RETSOPGØRET
176

FIRE FORFÆRDENDE HÆNDELSER I TEMPLET

De jødiske lærde, som i øget grad beskæftiger sig med opførelsen af Det Tredje Tempel i Jerusalem, og som i den forbindelse stilles over for det provokerende spørgsmål, hvorvidt dette tempel (ifølge Ezekiel) kun skal have ’et rum’ (uden et adskillende forhæng), vil på det heftigste tilbagevise, at Ny Testamentes trefoldigt bevidnede beskrivelse af ’sønderrivningen af tempelforhænget’ bør tages alvorligt.

Israels skriftkloge vil (med denne tilbagevisning) da atter nærlæse deres ’Jerusalem Talmud’, som blev afsluttet i begyndelsen af det 5. århundrede, og som indeholder højaktuelle rabbinske mundtligt overleverede traditioner, der rækker helt tilbage til tiden, før den kristne æra. I traktaten Yoma 6:3 fortælles således, at 40 år før templets ødelæggelse forekom fire forfærdende hændelser.

Den første af disse var, at på omkring det tidspunkt (40 år før Templets ødelæggelse) ’slukkedes den vestlige lampe’ (Yoma 6:3). Ifølge Talmud var ’den vestlige lampe’ som bl.a. omtales i 1. Samuels Bog med ordene: "Ved den tid… var Guds lampe (i Templet) endnu ikke gået ud’ (1:3)… d.v.s. midterstagen i Menorahen brændte stadig. Det (for os) besynderlige udtryk ’vestlampen’ tilkendegiver, at det var den første ’arm’ på lysestagen vest for ’armene’ mod syd: Altså en central lampe!

Ifølge den rabbinske tradition brændte lyset i denne lampe længere end de øvrige – hvilket mirakuløst tilkendegav Guds velsignede nærvær.

’At Guds lampe’ i templet ’er gået ud’, er derfor et ildevarslende tegn… og at dette skete 40 år før templets ødelæggelse (omkring år 30) er for jøderne et varsel. Dette kan i dag have sin betydning, når Israels åndelige ledere atter skal vurdere, om tempelforhænget virkelig blev sønderrevet ved Kristi Korsfæstelse, og hvad dette kunne betyde med hensyn til Ezekiels tempeltegninger, som ikke angiver noget forhæng i Det Tredje Tempel.

Den anden forfærdende hændelse, som indtraf i Jerusalems Tempel 40 år før Templets ødelæggelse, var at ’den purpurrøde tråd’ forblev rød (Yoma 6:8)! Det vil sige, at (som det beskrives i den nævnte jødiske tradition) ’en rød tråd’ (måske på selve forhænget) i templet på Den store Forsoningsdag pludselig skiftede farve og blev hvid (som en symbolsk opfyldelse af ordet i Esajas: "Kom, lad os gå i rette med hinanden," siger Herren. "Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de røde som purpur, de skal dog blive som uld" 1:18).

Israels skriftkloge må her atter vurdere, hvorvidt det kan have nogen indflydelse på de topaktuelle konstruktionstegninger over Det Tredje Tempel, at ’den røde tråd’ forblev rød på Den store Forsoningsdag 40 år før templet blev lagt i ruiner? At der altså på den måde (den røde tråd forblev rød) forelå et varsel om, at så længe, der i templet er to rum (adskilt ved et forhæng) så ’er vejen til Det Allerhelligste endnu ikke blevet fri" (Hebr.9:8).

Fyrre år efter, at ’den røde tråd’ i Templet ikke skiftede farve og ’blev hvid som uld’ (Es.1:18), blev klipperne (på ’den største forsoningsdag’) spaltet i Jerusalem og tempelforhænget blev flænset fra øverst til nederst.

Kan denne beskrivelse have nogen indflydelse på jødernes holdning til Ezekiels tempeltegninger, som ikke indeholder ét eneste ord om forhænget? Dette er disse dages største udfordring…

 

VENSTRE HÅNDEN – ET DÅRLIGT TEGN

Den tredje forfærdende hændelse, som fandt sted i Templet 40 år forud for dets ødelæggelse, omtales med ordene: ’Loddet for Herren kom altid op i den højre hånd’ (Yoma 6:3). Denne gådefulde sætning henviser til den tradition på Forsoningsdagen, som omtales i 3. Mose 16:7-10. Her berettes om to bukke, der føres frem som syndoffer. Der kastes lod om dem – og den buk, der tilfalder Herren, skal ofres. Den anden slippes fri.

