret ’forinden(d.v.s. inden den implementeres) skal udsættes for en skærpet analyse af, hvorvidt den (pågældende borger) kan anses for værdig til at ’udføre en offentlig handling’ fordrer en femfoldige tydeliggørelse af den juridiske definition, hvorefter borgerens værdighed skal røntgenfotograferes. Striden angår nemlig kun dette ene: Borgerens værdighed! Altså 1) hvilken specielle overvågningsbestemmelser hører han ind under? 2) Hvilket detaljeret, anerkendt kriterium stilles for at han kan godkendes! 3) Hvilke nye politiske og åndelige statskrav skal han opfylde? 4) Kan i det enkelte tilfælde ’særlige religiøse overbevisningsomstændigheder påvirke statens bedømmelse? 5) Er der enighed om hvilke af de evangeliske frikirkers bekendelsesprincipper, der skal følges, så at man dermed kan sikre, at sagens udfald omfatter grundlovens trosfrihedsbestemmelse?

Disse fem analysepunkter bør betragtes ud fra følgende eksempel: Hvis en dansk, evangelisk frikirkepræst nægter at følge i den danske sognepræst, Henrik F. Damgaards, fodspor, da han lørdag d. 29. august 2015 viede et transseksuelt, sortklædt brudepar (to mænd, som på borgerservice havde fået udstedt kvindelige CPR-nummer og et ’F’ for female i passet) så vil han blive erklæret for ’uværdig til at foretage de nye borgerligt gældende kirkelige vielser’. Han opfylder ikke (citat): ’dansk rets regler om myndige personers selvbestemmelse’ og han overtræder (citat): dansk lovgivning vedrørende ’forskelsbehandling på grund af køn’ (2.4.5, side 25).

Alene af den grund bør det i Den Betænkning fremførte udkast til lovforslag forkastes, hvilket jeg afsluttende vil begrunde med følgende:

Den evangeliske frikirkepræst, som ønsker at foretage en vielse ’med borgerlig gyldighed’ skal ifølge Den blå Betænkning fremover opfylde den betingelse, at det vielsesritual, han anvender (citat): ’ikke må stride mod dansk rets regler om myndige personers selvbestemmelse, eller som indeholder retlig forskelsbehandling på grund af køn’ (2.4.5. s. 25).

Det vil sige, at den helt nye ideologiske opfattelse af ’kønsidentitet’ her kan komme til at spille en afgørende rolle, Hvis en frikirkepræst fremover nægter at vie par, som på borgerservice har ’skiftet køn’, vil han på stedet blive anset for at være ’uværdig til at kunne beklæde den angivne vielsesbemyndigelse, og hvis han i ’sin adfærd’ (forkyndelse) udtrykker en lignende uoverensstemmelse med de nye, gældende retsnormer for ’myndige personers selvbestemmelse’ på dette område, vil han hidtil opnåede vielsesbemyndigelse blive tilbagekaldt (2.4.5, s.25).

Hertil bør følgende indvendes:

Hvis det er sandt, at Danmarks Grundlovs 67. paragraf står over alle andre retskilder om trosfrihed, så er Betænkning 1564’s lovudkast om at en dansk frikirkepræst (hvis han skal anses for ’værdig’ i statens øjne fremover) skal give løfter om, at han samvittighedsfuldt vil overholde en sådan ’gældende betingelse, illegal! Regler af den art, som på det dybeste berører præstens samvittighed og overbevisning, er og forbliver i strid med grundlovens trosfrihedsbestemmelse § 67.

(Læs på hjemmesiden www.noer.info det Profetiske Journal, ugens artikel om de ’farlige tempelgravere’).


TILBAGE