RETSOPGØRET
175

DEN STORE MENNESKEFORTÆRING

Ifølge den nazistiske ideologi var romaerne ’racemæssigt underlegne’, og romaerne blev ligesom jøderne forfulgt og udryddet alene på grund af deres etnicitet. Romaerne blev udsat for tvangsarbejde, tvangssteriliseringer, massedeportationer og massehenrettelser. Omrejsende ’dræberenheder’ nedskød titusinder af romaer i den østlige del af de tyskbesatte områder, og titusinder blev indespærret i koncentrationslejre som Bergen-Belsen, Sachsenhausen, Buchenwald, Dachau und Ravensbrück, mens andre titusinder blev dræbt i dødslejre som Auschwitz-Birkenau, Chelmno, Belzec og Treblinka.

I nogle lande blev forfølgelserne gennemført af nationale regeringer i samarbejde med de tyske nazister; i andre lande blev romaerne forfulgt uden decideret ordre fra det tyske styre. I nogle områder, for eksempel det nuværende Tjekkiet, blev næsten alle romaer dræbt under krigen, enten i tyskledede dødslejre eller i lokalt administrerede fangelejre. I alt menes det, at omkring 500.000 ud af cirka en million romaer i Tyskland og de tyskbesatte områder blev dræbt under Holocaust. Alene i udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau døde over 20.000 romaer efter at have været holdt fanget i en særlig afdeling i lejren, som af nazisterne fik navnet ’sigøjnerfamilielejren’. I løbet af en enkelt nat, mellem den 2. og 3. august 1944, blev næsten 3000 romaer henrettet i gaskamrene.

Men dokumentationen om romaernes Holocaust – af romaerne selv kaldet Baro Porrajmos, den store menneskefortæring – har ladet vente på sig. Under Nürnbergprocessen, hvor højtstående nazister blev dømt for forbrydelser mod menneskeheden, blev der ikke rejst tiltale for folkemord på romaer og sintier, og ingen romaer blev indkaldt som vidner. Mens den tyske regering allerede i 1949 erkendte, at der have fundet folkemord på jøder sted under 2. Verdenskrig, måtte romaer vente til 1982 på en tilsvarende officiel anerkendelse.

 

SIGØJNERNES GRÆDENDE VIOLIN

Violintonerne når os gennem den hede sommerluft. Drengen, der spiller, ser ikke ud til at være en dag over 18. Men de fleste andre, der er samlet på en afsveden plet græs, er gamle nok til at huske adskillige årtier tilbage. De misser mod solen og kigger med tårer i øjnene ud mod horisonten. Ud på den anden side af det pigtrådshegn, som stadig gør Auschwitz-Birkenau til et uhyggeligt sted. De fleste har mareridtsagtige minder herfra, minder som aldrig forsvinder. De var interneret i den såkaldte ’sigøjnerfamilielejr’ og var blandt de få, der overlevede rædslerne i nazisternes mest berygtede dødslejr. Eller de har slægtninge, der døde her, fædre, mødre eller søskende, der bukkede under af sult og sygdom. Eller mødte deres endeligt i gaskamrene, stuvet sammen som kvæg. Andre slægtninge døde som ofre for tvangsarbejde og tilfældige nedskydninger rundt omkring i de tysk besatte områder. Også for romaerne var 2. Verdenskrig en katastrofe. Omkring 500.000 romaer omkom under krigen. 20.000 af dem døde her, i ’sigøjnerfamilielejren’ i Auschwitz-Birkenau. 2897 blev henrettet i løbet af en enkelt nat, natten mellem den 2. og 3. august 1944. Derfor mødes de overlevende og efterladte hvert år på dette tidspunkt for at mindes de døde.
 

