RETSOPGØRET
179

STATENS KRIGSERKLÆRING

En forfatningsstridig ligestillingsånd formelig driver ned ad siderne på ’den blå betænkning’, som (med nummeret 1564) allerede i marts 2017 er anbragt på alle danske frikirkers bord – og som i dag (mere end et halvt år senere) fordrer, at de evangeliske trossamfunds ledere ikke længere sover i timen…

Med denne udvalgsbetænkning er de danske frikirkelige borgeres grundlovsbefæstede retssikkerhed i fare! Hvis denne (retssikkerheden) har som eneste formål at beskytte borgerne mod vilkårlige og totalt uforudsigelige overgreb fra statens side, så er det foreliggende (såkaldte) ’trosfrihedsdokument nr. 1564’ en åben krigserklæring! Grundlovsparagraffen (§ 67), der på godt dansk indledes med ordene: ’Borgerne har ret til’, er da ikke længere nogen garanti for, at danske borgeres frihed til at følge deres trosoverbevisning er sikret! Betænkningen undergraver tillige de garantier, som de danske, frikirkelige, evangelisk-troende borgere har fået beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og en række andre internationale konventioner fra FN. (Som eksempel kan nævnes den farlige betænknings snedige angreb på ytringsfriheden, foreningsfriheden, forsamlingsfriheden – ja, på selve ejendomsrettens ukrænkelighed!

Trossamfundenes ledere bør i denne afgørende time være lysvågne over for et hvilket som helst bagholdsangreb på de fremtidige beslutningsprocesser, hvor staten næppe vil følge spillets regler med hensyn til f.eks. domstolsprocessen og de absolutte forvaltningsretlige regler, der indtil nu har sikret frikirkernes eksistens.

I den forestående ’borgerkrig’, som Den blå Betænkning udæskende lægger op til, er det påtrængende nødvendigt at udpege ’den etiske slagmark’. Det er og forbliver en væsentlig del af de frikirkelige borgeres retssikkerhedsbegreb, at det tydeliggøres (altså ikke sløres) hvilke retlige konsekvenser det vil få, hvis en dansk frikirkepræst ud fra sin trosoverbevisning og samvittighed ikke kan skrive under på, at han (som det hedder) ’samvittighedsfuldt’ vil følge den nyindførte, ’gældende dansk lov og ret’ vedrørende ’vielsesbemyndigelse’, som insisterende fordrer kirkelige ritualer for ægteskabsindgåelse af par af samme køn. Hvad folkekirken her er blevet tvunget (og manipuleret) til at godtage, vil de evangeliske frikirker frasige sig! Om dette har jeg følgende at sige:

 

TILLID ERSTATTES MED KONTROL

Med hævede øjenbryn har adskillige evangeliske frikirkepræster læst 1564-betænkningens ’pæne ord’ om, at de (citat): ’fremover skulle inddrages i udvalgsarbejdet’ samt, at ’det skulle sikres, at de blev hørt, og at deres holdninger skulle indgå i det videre arbejde’ (s.19, 2.8) Høringssvarene afspejler imidlertid et andet billede. Disse taler om, at staten har ’skiftet holdning’ over for de evangeliske frikirker – og det i en sådan grad, at ’hvor der før herskede tillid, der indføres nu øget kontrol’ (s.68; 8,5,1) – ja, ’Danmarks menneskeretlige forpligtelse’ bør (efter offentliggørelsen af denne betænkning) ’udsættes for en nærmere analyse’ hedder det i de skriftlige høringssvar. Der sættes imidlertid kritiske spørgsmål ved udvalgets definition af begrebet ’trossamfund’ (f.eks.: troen på overnaturlige magter’).

Det jødiske samfund iagttager en (forekommer det mig) berettiget ængstelse for, hvorledes staten vil forvalte ’den påtrængende beskrivelse af ritualer’, og Baptistkirken anklager staten for ’at blande sig i kirkens indre anliggender’. Dette (den statslige indblanding) er helt uden for tilsynsmyndighedernes kompetence," hedder det (side 63, 5,5,1).

Flere trossamfund har i deres høringssvar anklaget staten for ’angreb på trosfriheden og foreningsfriheden’ samt udtrykt ængstelse for ’risikoen for statens misbrug’ (5.5.4) – "Af teologiske grunde har vi ikke anvendt medlemslister," hedder det i frikirkernes høringssvar, "hvorfor skal vi nu pludselig indsende sådanne lister?"

"Statens formål ligger tæt op af politiske aftaler," lyder det (5.5.5.) og den Evangelisk Lutherske frikirke argumenterer for, at trossamfund, der ejer samme læregrundlag som folkekirken, ikke bør udsættes for nye krav.

 

DER BØR IKKE HERSKE SKYGGEN AF TVIVL

Det selvsikkerhedsmæssige element, der vedrører grundlovens trosfrihedsparagraf (’Borgerne har ret til…) indebærer altid mere end noget andet, at de evangeliske frikirker i Danmark får tydeligt forklaret, hvilke nye rygter staten bygger på. Der må ikke herske skyggen af tvivl om, hvad det fremtidige retlige grundlag er for statens konkrete behandling af de af landets borgere, som bekender sig til det reformatorisk evangeliske trosgrundlag (uden i alle forhold at turde efterfølge ’det specielt lutherske’). Med indførelse af de 32 seneste, splinternye særparagraffer for frikirker, der vedkender sig den samme apostolske trosbekendelse som landets nationalkirke, kan den evangelisk-frikirkelige borger ikke længere forudse sin retsstilling. En sådan ’forudberegnelighed’ er efter de frikirkelige trossamfunds opfattelse i alvorlig fare, hvor 32 mere eller mindre ’uberegnelige’ og kontroversielle særparagraffer skal erstatte den ene kortfattede men solide grundlovsparagraf, som i mere end 150 år har underbygget et fordrageligt forhold mellem stat og kirke.

 

BORGERNES RET ER IKKE TIL DEBAT

Lighed for loven er et aldeles afgørende element i det demokratiske samfund! Men lighedsbegrebet i forbindelsen med en nations ret til at fastholde sit religiøst-åndelige og kulturtraditionelle fundament er ikke til debat.

Hvad menes der i den her anførte forbindelse med begrebet ’lighed’, og hvad forbinder en flok politisk ensrettede ligestillingspolitikere med, at Danmark ikke må have en grundlovsparagraf, der favoriserer et bestemt protestantisk syn på tro og samfundsværdier? Ligebehandlingsnævnet må for tiden ikke sjældent tage stilling i sager, hvor det ikke bare blindt kan godkende, at det (atter og atter) er i strid med ligestillingsloven, hvis der foretages afgørelser, der simpelthen nægter, at diskrimination har fundet sted i pågældende tilfælde

Det er således i et EU-direktiv 2004/113 (der ligger til grund for ligestillingsloven) i punkt 16 anført, at ’forskelsbehandling kan accepteres, hvis det er begrundet i et legitimt mål.

Der gives altså tydeligt omtalte undtagelser fra det fortsatte (påståede ’lovlige’) krav om lighed! Det gælder ikke mindst i henseende til trosfrihedsparagraffen, hvor det er legitimt at skelne mellem trossamfund, som bygger på grundlovens hensyn til de protestantiske kirkers lære og bekendelse - og så andre trossamfunds ’dyrkelse af overnaturlige magter eller afguder’ (som er uforenelige med statens påbudte understøttelse af det protestantiske livssyn.


TILBAGE