Ifølge traditionen ligger de to lod i en æske, der er stor nok til, at præsten kan have begge hænderne i æsken. Nu er imidlertid 40 år før Templets ødelæggelse det ildevarslende sket, at det lod, ’som tilfaldt Herren’ over en årrække (imod alle statistiske forventninger) altid blev løftet op af præstens venstre hånd. "Hvis Herrens lod løftes i præstens højre hånd, er det et tegn på Guds velvilje og behag. ’Venstrehånden var et dårligt tegn’ – og spørgsmålet må over en længere periode have været dette ene: Er der noget i Herrens Tempel, som ikke længere er det rette offer? Findes en hindring, som spærrer vejen for at nå frem til nådens trone? Hvad ligger bag det nytestamentlige ’brev til jøderne’, som erklærer: "Så lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone, for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid?" (Hebr.4:16)

De, som mener, at tidens største udfordring med hensyn til den voksende spænding i Mellemøsten, ligger i den daglige kamp (mellem jøder og muslimer) om Tempelpladsen i Jerusalem, tager fejl! At muslimerne gør krav på suveræniteten over Tempelbjerget (som for tiden er bebygget med Islams helligdomme) er for intet at regne mod den hjerteransagende konflikt, som Israel er stedt i med henblik på selve indretningen af Det Tredje Tempel.

 

OVERNATURLIGT FÆNOMEN

Tempelforhængets sønderrivning var (sådan opfattes det af mange kristne teologer) ikke ’en bebrejdelse’ over for den jødiske gudstjeneste (som jo var indstiftet af Gud) men langt mere en ’afslutning’ – ja, et heftigt svar fra Faderen, som med smerte havde lyttet til Sønnens råb: "Min Gud, Min Gud, hvorfor har du forladt mig?" (Mt.27:46)

Da Jesus opgav ånden på Golgata med ordene: "Nu overgiver Jeg min ånd i Dine hænder" – var det guddommelige svar ikke en ’himmelsk røst’, men den voldsomme sønderrivning af tempelforhænget – ja, denne Guds-handling var som en opfyldelse af Esajasordet: "Jeg forlod dig et lidet øjeblik men favner dig i stor barmhjertighed; Jeg skjulte i skummende vrede et øjeblik Mit åsyn for dig – men forbarmer Mig med evig kærlighed, siger din genløser Herren… (Es.54:7-8).

Med opmærksomhed bør det derfor iagttages, at apostelen Lukas omtaler tempelforhængets sønderrivelse, før han når frem til (i sin samlede beskrivelse) at meddele Jesu død.

De, som fortsat benægter den overnaturlige hændelse i selve templet – bør da svare på, hvorfor de tre øvrige mirakuløse begivenheder (der omtales i samme åndedrag) kan godtages: " 1) Solformørkelsen fra middagstimen til kl. 15:00 om eftermiddagen var universets og rummets tydelige afvigelse fra det normale. 2) opstandelsen af de hellige hensovede legemer var en luge så afvigende afbrydelse af ’dødens rutine’ – og 3) jordskælvet med de bristede klipper og den voldsomme rystelse (som muligt kunne være selve øjeblikket, hvor tempelforhænget flængedes) var i lige mål en lodret forstyrrelse i naturens orden!

Hvorfor da erklære ’det ene’ for opdigt og urealistisk for samtidig at kunne godtage ’det andet’ som et fuldt ud acceptabel ’overnaturlig fænomen’?

 

TEMPLETS PORTE ÅBNEDE SIG

Den fjerde rædselsvækkende hændelse som fandt sted i Templet 40 år før dets tilintetgørelse, beskrives af jødernes ’Jerusalem Talmud’ med følgende: "De lukkede (som det var skik) templets porte om aftenen – men ved morgengry stod de atter åbne" (Yoma 6:3).