Ung sigøjner med sin violin ved mindesammenkomst i Auschwitz
 

"I dag, på 61. årsdag for udslettelsen af sigøjnerlejren i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, mødes vi igen for at mindes de romaer, der blev dræbt af naziforbryderne. Dette sted, Auschwitz-Birkenau, står for os stadig som det levende symbol på romafolkets tragedie. På dette sted, for 61 år siden, forsøgte nazisterne at gennemføre en forfærdelig plan bestående af lidelse og nedværdigelse, som skulle afsluttes med masseudryddelsen af vores folk." Den første taler er repræsentant for arrangørerne, en polsk romasammenslutning. Hans tale er kort, men præcis og rørende. Han står i sit pæne jakkesæt foran det mindesmærke, som en tysk overlevende fra ’sigøjnerfamilielejren’ fik bygget her for årtier siden. Et mindesmærke, som for mange af tilhørerne må gøre det ud for gravsten over deres nærmeste familie. "Andre har kirkegårde, de kan besøge, når de vil mindes deres afdøde slægtninge. Vi kommer her for at ære vores folks mind," siger arrangørernes repræsentant, og tilskuerne klapper afdæmpet.

Så bliver der stille som en kirke. Mikrofonen skratter, og en pressefotograf bryder stilheden med de hurtige klik fra et kamera med automatudløsning. Det lyder som en parodi på et maskingevær. Imens sidder tilhørerne helt stille på deres rækker af plasticstole og sveder i middagssolen. Alle er i deres pæneste tøj. Mændene sveder i de mørke jakkesæt, kvinder vifter sig med deres tørklæder, mens sminken begynder at løbe ud. De lytter til talerne og knuger hinandens hænder. Det her er en nødvendig manifestation, men den er smertefuld. Hvert år denne dag bliver minderne om krigens rædsler vakt til live, og kun stædighed får romaer fra hele Europa til at samles her. Det eneste, de har til fælles, er så mørkt og ondt, at de næsten ikke kan bære at se hinanden i øjnene. År efter år frygter de denne dag, men møder op i trods. Mod døden, mørket og ondskaben. "Jeg ville på en måde hellere være fri for at komme her, men jeg har lovet mig selv, at jeg kommer igen, til den dag jeg dør," siger den tyske roma Hugo Höllenreiner i sin tale. Han er blandt de overlevende, og med sine cirka 70 år er det en fysisk overvindelse for ham at rejse hertil. Men den psykiske barriere er stadig den største, fortæller han, da vi lidt sender på dagen får lejlighed til at tale med ham. Han har netop lagt en krans ved mindesmærket og er tydeligt rørt.

Sigøjnere uden for Auschwitz-koncentrasionslejeren ved mindesammenkomst
 

"Jeg husker så meget, når jeg er her i Auschwitz," siger han og holder en kort pause. Han bliver fjern i blikket og fortsætter så med en dyb stemme, som afslører, at han med det samme, han begynder at fortælle, bliver suget tilbage til tiden under nazismen og genopliver frygten og rædslen. "Jeg havde for eksempel en ven, som var ni år gammel ligesom jeg selv. Han var fra Nürnberg. Her i lejren var vi altid sammen. Hans navn er inde i mit hoved, men jeg siger det aldrig højt mere på grund af det, der skete. Vi spillede bold, det havde vi fået at vide, at vi ikke skulle gøre. Men vi gjorde det alligevel, og på et tidspunkt trillede bolden hen i nærheden af det elektriske hegn. Min ven løb derhen og tog bolden op. Så hørte jeg tre skud. Jeg tænkte, at det bare var varselsskud. Der var jo sådan nogle vagttårne rundt omkring deroppe, og jeg tænkte, at en af soldaterne deroppe havde skudt et varselsskud. Min ven havde taget bolden og var på vej hen imod mig, og pludselig knækkede han sammen. Han var blevet dræbt af tre skud i maven. Det vil jeg aldrig glemme i hele mit liv," siger Hugo Höllenreiner.

Han er blandt de få, der slap levende ud af ’sigøjnerfamilielejren’. De fleste døde af sygdom og sult eller af de medicinske eksperimenter, som lejrlagen Josef Mengele udsatte især romatvillinger for. Hugo Höllenreiner blev sparet, og i mange år bar han minderne om rædslerne i Auschwitz i ensomhed. Der skulle gå næsten 40 år, før han begyndte at tale om det, der skete under krigen. "Indtil 1993 var jeg stum. Jeg kunne ikke tale om det, heller ikke med mine forældre," siger han. "Men så henvendte en forfatter sig til mig, og han ville have mig til at fortælle min historie, så han kunne skrive den ned. "Hugo, tal!" sagde han og han fik mig til at tale. Det var i 1993, og siden har jeg fortalt om det, der skete. Jeg bliver bedt om at komme ud på skolerne og fortælle. En gang om ugen tager jeg til Dachau med skolebørn og viser dem koncentrationslejren der og forklarer, hvordan det var. Jeg fortæller det hele, og børnene græder, når jeg fortæller det. Så siger de til mig ’nu kan vi ikke sove i nat, og vi kan sikkert heller ikke sove i morgen nat’. Det gør ondt på dem. Men jeg gør det kun for, at det ikke skal ske igen, for at det ikke skal komme tilbage."

Det er tydeligt, at det stadig er smertefuldt for ham at genopleve fortidens rædsler. Ydmygelserne, nedværdigelsen. Sulten, tæskene. Frygten og siden apatien over for den systematiske udryddelse af liv. Men også skammen, skyldfølelsen over at være i live som en af de få. Vi forstår, at vi står over for et menneske, for hvem det at fortælle er en tung pligt, som kun opvejes af håbet om, at det kan være med til at forhindre gentagelse. Hos jøder, der har overlevet krigen, har vi mødt samme følelse af at være nødt til at fortælle. Ikke for deres egen skyld, men for menneskehedens. Aldrig har vi mødt vrede eller had, blot en stille sorg over, at mennesker var i stand til at gøre noget så ufatteligt ondt, og en form for skam over ikke at være i stand til at stoppe det. Alligevel formåede jøderne efter krigen at dokumentere og beskrive det, der var overgået dem, mens romaerne i årevis var næsten tavse. De manglede en stemme, og det skyldtes ikke kun, at deres sprog, romani, ikke var et skriftsprog. Også romaernes traditionelle tabu omkring døden var med til at gøre de overlevende tavse. "At tale om døden er at påkalde den. Mange romaer vil stadig i dag ikke tale om det, de oplevede under krigen, fordi de opfatter døden som uren og farlig. Vores kultur og traditioner har forhindret sandheden i at komme frem," som en svensk romakvinde forklarer os.

Bag tavsheden og tabuet gemmer sig en tragedie af ufatteligt omfang. I Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet, Polen og Letland blev omkring halvdelen af romaerne dræbt, mens det i Belgien, Holland, Kroatien, Estland og Litauen var så godt som samtlige. Med et forsigtigt skøn mener historikerne, at i alt en halv million romaer blev udryddet i Tyskland og de tysk besatte områder. Nogle forskere nævner tal på over en million. Men rædslerne har trods deres enorme omfang stadig karakter af det glemte folkemord. Ved Nürnbergprocessen, hvor nogle af de største naziforbrydere blev dømt for deres ugerninger, blev ikke en eneste af de overlevende romaer indkaldt som vidne. Og romaerne måtte vente næsten 40 år, før den tyske regering officielt erkendte, at der havde fundet et folkemord på romaer sted. Det sket i 1982, og først efter at en gruppe romaaktivister havde gennemført en sultestrejke i en af de tidligere koncentrationslejre, Dachau.

Gruppen bag sultestrejken var overlevende fra koncentrationslejrene og børn af ofrene. De havde i årevis samlet dokumentation om det, de kaldte romaernes holocaust, og i 1982 var de blevet så frustrerede over myndighedernes manglende anerkendelse af romaernes skæbne, at de besluttede sig for at igangsætte en symbolsk sultestrejke. Deres krav lød blandt andet på, at den tyske stat erkendte, at nazisterne begik folkemord ikke blot på jøderne, men også på romaer og sinti, de tyske romaers selvbetegnelse. Aktivisterne fik stor medieopmærksomhed, og det strømmede ind med sympatitilkendelser og solitdaritetserklæringer fra jødiske lobbygrupper i USA, fra medlemmer af Kennedyklanen og fra nazijægeren Simon Wiesenthal. Den daværende forbundskansler, Helmut Schmidt, gav efter for presset, og for første gang erkendte en tysk regering officielt, at den udryddelse af romaer og sinti, der havde fundet sted under krigen, var et folkemord.

Ovenstående er taget fra en bog med titlen "Sigøjnere". Skrevet af Carsten & Malene Fenger Grøndahl.


TILBAGE