Det vil sige, at templets porte ved nattetid – på en uforklarlig måde – åbnede sig! Denne usædvanlige og gentagne tildragelse måtte betyde – enten at nogen forlod templet, eller at nogen kom ind

Det sidste er Rabbi Yohanan Ben Zakkis forskrækkede udråb: "Oh Tempel!" Du slår os med rædsel! Vi ved, at din ødelæggelse nærmer sig. Thi det er blevet sagt: ’Libanon, luk dørene op, så ild kan fortære dine cedre" (Zak.11:1).

Imidlertid er adskillige af en anden mening; de opfatter ’Templets åbne døre’ som en indbydelse til at træde ind i det hellige – ja, at træde frimodigt ind i Det Allerhelligste! "De åbne tempelporte," siger de, "er et tegn på, at 40 år før templets ødelæggelse blev i dets indre (adskillelsens) forhæng mellem Det Hellige og Det Allerhelligste revet i to dele! En ny og levende vej blev åbnet…"

Thi det hedder sådan i Brevet til Jøderne: "Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i Helligdommen, idet Han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige Hans jordiske legeme (ordret: ’Hans kød’) – så lad os træde frem i troens fulde vished" (Hebr.10:19-20, 22).

 

EZEKIELS TEMPEL – FRA GUD ELLER FRA MENNESKER?

Når det i dag så højaktuelle, nytestamentlige skriftafsnit i ’Brevet til Jøderne’ hedder, at (citat): ’Vi har en sådan ypperstepræst, der har taget sæde på højre side af Majestætens trone i himlene som tjener ved helligdommen, det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst" (8:1-2) – så kan to betydningsfulde forhold udledes heraf.

For det første, at der – om de dødelige vil acceptere det eller ej – eksisterer en ’majestætisk trone i himlen’. Alle statsledere, magthavere og majestæter bør med sikkerhed vide, at der (højt hævet over dem) gives en ’tronsal, hvorfra enhver bestemmelse og alt styre i himmel og på jord udgår.

For det andet er denne trone knyttet til en helligdom, som er ’det sande tabernakel’ – og hvis indre gudstjenesteordning er iværksat af ’Herren selv’, og som intet menneske har haft nogen indflydelse på.

I samme skriftafsnit (Hebr.8:1-5) forklares omhyggeligt, at der også findes en helligdom på jorden, ’der er et afbillede af en skygge af den himmelske’. Om denne jordiske helligdom (tabernaklet i ørkenen) gav Gud (med strenghed) tilkende for Moses, at han skulle indrette den ’idet du nøje ser til, at du udfører alt efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget’ (Hebr.8:5) og 2.Mose 25:8-9).

Alt dette er nu noget, som de nye tempelbyggere, der er ved at færdiggøre tegningerne til Det Tredje Tempel, som skal opføres i Jerusalem, bør holde sig for øje! De må én gang for alle afgøre med sig selv, om den konstruktionstegning (på otte bibelske kapitler) som den jordiske, troværdige profet, Ezekiel, har fremlagt, er et ’afbillede’ af den himmelske helligdom, eller om det er nogle halvforstyrrede spekulationer, som profeten selv har gjort sig?

Den aktuelle situation (der skærpes som dagene går) med henblik på troværdigheden af Ezekiels tempelsyner ligner meget den, som står beskrevet i Ny Testamente, da ypperstepræsten og folkets ældste spurgte Jesus: "Med hvad ret gør du dette (Jesus lærte i helligdommen), og hvem har givet dig denne ret?"

Jesus svarede: "Jeg vil også stille jer et spørgsmål, og hvis I svarer mig på det, skal Jeg sige jer med hvad ret, Jeg gør dette!" (Mt.21:23-27)

Jesu spørgsmål til ypperstepræsten og folkets ældste lød sådan: "Johannes dåb, hvor stammer den fra? Fra himlen eller fra mennesker?"

De skriftlærdes reaktion var følgende: De drøftede først sagen indbyrdes, hvor de kom til denne konklusion: "Svarer vi: ’fra himlen’, så vil Han (Jesus) spørge os: ’Hvorfor troede I ham da ikke’? Og svarer vi: ’Fra mennesker’, så må vi frygte for folkeskaren, thi de holder Jesus for en profet’."

Derfor svarede de Jesus med følgende undvigende ord: "Vi ved det ikke" (v.27). – "Da sagde Jesus til dem: "Så siger Jeg heller ikke jer med hvad ret, Jeg gør dette…" (v.27).


TILBAGE